En stille uge

I onsdags (den 17. november) holdt grækerne national "helligdag"/fridag/mindedag. De mindedes den 17. november engang i 70'erne, hvor der var oprør mod diktatoren. En masse studerende gjorde oprør, og søgte tilflugt inde på Polyteknio's område (polyteknisk universitet). Normalt må politi mv. ikke komme på universitetsområder, men det så diktatoren stort på, og sendte militæret ind. Mange døde under "angrebet". Efter det faldt diktatoren. Derfor mindes de de døde og fejrer diktaturets fald denne dag.
Det blev fejret med "skuespil" og sang på skolen.

Optræden på skolen den 17. november.

Fredag den 19. flyttede vores italienske roommate tilbage til Italien, så nu er vi kun to i lejligheden igen, og leder efter en ny til at bo på det tredje værelse.

Jeg skulle have været til en velgørenhedsfest lørdag og ude hos Thalia søndag, men jeg var nødt til at tage hjem efter arbejde pga. voldsom forkølelse, så jeg kom ikke til græsk fredag. Jeg blev i sengen lørdag, søndag og mandag formiddag. Mandag eftermiddag tog jeg til græsk.
Jeg synes det er rigtig surt at være gået glip af de ting pga. sygdom, men det var vigtigt for mig hurtigt at komme ovenpå igen, fordi jeg jo får besøg af Tina i morgen.
Jeg er kommet over forkølelsen, så det er super dejligt.
Det er stadig godt og lidt varmt vejr hernede, så det kom lidt bag på mig at jeg ligefrem blev tvunget i seng af snot. Thalia var meget forstående og nærmest tvang mig til at blive hjemme mandag, når jeg nu ville være ekstra modtagelig for børnenes bakterier. Det er super dejligt at hun passer sådan på mig, hun tager virkelig opfordringen fra Comenius-mødet alvorligt om, at mentorerne ikke kun er kolleger og mentorer, men også en forældre-figur mens vi er hernede.

I dag blev jeg ringet op af folkene fra Special Olympics (Athen 2011). Jeg skal til samtale med dem på tirsdag (klokken 10 græsk tid) om at blive frivillig næste år. Det er jeg rigtig spændt på.
I morgen har jeg nogle timer efter græsk og før jeg skal hente Tina, hvor jeg ikke har noget at lave, så jeg har indkaldt de to andre assistenter i Athen til at underholde mