Kampen om medaljerne

Special Olympics er godt i gang. Vi er ved at være ovre divisioneringerne og kommet i gang med de rigtige konkurrencer. Udøverne bliver delt ind efter alder og evne. Hvis de yder mere end 15-20 % bedre til konkurrencen i forhold til divisioneringen risikerer de at blive diskvalificerede, da det så kunne tyde på, at de har snydt til divisioneringen.

Hyggeaften på hotellet
I går var en rolig dag, hvor der ikke skete det helt store. Folk var ude og dyrke sport det meste af dagen, men så blev det aften... Der var blevet købt chips, alle tog sodavand med og så sad alle danskerne (der bor på dette hotel) i et rum og legede Gæt & Grimasser.

Hygge i kælderen på Metropolitan Hotel.

Hvilket dyr vises her?

De fleste gik meget op i at gætte sportsgrene, kendte personer og dyr. Det blev ikke sent, da mange af udøverne skulle tidligt op.
Det var rigtig hyggeligt at sidde samlet og have det sjovt. Jeg tror ikke at de gør det på de andre hoteller. Der var i hvert fald en af udøverne fra et af de andre hoteller, som syntes det var snyd, at vi lavede hyggeaftener og havde det sjovt.
Vi har på dette hotel ikke lov til at bruge poolen, og der er et godt stykke vej til stranden, så vi er nødt til at aktivere os selv hele tiden, og man kan godt mærke, at der er ved at være lidt hotelkuller. Af samme årsag sidder jeg lige nu i lobbyen og skriver, så Anette, som jeg deler værelse med, har lidt tid for sig selv deroppe.

Medaljer til Danmark
I Special Olympics bliver der generelt delt mange medaljer ud. De er absolut ikke det samme værd som ved andre sportsbegivenheder. Der er mange på hotellet, der går rundt med mange medaljer om halsen... Det larmer faktisk ret meget, når der kommer en gående med 5 medaljer om halsen.

I dag var jeg ude at se lidt atletik og svømning.
Første dansker på banen var Kaj på 63 og fra Vestjylland. Han MÅ være en af de ældste til atletik, hvis ikke den ældste. Han dyrker længdespring og kuglestød. I dag handlede om kuglestød. Det var finale (4 deltagere).
Han gjorde det super godt. Så godt, at han faktisk var tæt på at blive diskvalificeret - hvis han havde sendt den 9 cm længere ud, var han blevet diskvalificeret. Men det gjorde han ikke, i stedet gik han derfra med en flot guldmedalje.

Kaj har fået sin medalje.

Kaj er ikke den type, der kommer med store følelsesudbrud, men han jublede trods alt da han fik medaljen, og han både kyssede den og bed i den. Det var skønt at se.
Derefter skulle Jonas på banen med 400 meter løb. Han er super hurtig. Desværre måtte han udgå med en skade (eller krampe eller noget i den stil) halvvejs. Super ærgerligt, men det er der jo ikke noget at gøre ved...
Derefter gik jeg over og så svømning. Jeg så Kirsten svømme 200 m. fri. Hun startede egentlig ikke som en af de forresten, men endte også med at komme ind på en førsteplads, og fik derfor også guld!

Kirsten på podiet.

Jeg nåede desværre ikke at se Niklas svømme, da det foregik mens Kirsten fik sin medalje, men til gengæld fik jeg ham set få sin flotte sølvmedalje på.

Niklas med medaljen.

Danmark har fået rigtig mange medaljer. Alene i svømning er de efterhånden kommet op på 10 styk. De har også fået medaljer i ridning, bowling, judo og vi er sikret mindst én medalje i badminton, som det ser ud nu...
Det er stadig en god oplevelse at være med hernede, og nu, hvor der begynder at være styr på tingene med sportsgrenene og det nu handler om sport, har jeg ikke så meget at lave udover at nyde det, heppe og se danskerne i kamp. Skønt!

Det blev lige en kort opdatering... Men nu er det jo også snart slut med sådan nogle.

Special Olympics er i gang

Så er det blevet tid til at alle konkurrencerne går i gang. Lørdag aften skulle der være åbningsceremoni, og jeg forberedte mig på en stille dag med opladning til om aftenen... Men klokken 6.30 blev jeg vækket og bedt om at tage ud på et sygehus, hvor en af fodboldpigerne var indlagt. En af hendes trænere var derude, men ingen af dem havde sovet hele natten, så træneren ville gerne til hotellet.
Jeg kom derud, og så faldt Simone (fodboldspilleren) i søvn. Efter et par timer kom Maria (den tredje DAL) og overtog, da hun kan flydende græsk. De sagde pludselig ude på sygehuset at den MR-scanning vi ventede på var på et andet sygehus - det vidste vi godt, men de kunne ikke sige hvornår vi kunne komme til. Vi kunne risikere at skulle vente i flere dage. Maria fik derfor Simone udskrevet og købte et par krykker til hende, så hun kunne komme med til åbningsceremonien. Jeg tog tilbage til hotellet og gjorde mig klar til om aftenen.

Åbningsceremonien
Så blev det tid til at tage fra hotellet. Vi stod på listen over afgange som nogle af de første, men vi kom afsted som de sidste. Det tog vi dog ret roligt, for om vi ventede i hotellets lobby eller under nogle parasoller i centrum gjorde ikke den store forskel.
Da vi endelig kom derud, var resten af delegationen der (vi er delt på 4 hoteller), og vi begyndte med forskellige fællessange. Det blev både til nationalsangen, sejle op af åen osv. Det var super hyggeligt.

Den danske delegation. Læg mærke til at det er trænerne der ser mest skøre ud.

Efter et stykke tid blev vi stillet op, som vi skulle gå indmarch, og vi bevægede os langsomt ned mos stadion (Panathinaiko stadion - Kalimarmaro). Det tog lang tid, men igen var alle så spændte og glade, at det ikke gjorde så meget. Jo tættere vi kom på stadion, jo mere kunne vi høre musikken, der drønede ud af højttalerne, og jeg begyndte at kunne mærke spændingen for alvor i maven.

Mig og to af udøverne.

Endelig blev det vores tur til at gå ind... WOW... Det var så vildt... Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Der var rigtig mange mennesker (selvom stadion faktisk ikke var fyldt). Det var så vildt at gå hele vejen gennem stadion og vinke til alle mennesker, og så blive placeret der, hvor vi skulle sidde. Vi gik i alfabetisk rækkefølge efter det græske alfabet.

Billede af storskærmen, der viser den danske delegation.

Selve showet var rigtig godt og super flot lavet, men det var for langt! Alle var trætte, og mange skulle op og divisioneres dagen efter. Der var en del taler på græsk. Der var undertekster på storskærmen, men underteksterne var hvide, og det var de fleste taleres tøj også - ikke ret smart. Og det ramte bare slet ikke målgruppen, udøverne var meget ligeglade med talerne. Vi var fra starten en time forsinket i forhold til planen.
Der var to ting ved showet, som jeg var ekstra vild med. 1. Medværtinden var Venessa Williams (sanger og skuespiller - hun spiller bl.a. Wilhelmina i Ugly Betty). Og 2. hovednummeret var STEVIE WONDER!!!!!

Venessa Williams var medværtinde.

Stevie Wonder spillede nogle numre.

Endelig kom øjeblikket, hvor flammen skulle tændes. Først blev den løbet en tur rundt på stadion, hvor en løber fra hver kontinent løb med den, og til sidst blev flammen sendt afsted op til der, hvor den skal brænde under hele forløbet.

Flammen er blevet tændt.

Da vi endelig skulle ud til busserne, var det ret kaotisk, men vi fik samlet tropperne og bevæget os derud af. Vi blev ledt i forskellige retninger efter hvilket hotel vi boede på. Vi ventede og ventede og ventede bag en afspærring, hvor de kaldte folk ud, når deres busser var der. Vores hotel (Metropolitan) bliver i Special Olympics-sammenhænge kaldt SOV12, men der blev ikke kaldt nogen ud til SOV 12.
Vi endte med at stå og vente i over 2 timer, og det var ikke vores rigtige busser, der kørte os tilbage til hotellet, men andre chauffører, der havde kørt dem de skulle, men som godt ville køre os hjem. Det var frustrerende at stå og vente uden at kunne gøre noget, og det kan man altså ikke byde folk - og slet ikke når de skal konkurrere dagen efter. Vi var hjemme ved 3.30-tiden og den første skulle op kl. 5.30 for at komme ud og spille boccia til tiden. Det er altså umuligt at gøre sit bedste efter så kort tids søvn!
Og han var ikke engang den, der havde det værst. Nogle på andre hoteller havde kun fået 40 minutters søvn.

Første konkurrencedag
Søndag var jeg en af de heldige, der kunne sove længe. Jeg skulle nemlig først op klokken 9 for at nå at få morgenmad, derefter slappede jeg af i en time, før jeg skulle afsted med håndboldholdet. Deres trænere var taget tidligere afsted, fordi de skulle til trænermøde, så jeg fulgte spillerne derud en time senere.

Håndboldholdet.

Vi har haft nogle problemer med et par af id-kortene herude. Bl.a. har en af håndboldspillerne slet ikke fået hans, så han har gået rundt med et andet, som var til overs. I princippet må han ikke komme med på banen, hvis han ikke har det rigtig id-kort. Vi fik kæmpet lidt, og vupti, så fik han sit id. Skønt, at der i det mindste er styr på det nu.

De kampe de skulle spille søndag var divisioneringskampe. Dvs. at de spiller 9 minutter af gangen med forskellige hold, og så inddeles de i grupper efter evne. Det er altså ikke så vigtige kampe, men de skal stadig gøre deres bedste, for hvis de spiller 15 % bedre til de rigtig konkurrencer risikerer de at blive diskvalificerede med snyd som begrundelse. 

Der var virkelig styr på tingene ude til håndbold. Alt var planlagt ned til mindste minut, og planen holdt! Jeg snakkede med nogle af dem, der står for det derude, og de sagde at det var lidt presset at skulle være så præcis, men at det tydeligvis betalte sig. 

Der er tilknyttet en person derudefra til hvert hold, og hende, der er tilknyttet det danske hold, er bare rigtig sød og hjælpsom. 

Der spilles håndbold i samme hal (det er en gammel flyhangar). Der gik det til gengæld helt anderledes. Ved middagstid var de allerede 2 timer forsinkede. Det var ikke så heldigt, for vi var inviteret til reception med ambassadøren om aftenen, og selv hvis tidsplanen havde holdt, havde de haft travlt. 

De holdt dog hovedet højt, og der blev lagt en plan b... 

Reception med den danske ambassadør

Klokken 19 blev vi hentet med bus på hotellet og kørt ind til byen. Her blev vi mødt af en dame fra ambassaden. Vi skulle gå et lille stykke, for man måtte ikke køre helt derind, hvor det blev holdt.

Det var en god reception. Ambassadøren Tom Nørring stod og gav hånd til alle da vi kom. Han holdt en fin lille tale for os og så var der lidt mad. Ingen af udøverne måtte få alkohol (uanset alder), men det måtte vi andre. Der var et par stykker, der var lidt misundelige på mit vinglas.

Udøverne opførte sig pænt til receptionen.

Til receptionen mødte jeg Natja, der allerede har været til finale i 800 meter fri (svømning). Hun vandt sølv. Det er så flot!

Natja med hendes flotte medalje.

Vi kom noget tidligere hjem fra receptionen end vi gjorde fra åbningsceremonien. Alle gik næsten direkte i seng, for alle var trætte. 

En rolig dag

Mandag fik jeg en lidt let opgave. Simone, der havde skadet sit knæ (hende der var på sygehuset) var så træt pga. søvnmangel, at hun ikke kunne tage med ud og se de andre spille mandag. Så jeg blev sendt ud og være ved hende indtil holdet kom tilbage. Det var ret besværligt at komme derud med offentlige transportmidler, så selvom jeg tog fra mit hotel klokken 8.10, var jeg første derude ved 11-tiden! Men det lykkedes. 

Da jeg kom derud sov Simone, men jeg fik hende vækket, så hun lukkede mig ind.

Hun faldt hurtigt i søvn igen, og det gjorde jeg også. Hun klagede lidt over at jeg snorkede, men det kan jeg ikke gøre noget ved, for jeg blev forkølet af at vente på bussen lørdag nat, så jeg havde snot i hele hovedet. 

Ved middagstid ringede Maria og sagde, at hun var på vej ud til skadestuen, hvor Rose (en af fodboldspillerne) var blevet sendt ud med en skade. Fordi hun er fra SO kom hun foran i køen, og kom derfor hurtig til. Efter et stykke tid ringede Maria og sagde, at de var på vej fra sygehuset, og at de kørte omkring McDonald's før de kom ud til hotellet. De tog mad med til os, så da de kom, sad vi og spiste. Derefter tog Maria afsted igen.

Rose har heldigvis ikke brækket noget, men kun en kraftig forstuvning. Hun må ikke støtte på benet overhovedet i 2 dage, og så skal hun ind og snakke med dem igen på sygehuset. Hun havde fået nogle smertestillende piller, som hun skulle tage efter hver måltid, så hun tog sådan en, og så faldt hun i søvn. Lidt efter faldt Simone også i søvn, og se begyndte jeg også at snorke. Rose brokkede sig også over at jeg snorkede... Jeg vågnede ved at de andre kom hjem og bankede på døren.

Så skulle jeg finde en bus hjem... Og det var sådan set let nok, men det var svært at finde ud af hvornår den kørte (den kørte kun én gang i timen). Helt tilfældigt kom shuttlebusserne fra fodbold da jeg stod ude ved vejen. Jeg spurgte en af chaufførerne om han kørte tilbage til Hellenikon (hvor de spiller, og hvor der er tram-forbindelse til hotellet), og han lod mig køre med. Da vi kom til Hellenikon satte han mig bare af ved vejen, for han var egentlig færdig med at køre for den dag, så han havde gjort mig en kæmpe tjeneste ved at tage mig med. Super sødt af ham.

Aftenen blev brugt på afslapning. Jeg hoppede i nattøjet klokken 21 og hyggede mig med at se film i fjernsynet. Anette, som jeg deler værelse med, var ude og spise med forældrene, der er hernede. Hun kom først hjem efter jeg var faldet i søvn. 

Sejr i badminton

I dag var jeg igen ude og se håndbold og badminton. De er nu igang med de rigtig konkurrencer.

Håndbold fik tæsk af Indien, og vi har indgivet en klage, da de mener, at Indien snød til divisionering. 

Maja vandt sin badmintonkamp, og hun var så glad at jeg fik et kæmpe stort knus da hun kom ud. 

Maja i kamp.

Det har været en dejlig, stille dag. Hvad imorgen bringer, ved jeg ikke...

Special Olympics - Host Town Program

Der er sket en del siden sidst, men jeg vil bare fokusere på Special Olympics (SO).


Danskernes ankomst
Mandag den 20. juni var den store dag. Dagen hvor den danske delegation ankom til Athen. De skulle ankomme med to forskellige fly.

To af Danmarks tre DAL's (Tina og mig, mangler: Maria).

Da jeg kom ud til lufthavnen startede det rimelig godt. Jeg fik uden problemer mit adgangskort til det område, hvor man henter sin bagage. Det var nemlig der, at vi skulle møde vores delegation. Tina kom lidt senere end mig, men hun nåede det til tiden. Maria derimod var meget forsinket, og kom faktisk først efter delegationerne.
Da delegationen så kom, startede kaos. Danskerne var super søde - både udøverne, trænerne og cheferne. Vi ventede et stykke tid i lufthavnen - først ventede vi på den del af delegationen, som kom med fly nummer 2, og derefter ventede vi et stykke tid på bagagen. De fik ikke selv lov til at tage deres bagage, men der var folk fra SO, der stod for det. Det havde en del af udøverne det lidt svært ved, men sådan var det altså!
Så kom vi endelig afsted mod velkomstcentret. Tina tog med den første bus, jeg med den anden og Maria kørte selv derud i sin bil.
Da vi kom derud var der ret lang ventetid, fordi SO slet ikke havde rettet de fejl, som danskerne havde sendt mht. deltagerlisten for over en måned siden. Det tog derfor ret lang tid, og det endte med, at vi faktisk ikke fik deres ID-kort med os, men Maria skulle hente dem senere.
Efter lang tids venten (udøverne var trætte efter den lange flyvetur) blev vi kørt ud på Golden Coast Hotel i Marathona (ca. 42 km. fra Athen), hvor vi skulle være under Host Town Program. Vi var langt fra de eneste, hvor planerne om Host Town var gået i vasken, så jeg tror at vi endte med at være ca. 1200 mennesker ude på hotellet.

Første informationsmøde efter ankomst og indlogering.

Da vi endelig kom i stand på værelserne, fandt vi ud af, at der manglede tre kufferter og en bowlingtaske (med en meget dyr bowlingkugle i). Det var ret kristisk, for ikke nok med at det var udøveres kufferter og de derfor ikke havde noget som helst, så var al deres medicin i kufferterne (ingen af dem havde puttet noget i håndbagagen, som de ellers havde fået besked på). Vi startede jagten på den mistede bagage og fandt ud af hvad vi skulle gøre mht. medicin. heldigvis var der Medical Service på hotellet, så de udskrev et par recepter (trænerne havde kopier af hvilken medicin deres udøvere får) og der kom en fra et apotek med medicinen.
Derefter var der en af udøverne der var ved at besvime - nok pga. varmen, så der havde vi også læger oppe og se på ham.
Heldigvis har vi fået de to af kufferterne og bowlingtasken (inkl. bowlingkuglen uden skrammer). Vi har dog stadig ikke fundet den sidste kuffert. Heldigvis tager den uheldige udøver det med højt humør.

Da vi endelig var på plads, ville folk gerne ud at svømme. Her fandt vi så ud af, at både poolen og porten ned til stranden var lukket. Nogle gik udenom hotellet og ned på stranden. Det var ret underligt, for folk fik lov til at komme ind fra stranden gennem porten, men man måtte ikke gå ud. Bægeret flød over, da vores udøver Rose fik lov til at komme ind på toilet, men så måtte hun ikke komme ud til sine ting på stranden igen. Det fik Tina og en anden frivillig derude til at gå amok, og derefter blev porten åbnet, men udøverne blev kun lukket ud hvis de var sammen med en træner, frivillig eller lignende.

Programmet for vores ophold
Fordi det hotel vi var på var en nødløsning for alle de delegationer, der ikke kom til en Host Town, var der ikke lagt et ret godt program for delegationerne. De eneste ting, der var planlagt, var forskellig underholdning, musik og dans på hotellets område.
Den 21. juni slappede vi af og gik på stranden. Og rendte til medical center hele tiden. Vi har allerede haft en del skader. René fra atletik er ret pylret, så han slæbte mig med ned til medical center for at se på hans knæ, som pludselig gjorde ondt efter træning. Lægerne er også ret pylrede, så de gav ham en forbinding på, og ville have ham derop igen onsdag morgen.
Derudover var der nogle stykker fra fodboldholdet, der kom til skade.

En tur til Athen
Pga. det dårlige program, fik vi planlagt en tur til Athen. Tina brugte sine kontakter på ambassaden, og fik skaffet os et par busser.
Onsdag morgen skulle vi så til Athen. To udøvere skulle omkring lægerne først - René med knæet og en af fodboldspillerne, begge blev dog "frikendt" og kom med på tur.
Jeg tog med dem ind til Athen. På turen fortalte jeg lidt om byen og et par myter. Vi kørte forbi det stadion, hvor åbningsceremonien skal foregå. Da vi kørte forbi, klappede og hujede de allesammen.
Da vi blev sat af ved Akropolis forlod jeg delegationen og mødtes i stedet med Kristians forældre, som var på en lille ferie i Athen.
Vi gik rundt i byen og ind på Akropolis Museet og afsluttede turen med frokost. Derefter fulgte de mig tilbage til bussen, hvor de mødte nogle af delegationsmedlemmerne. De blev og vinkede farvel til os, da vi kørte afsted.
Det var rigtig hyggeligt at se dem mens de var hernede. Og det er også fint, at jeg ikke behøvede at gå med udøverne op på Akropolis.

Mig sammen med to af de danske udøvere.

Det lød til, at alle udøverne havde en rigtig god dag inde i Athen.
Resten af dagen var der afslapning på programmet.

Endnu en rolig dag
I går havde en af udøverne fødselsdag, så vi vækkede ham med fødselsdagssang nedenfor hans altan - meget kongeligt.
Vi havde slet ikke noget på programmet denne dag. Desværre havde en af udøverne haft trykken for brystet, så han blev hentet af en ambulance, som tog ham på sygehuset sammen med Tina og en af trænerne. Det er ret synd for Tina, at hun var den, der kom med derind, for der gik 5 timer før de kom tilbage igen. Sygehuset beholdt udøveren til observation natten over, så en anden af trænerne tog ind og var derinde sammen med ham, og så kom Tina og den første træner tilbage til hotellet.

Der bliver spillet en mellemting mellem stikbold og ståtrold.

Torsdag aften var det Sankt Hans. Og selvfølgelig skulle det fejres. Søren (Head of Delegation - HOD) havde lånt en guitar og så sang vi midsommervisen efter aftensmaden. Derefter var der "fest" med latinamerikansk musik.

Vi synger Midsommervisen.

De fleste af delegationerne har fået lavet små pins, som de så kan gå og bytte med. Tina og jeg fik også nogle pins, og jeg er selvfølgelig blevet helt bidt af at finde folk at bytte med.
Det var en rigtig hyggelig aften. Fordi det var sidste aften og vi skulle tidligt op i morges, blev alle fodboldspillerne smidt i seng klokken 22. Jeg synes det er rigtig ondt af trænerne at smide dem i seng så tidligt. Alle andre fik lov til at blive ude til klokken 23, hvor musikken stoppede. Jeg er ikke den eneste der har den mening, jeg snakkede med en af de gamle, garvede trænere, og han synes også det var for strengt - især når man tænker på at den yngste i hele delegationen er 16 år gammel, så de er altså ikke børn.

Til nye hoteller
I dag skulle delegationen så deles ud på 4 hoteller, da de har fået tildelt værelser efter sport, så man har så kort en transporttid som muligt ud til sin sportsgren.
Tina skulle tilknyttes et hotel langt væk, sammen med HOD'en Søren. Jeg blev sendt med til hotel Metropolitan i Athen (fordi jeg så havde mulighed for at tage hjem hver aften, hvis der ikke var plads til mig på hotellet) og Maria skal så køre til de sidste to hoteller.
Dagen startede kaotisk. Det var tydeligt, at det var rester vi fik til morgenmad; helt ærligt, hvem serverer ris med kartofler til morgenmad. Det ville jeg ikke have, så jeg gik i stedet efter en skål cornflakes. Det var der, men der var til gengæld ikke nogen dybe tallerkener. Så det endte med at jeg fik en meget tør bolle med honning og et stykke frugt til morgenmad.

Dagen fortsatte kaotisk, da transporten slet ikke fungerede. Den del af danskerne der skulle med en bus klokken 8, kom først afsted klokken 10. Heldigvis begyndte det at flyde lidt bedre, så vi kom kun afsted en time forsinket.
Hotellet vi kom ud til var helt fantastisk. Det er meget fornemt. Da vi kom, blev vi sat ned i et rum, hvor vi skulle vente sammen med belgierne.

Igen venter vi.

Da vi endelig fik nøglekort og liste over vores værelser, var der kun 10 værelser, og vi havde det dagen forinden fået det rettet til 11, da det ikke gik op med kvinder og mænd. Normalt bor trænere og udøvere heller ikke sammen, men på dette område var trænerne fleksible, så det var de indforståede med, at de var nødt til.
Anette (assistent til Søren - aHOD) og jeg snakkede med den ansvarlige fra SO på hotellet. Hun var enormt irriterende, og blev ved med at sige, at vi kun kunne få 10 værelser, og at hun ikke kunne ændre noget. Belgierne havde samme problem.
Da vi var allermest irriterede ankom USA, og så mente hun, at hun lige skulle over og byde dem velkommen. Der blev jeg dog så irriteret at jeg sagde, at hun altså var nødt til at løse vores problem, før hun gik videre. Søren ringede helt tilfældigt, jeg forklarede hvad der foregik. Han ringede til de ansvarlige for indkvartering, som ringede til hende vi snakkede med og sagde, at vi skulle have 11 værelser, for det var gået i orden i går.
Da hun så gik op og snakkede med hotelpersonalet, var de først lidt uforstående, men det viste sig at være fordi, de allerede havde registreret, at vi skulle have 11 værelser. Så fik vi de sidste nøglekort, og vi kunne endelig gå til frokost.
Maden er HELT FANTASTISK på det her hotel. Omgivelserne er overvældende og alt er bare så fint. Jeg følte mig hel malplaceret i min SO-uniform.
Jeg får lov til at sove sammen med Anette, da hun har en ledig seng. Skønt.

Lige nu er jeg hjemme for at hente rent tøj og så skal jeg afsted til hotellet igen.

Lille note: Allerede efter 3 dage er mine shorts (uniformen) ved at gå i stykker. I syningerne i siderne er stoffet simpelthen ved at falde fra hinanden. Det er ret træls. Jeg har fået lov til at tage ud og hente et nyt par eller bare gå i jeans. Indtil videre render jeg rundt i mine egne shorts, da der er ret langt ud til der, hvor jeg kan få mine nye shorts... Men de skal da nok hentes på et tidspunkt.

Jeg ved ikke hvor meget jeg får tid til at opdatere, men håber da at kunne nå at fortælle lidt om hvad der sker hernede.
At melde mig som frivillig til det her, var en RIGTIG GOD BESLUTNING. Det er en fed oplevelse allerede. 

Grækerne går amok

Sidste turisttur med Sofia
Onsdag den 8. juni tog jeg Sofia med på en sidste turisttur. Hun skulle nemlig hjem på ferie i Rusland den 10. og bliver der en måned, så det var sidste chance for at se hende, før jeg tager hjem.
Denne gang gik vi ikke på kirkegården, men i stedet til Sokrates' fængsel (som faktisk ikke er hans fængsel - det er simpelthen så dumt). Efter det, gik vi op til Filopappous's monument - det tog os lidt tid at finde det, og vi kom bestemt ikke derop på den nemmeste måde.

Sofia og jeg på vores sidste turisttur.

Vi gik derefter op på Akropolis igen - bare fordi vi kan, men det var simpelthen så varmt, at vi hurtigt smuttede på café i stedet for.
Det var hyggeligt at se hende igen, men ret vemodigt at sige farvel... Jeg ved jo ikke hvornår jeg kommer til at se hende igen.
Åh ja forresten, som I nok kan se på billedet, er jeg blevet klippet og har fået sommerhår - det andet var allerede ved at være for varmt.

Flame of Hope
Torsdag den 9. var der lærervalg, så skolen var lukket. Jeg tog derfor til Flame of Hope-ceremonien. Det er den ceremoni, hvor den olympiske flamme bliver tændt.

På vej til Flame of Hope-ceremonien.

Det var en rigtig fin ceremoni, hvor der var inviteret ambassadører og andre fornemme mennesker, en minister var der og holde tale, formanden for den græske udgave af Special Olympics og formanden for Special Olympics International var der selvfølgelig også.
Efter flammen blev tændt, blev den givet til de to første løbere. Dem der løber med flammen er atleter og politimænd fra hele verden.

Flammen bliver tændt.

Det var en rigtig flot ceremoni, og den var meget rørende. Selvom vi sad i middagssolen fik jeg flere gange gådehud.

Weekend i Meteora
Lørdag den 11. juni tog jeg til Meteora. Det er ikke umiddelbart et sted, der er ret kendt i Danmark, men det er helt fantastisk, og det burde være et must-see for alle, der tager til Grækenland.
Det er ikke til at forklare, hvor fantastisk landskabet er, og billederne gør det slet ikke ære... Men jeg tog alligevel rigtig mange billeder.

Meteora.

Jeg ved ikke om man skal kalde Meteora en samling af klipper eller bjerge. De står midt i landskabet, som om de er placeret der (se billedet ovenfor). I mange hundrede år har religiøse mennesker trukket sig tilbage fra det verdslige liv og kravlet op i indhak i de lodrette bjergsider for at tilegne resten af deres liv til Gud. Jeg forstår ikke hvordan de er kommet derop til at starte med, men det udviklede sig til, at der opstod en del klostre oppe på klipperne. Mange af dem er nedlagt igen og sporene næsten helt forsvundet, men der er stadig 6 fungerende klostre deroppe, 5 med munke og 1 med nonner. De er blevet lidt til turistattraktioner.

Et af klostrene i Meteora.

Søndag morgen tog jeg bussen op til det kloster, der ligger højest oppe. Jeg valgte ikke at gå ind i klostrene, men bare gå ud til dem allesammen og nyde naturen. Og hold op, hvor er den fantastisk!

Meteora.

Ud fra de skilte jeg gik forbi, der angav afstande til de forskellige klostre, gik jeg i løbet af søndag 15 km. Jeg gik forbi alle 6 klostre og så hele vejen tilbage til en by, jeg boede i.

Endnu et kloster.

Og lige endnu et kloster.

Der var et par stykker i bil, der holdt ind og spurgte, om jeg ville have et lift, men jeg havde det fint med at gå. Da jeg kom ned fra Meteora, kom jeg til en landsby, hvor jeg valgte at gå ind og få noget at spise. Mens jeg sad der begyndte det at regne, lyne og tordne - på den sydeuropæiske måde. På mirakuløs vis holdt det op, da jeg var færdig med at spise, og jeg gik det sidste stykke vej uden at blive våd. Jeg tog et bad på hotellet, og kunne der høre, at det begyndte at regne igen. Da det blev tid for mig til at gå ud og få aftensmad, var det holdt op igen... Ret heldigt for mig.
Mandag formiddag tog jeg bussen tilbage til Athen.
Meteora er helt fantastisk, men det er altså lidt kedeligt at tage på weekendtur alene... Næste gang jeg skal dertil, må jeg tvinge en til at tage med mig, og så må jeg tvinge mig selv i kloster.

Farvel til børnene
Så kom vi til dagen... Dagen, hvor jeg skulle sige farvel til børnene og skolen...
Jeg tog ud på skolen klokken 10, hvor jeg skulle øve aftenens show med 6. klasse og musiklæreren. Thalia havde timer i 5. klasse og de to 3. klasser, så jeg var i løbet af dagen oppe og sige farvel til dem. Jeg kom selvfølgelig til at græde, da jeg skulle sige farvel. I den ene 3. klasse ville de næsten ikke lade mig gå igen, for alle børnene ville have et kram.
Thalia skulle ikke have 2. klasserne, så jeg fik Annie (Thalias datter) til at gå med mig og oversætte for mig. De virkede mere ligeglade med det, men jeg har heller ikke rigtig haft nogen rolle hos dem, udover at sidde og kigge (og kede mig). Jeg fældede heller ikke nogen tårer, da jeg sagde farvel til dem.
Da vi var færdige med at øve med 6. klasserne kaldte jeg min klasse sammen. Vi havde endelig fået afsluttet vores eventyremne, så jeg havde lavet en lille "bog" til dem med deres eventyr. Desværre havde en af grupperne ikke afleveret deres, så den kom ikke med. Jeg ville rigtig gerne have haft den med, men jeg kunne jo ikke rigtig udsætte det mere, når det nu var sidste dag.
Derudover havde jeg lavet en cd-rom til dem allesammen med det materiale vi har brugt, videoen med de danske elever, der synger Bjældeklang, de andre videoer vi har lavet i løbet af året, musik og billeder. De blev rigtig glade for dem. Da jeg skulle sige farvel kunne jeg slet ikke holde tårerne tilbage, og jeg græd rigtig meget. Eleverne var også ret påvirkede, og flere kneb en tåre. Der var endda to af drengene, der virkelig græd. Det var rigtig hårdt at se og det var svært at sige farvel - også selvom vi skulle ses om aftenen.
Vi mødtes på skolen klokken 18, selvom showet først var klokken 19, for nogle af eleverne skulle males hvide i hovederne og på armene, for de skulle lave et lille teaterstykke som det første i showet.

Musiklæreren (Margarita) og mig.

Grækernes syn på punktlighed kom til udtryk denne aften. Vi havde sagt til alle eleverne, at de skulle være på skolen klokken 18, alligevel var vi nødt til at vente med at gå i gang, fordi det ikke var alle der var dukket op 19.10. Vi gik i gang omkring 19.15 (det er ret tæt på planlagt tidspunkt i fht. at det er i Grækenland), men folk kom dryssende (forældre) helt hen til kl. 19.45.
Det gik rigtig godt. Det første i showet var teaterstykket, derefter skulle den anden 6. klasse synge nogle sange, så vi havde rigtig travlt med at få fjernet den hvide ansigtsmaling. Heldigvis var en flok af lærerne kommet ud for at hjælpe, og de elever, der ikke var malede hjalp også til, så alle blev klar til at gå på scenen igen, hvor de skulle synge sammen med de andre, og to elever (Annie og en af pigerne fra den anden klasse) skulle læse et par digte højt - nogle de selv havde lavet.
Derefter fremlagde tre elever noget om Danmark, med tilhørende powerpoint. Og så blev det min tur...
Jeg skulle op og holde farvel-tale... Nøj jeg var nervøs, og det sekund jeg begyndte at tale begyndte jeg at græde. Iolenna (den anden engelsklærer) oversatte til græsk for mig. Jeg ville nemlig ikke have Thalia til det, for jeg kaldte hende op på scenen for at takke hende på det her skoleår. Sidst Kristian var hernede, havde han en roligan-hoptimist med til mig (for det havde jeg bestilt), og den gav jeg til Thalia i takke-gave. Hun blev også rørt og kunne næsten ikke sige noget...

Nogle af de dejlige elever inden tæppefald.

Efter min tale dansede eleverne den dans vi har øvet siden påske, og det var så vores del af showet. De var super gode - har aldrig set dem bedre.
Derefter blev alle elever kaldt til scenen, og de fik diplom og en gave af skolen. Hernede skifter elever nemlig skole efter 6. klasse. Til sidst holdt inspektøren en tale, hvor han bl.a. sagde tak til mig for at være kommet til Athen, at de vil savne mig og altid huske mig.
Som forudset var klassen ikke samlet derefter, men rendte rundt og hyggede sig inden de skulle hjem, så det var godt at jeg vil sagt mit farvel om eftermiddagen.
Det var en meget underlig fornemmelse at tage bussen hjem derudefra... Så skal jeg ikke derud igen... Det er godt nok en vildt mærkelig følelse. Det er næsten værre end da jeg sidste år skulle sige farvel til eleverne i Skægkær, for jeg bor jo snart ikke længere hernede, så jeg render ikke lige på dem på gaden eller noget...
Jeg er ikke engang sikker på at se Thalia igen, for hun har rigtig mange kurser osv. indtil den 22. juni, og den danske Special Olympics-delegation kommer jo herned den 20.

Grækerne går amok
I går (onsdag) var der varslet mange strejker og demonstrationer. I min naivitet troede jeg, at butikkerne stadig holdt åbent, så jeg gik afsted for at købe mig en ny bog. Jeg blev dog temmelig skuffet, for butikken var lukket. Jeg var nede omkring Syntagma-pladsen (omkring middagstid) og der var rigtig mange mennesker med flag, bannere og skilte. De råbte i kor og demonstrerede ret fredeligt. Jeg havde desværre ikke mit kamera med - øv øv øv.
Om eftermiddagen skulle jeg til SO-møde, og jeg havde aftalt med Tina B. (fra ambassaden) at mødes i Syntagma og følges derfra. Pga. demonstrationen aftalte vi at mødes nede på metrostationen i stedet for uden for. Hun var dog nødt til at gå igennem demonstrationen for at komme dertil, hvorimod jeg tog metroen fra Omonia.
Hun fortalt at det var umuligt at trække vejret oppe på pladsen, fordi ting brændte, folk gik amok og der var tåregas overalt. Det med tåregassen havde jeg nu regnet ud, for da jeg kom ud af metroen og skulle finde hende, kunne jeg næsten ikke trække vejret pga. gassen også var trængt ned til metroen. Tina kunne dog ikke lugte det dernede, fordi hun jo kom derfra, hvor det var værre. Jeg nåede heldigvis ikke at være i det så lang tid, at mine øjne begyndte at gøre ondt og løbe i vand, men det gjorde Tina.
Vi skyndte os at tage ud til mødet og væk fra kaosset. Der var rigtig mange, der havde søgt tilflugt nede på metrostationen - deraf mange, der havde fået meget tåregas.

McDonald's dagen derpå.

Det var meget deprimerende at se Syntagma i dag, hvor alle caféer, hoteller og butikker ud til pladsen var i gang med at rydde op og reparere... Det er så trist, at athenerne (anarkisterne) på denne måde ødelægger deres egen by.
SO-mødet jeg var ude til var (igen) spild af tid. Jeg fik dog én ting ud af det, jeg fik udleveret den mobiltelefon vi har til rådighed under SO.
Det er så FRUSTRERENDE, at de bare ikke har styr på noget som helst! Og hende vi skal rapportere til hele tiden er ulidelig. Hun er nedladende og hun virker fuld hele tiden.
Godt at Tina og jeg har hinanden at brokke os til, at vi er sammen med endnu en frivillig ved den danske delegation, og at vores delegation skal bo på et par hoteller, hvor Færøerne også skal bo, og deres frivillige (Helle) er også dansker og rigtig sød. Så vi har hinanden at støtte os til.
Det var spild af tid, og pga. det kom jeg så sent hjem, at jeg ville komme for sent til Jamila's "see you soon"-fest. Jeg havde inviteret Elissavet med. Hun var ligefrem ved at blive nervøs for, om jeg var taget afsted uden hende, fordi jeg kom så sent tilbage fra mødet.

"See you soon"-fest
Jamila synes det er for deprimerende at have en farvel-fest, så hun valgte at samle nogle venner til en "see you soon"-fest.
Elissavet og jeg kom næsten en time for sent. Det var en rigtig hyggelig aften. Vi fik snakket og grinet en masse. En af Jamila's venner er kok, så han havde meldt sig frivillig til at lave mad til os. Og nøj, det var god mad!
Desværre var vi nødt til at tage hjem allerede 23.30 for at nå et tog i stedet for at skulle betale en taxa hjem.

Jamila og mig.

Det var en god afslutning på en ellers frustrerende dag. Jeg ser nok et par af dem igen inden jeg rejser, men det gør bestemt ikke noget.
Jamila og jeg kommer i hvert fald til at se hinanden en del stadig. I dag har vi været ude og kigge på computere (igen) og jeg modstod (igen) fristelsen. Men denne gang fik Jamila endelig købt sig et kamera. Hun har kun snakket for alvor om det i to måneder, så nu fik hun endeligt købt et.
Efter at have købt det mødtes jeg med Genta til frokost, og derefter tog jeg ud til Jamila igen, hvor vi legede med hendes nye kamera, og hun tvang mig til at se en 3 timer lang indisk film. Det er altså ikke lige min type film...
Nu går det snart løs med Special Olympics. På mandag kommer delegationen. Det bliver så spændende. 

Kun en måned tilbage i Athen

Så er det ved at være sidste chance for at opleve hernede... Der er nemlig kun en måned til jeg kommer hjem til Danmark igen.

Special Olympics kursus
I lørdags var der rundvisning og special olympics-kursus. Men jeg sad og ventede på Jamila, så vi kunne følges, opdagede jeg et banner over indgangen til metroen i Syntagma.

Banner i Syntagma.

Grækerne er endelig holdt op med at være voldelige når de demonstrerer, men har ladet sig inspirere af spanierne og har nu sat telte op og holder rolige demonstrationer i Syntagma.
Det ændrer nok bare ikke rigtig noget, eftersom besparelser er nødvendige...
Det første der stod på dagens program, var rundvisning i og omkring Panathinaiko Stadium, hvor åbnings- og afslutningsceremonien afholdes.

Forberedelserne til SO er (endelig) gået i gang.

Det hele foregik på både græsk og engelsk, og det fungerede rigtig fint. Det var helt vildt varmt at gå rundt der, og da jeg kom hjem havde jeg meget tydelige mærker efter min top.
Efter rundvisningen stod den på tre timers kursus. Tina B. (fra ambassaden) og jeg var ret optimistiske, nu rundvisningen havde været på både græsk og engelsk. Der blev vi dog voldsomt skuffede. Det foregik kun på græsk. Powerpointshowet var dog også på engelsk, men det var skrevet med lille skrift med lysegrøn skrift på hvis baggrund - umulig at læse, og der stod slet ikke alt det hun sagde.
Jeg endte med at blive så frustreret, at jeg under spørgsmålsrunden kommenterede og kritiserede det. Hende der havde talt i 3 timer sagde, at det ikke var i programmet, at hun også skulle snakke engelsk, men at hun synes hun havde gjort det godt. Det er jeg så ret enig i, og jeg VED, at Valia, som er vores nærmeste kontaktperson, hele tiden har forsøgt at få dem til at snakke engelsk også, men at de åbenbart ikke forstår, at vi er en del der ikke kan græsk. Da kurset var slut, var halvdelen allerede gået, fordi de ikke fik noget ud af det.
Tina B. og jeg var så frustrerede, at vi gik på McDonald's bagefter. Og derefter...

Athens Pride 2011
Lørdag stod i de homoseksuelles tegn, der havde nemlig været Pride Parade (mens Tina B. og jeg var på kursus), og om aftenen var der fest. Det tog vi til og mødtes med nogle af dem Tina kender fra ambassaden.

Athens Pride 2011-fest.

Drag-show, hvor der blev optrådt med Barbie Girl.

Endnu et drag-show.

Det var rigtig sjovt at opleve en Pride-fest. Desværre havde jeg fået ondt i hovedet (selvfølgelig), så var hjemme allerede klokken 23. Tina fortalte mig senere, at det der foregik på scenen sluttede ved 24-tiden, så det er ikke så meget jeg er gået glip af.

Tina B. og jeg til Athens Pride 2011.

Søndag tog jeg med Tina og to af hendes venner med til stranden. Vi kørte væk fra Athen og ud til Marathonas og var på stranden der. Det var rigtig lækkert. Og vandet er endelig blevet så varmt, at man kan holde til at være i det og ikke kun hurtigt dyppe sig.
Tina trådte på et søpindsvin. Det er 3. gang i år hun gør det. Godt det ikke var mig.
På vej tilbage til Athen kørte vi gennem et af de områder, der for et par år siden var hærgede af skovbrande. Man kan stadig meget tydeligt se det i landskabet. Der står stadig mange sorte, afbrændte træer.

Endagstur til Mykene og Epidaurus
I dag valgte jeg at bruge (mange) penge på at tage på en endagstur med en guide til Mykene og Epidaurus. Det er et godt stykke udenfor Athen, så det tog noget tid at komme derud.
Det første stop var ved Korinther-kanalen.

Konrinther-kanalen.

Kanalen er kun 8 meter dyb, men 80 meter høj og over 6 km. lang. Den blev lavet i slutningen af 1800-tallet. Det var ret vildt at se. Guiden sagde, at kanalen ikke bliver brugt så meget i dag som tidligere, så nu kommer der kun ca. 12.500 skibe igennem hvert år.
Næste stop var Agamemnons grav. Eller det er hvad man kalder den, man ved nemlig ikke helt hvad det er. Det kan også "bare" have været et skatkammer i hans fars tid. Men det er altså hvad man kalder den.

Mig udenfor "Agamemnons Grav".

Den er bygget lidt som en iglo under jorden faktisk. Jeg tror dog ikke at den var under jorden da den blev bygget...
Derefter kørte vi op til Mykene. Det var lidt spild at vi skulle køre, for det tog ca. 30 sekunder at køre op på parkeringspladsen dertil. Det er her den berømte Løveport er (The Lion Gate). Den er ret godt bevaret og meget gammel - den var allerede opført under Agamemnons tid, så man følte virkelig historiens vingesus, da man gik igennem den.

Løveporten.

Det porten fører ind til er Mykenes akropolis. Akropolis betyder egentlig bare den øvre by, men det er der alt det vigtige foregår - tilbedelse osv. Jeg gik rundt et stykke tid oppe i ruinerne og så skulle vi tilbage til bussen. Fra akropolis'en kunne man se ret langt ud i landskabet, og der er et bjerg, som ligner en profil af en mand der ligger ned. Man siger, at det er Agamemnon, der sover der (for han døde åbenbart ikke).
Lille sjov ting: Det man kalder Agamemnons dødsmaske er overhovedet ikke hans maske, da den er dateret til et par hundrede år før han levede.
Derefter tog vi ned og fik frokost. Det var ikke det bedste mad, så det var ret heldigt, at jeg overhovedet ikke var sulten.
Efter frokost tog vi til en lille butik, hvor de laver vaser, figurer osv. De viste os hvordan man laver en vase og fortalte os meget om de forskellige teknikker. Det var faktisk rigtig spændende. De lavede blandt andet også "cups of justice". Jeg havde desværre ikke lige penge til at købe en, sådan en kunne jeg ellers godt tænke mig.

Butikken havde et par løver udenfor - her den, jeg blev gode venner med.

Og den der valgte at angribe mig.

Sidste stop på turen var Epidaurus, som er et teater, der er fantastisk lavet - helt efter det gyldne snit. Det er meget velbevaret, og har den mest fantastiske akustik. Den er blevet valgt som en af de ting i verden, der er værd at bevare (så jeg at der stod på en sten deroppe). Akustikken gør, at du kan stå på midten af scenen og snakke stille - nærmest hviske, og dem oppe på bagerste række kan stadig høre dig. Der er 54 rækker (tror jeg nok) og plads til 14.000 mennesker. Teatret bliver stadig brugt hver sommer til en sommerfestival.

Teatret set lidt oppe fra - ikke helt fra toppen.

Mig udenfor teatret.

Efter dette stop gik turen tilbage til Athen, hvor jeg blev sat af ved et hotel tæt ved Omonia, så jeg kunne gå hjem derfra.
Vejret var helt perfekt til denne tur. Det var ikke alt for varmt, som det f.eks. havde været hvis jeg var taget afsted søndag eller i går, men det regnede heller ikke. Jeg tror at jeg blev ramt af 10 dråber og det var så det.
Jeg faldt selvfølgelig i søvn i bussen på vej hjem, så da jeg kom hjem var min nakke helt ødelagt, så aftenen er brugt på afslapning.
Jeg har også fri imorgen og torsdag (fordi der er lærervalg), så jeg har kun én rigtig arbejdsdag tilbage, nemlig fredag. Jeg ved ikke helt hvordan og hvornår jeg siger farvel til alle børnene, men det bliver måske tirsdag, hvor vi har sommerafslutning med 6. klasserne om aftenen. Det er så underligt, at det er ved at være slut nu...

På tur med skolen og Sofia

Farvel græskhold
Onsdag den 18. maj tog jeg ud at spise på universitetet sammen med Sanja. Sanja har (ligesom mig) droppet holdet, så hun var også ude og hilse på. Vi var nogle stykker der sad og spiste sammen. Det var meget underligt, for de havde sidste dag om fredagen, så det var sidste gang vi var samlede derude... Det tog os ca. en time at spise (mens vi snakkede), og så begyndte vi egentlig at gøre os klar til at tage hjem, men da vi kom ud i aftensolen, endte det med, at vi stod derude og snakkede i over en time.
Det var super hyggeligt at se dem igen, men jeg kan slet ikke forstå, at det var sidste gang jeg så nogle af dem - hvis ikke allesammen...
Jeg kan slet ikke forstå at jeg snart skal hjem til Danmark...

Lidt af hvert
Lørdag den 21. var jeg ude til rundvisning et af de steder, hvor der er SO-konkurrencer. Jeg fulgtes med Tina fra ambassaden, som også er frivillig ved den danske delegation.
Rundvisningen var totalt forvirrende - jeg kan overhovedet ikke finde rundt derude. Ikke fordi det er stort, men fordi det hele ligner hinanden, der var ingen skilte, noget af det vi skulle se var optaget til politihundetræning og halvdelen af det vi skulle se var låst af, så vi ikke kunne se det. Til sidst i rundvisningen sagde de, at vi ikke skulle være bekymrede, for der kommer til at være skilte overalt, så vi ikke KAN gå forkert... Fint nok...
Ved samme lejlighed fik jeg hentet min uniform og ID-kort. Uniformen er: 2 t-shirts, 1 par bukser, 1 regnjakke, 1 mavetaske og 1 kasket... Og SO varer 18 dage!  Jeg har prøvet uniformen - den passer, men billeder af mig i den må vente lidt...
Tirsdag den 24. var jeg ude hos Jamila og få frokost. Hun tog til Santorini om aftenen, så det var en "vi skal lige nå at ses inden du tager på ferie"-frokost. Om aftenen havde jeg to jobsamtaler, desværre blev det (igen) til nej'er. Det er altså ret frustrerende at jeg ikke kan finde noget arbejde! Så hvis der er nogen, der kan skaffe mig et lærerjob, skal de endelig ikke tøve med at få mig ansat.

Onsdag den 25. havde Kristian og jeg 1-års-dag. Jeg fejrede dagen med at tage til stranden alene. Det var fint vejr til at ligge og solbade, men vandet var stadig ret koldt, så det blev til hele 1 minuts baden. Jeg oplevede noget meget pudsigt. Mens jeg lå på stranden og solbadede begyndte det pludseligt at dryppe på mig, jeg kiggede mig omkring, og nej, der var ikke nogen, der stod og dryppede eller spyttede på mig. Der var en lille bitte hvid, næsten gennemsigtig sky lige over mig, som simpelthen valgte at dryppe lidt. Meget underligt. Den drev heldigvis hurtigt videre, så det blev kun til 30 små dråber på mig.
Lørdag den 28. var Jamila kommet tilbage, men skulle afsted om søndagen til en ø, hvor der også er en comenius-assistent. Hun fik lokket mig med i byen, men det blev ikke ret vildt, da min krop er ved at blive gammel og jeg havde ondt i hoften.
Jeg mødte to mexicanske søstre, som var helt vildt søde. De var på rundrejse i Europa, men skal snart tilbage til Mexico. De sagde til mig, at jeg helt sikkert skal tage til Mexico engang, og hvis jeg kommer, skal jeg kontakte dem, så jeg kan besøge dem. Facebook længe leve!

Mexicanske piger med reklame-fyren for en græsk-mexicansk restaurant.

Jeg håber virkelig, at jeg engang får en chance for at komme til Mexico og besøge dem.

For et par dage siden flyttede en ny fyr ind i lejligheden - på mit gamle værelse. Han hedder Jean Baptiste og er fra Frankrig. Og det er egentlig næsten det eneste jeg ved om ham... Jeg fulgte ham til supermarkedet da han skulle handle ind første gang, og der fandt jeg ud af, at han ikke er interesseret i at spise græsk mad eller leve det mindste som grækerne. Han vil have sin gamle rutine fra Frankrig, og det virkede som om han helst ville have de samme mærker som han køber derhjemme, men det er jo ikke sådan lige til...
Han skal være her i to måneder, så han er her altså resten af mit ophold.
Det gode ved at han er flyttet ind er, at vi så er tre til at deles om rengøringen, og jeg skal derfor kun gøre det én gang mere inden jeg rejser - HURRA!

På tur med skolen
Mandag den 30. maj blev hele skoledagen revet ud af kalenderen til en tur for hele skolen. Det var dog langt fra alle elever, der tog med, da det kostede 12 euro pr. elev - betalt af forældrene.
Det vi skulle var ud på et sportssted, hvor der var nogle "idrætslærere", som spillede forskellige sport med eleverne i tre timer.

Eleverne holder en pause fra aktiviteterne.

Hvad lavede lærerne så imens eleverne dyrkede sport? Jo... De sad på cafeen og drak kaffe. Det var ret kedeligt! Der var næsten ikke nogen der snakkede med mig, da hverken Thalia eller de andre af lærerne, der er okay til engelsk, var med. Det var godt jeg havde en bog med, så jeg brugte noget tid på at læse i min meget spændende krimi-thriller.

Lærerne der slapper af.

Til sidst var jeg dog ikke den eneste, der kedede mig lidt. Så der var rent faktisk nogle af lærerne, der gik ned og forsøgte at spille lidt tennis.

Lærere på tennisbanen.

Efter tre (lidt lange) timer tog vi busserne tilbage til skolen, hvorfra jeg tog direkte hjem.
Det var en fin dag - bedre end kedelige engelsktimer.

En lille turisttur med Sofia
I går besluttede jeg mig for at tage ud og se Athens første kirkegård - den skulle åbenbart være noget af et syn.
Jeg fik lokket Sofia med, fordi hun ikke har nogen at lege turist med udover mig. Så jeg gav hende chancen for at lufte kameraet.
Vi fandt uden problemer kirkegården, og jeg må sige, at dem der begraver deres afdøde der. både må være stinkende rige og skøre i knolden.

En grav på Athens første kirkegård.

En anden diskret grav.

Helt seriøst - det er åndssvagt at bruge så mange penge på almindelige grave!
Det var noget af en (underlig) oplevelse. Men jeg må faktisk indrømme, at jeg vil anbefale folk at se den, hvis de kommer til Athen.
Efter at have set kirkegården tog vi på restaurant og fik frokost. Lige da vi satte os ved bordet, var der en fugl der sked Sofia i håret!!! Det var så ulækkert... Men hun panikkede kun lidt, vi fik det ud og flyttede til et andet bord, hvor det ikke var oplagt for fuglene at sidde og skide. Og så fik vi frokost.
Efter frokost tog vi ud til stranden og sad på en café og snakkede. Det var rigtig hyggeligt.

På café ved vandet.

Det var en super dag, og jeg håber at vi når at have endnu en turisttur inden jeg tager hjem, men det er desværre ikke sikkert. Sofia skal i år for første gang i 2 år hjem og besøge sin familie i Rusland, og hvis hun skal have en billet der bare er nogenlunde til at betale, skal hun snart afsted. Hun kommer fra den østlige del af Rusland - næsten helt ovre ved Kina, så det er noget af en rejse.

Vi øver stadig dans
I dag havde jeg hele timen til at øve dans med 6. klasse. "Showet" er flyttet fra den 8. til den 14. juni, de ved stadig ikke præcist hvornår på dagen det bliver...
På næste fredag (den 10.) tager musiklærere, dramalæreren og jeg de to 6.klasser i fire timer til at øve det hele igennem nogle gange... Håber det bliver godt.
Jeg filmede ungerne i dag mens de dansede, så jeg har det på computeren, hvis jeg ikke får det filmet når de opfører det. Og så tog jeg naturligvis også et par billeder af dem.

Jeg elsker det sted i dansen, hvor de står og ser seje ud. 

Det bliver heldigvis bedre og bedre for hver gang de danser det igennem. Forhåbentlig er der så ingen fejl når vi når til den dag, hvor forældrene skal se det.
Fordi showet er flyttet til den 14. bliver det nok sidste gang jeg ser eleverne, så jeg skal nok vælge enten ingen makeup eller vanfast mascara... Det bliver hårdt at sige farvel. Jeg synes tiden går utroligt stærkt lige nu, og lige om lidt er der Special Olympics og så er jeg på vej hjem i et fly...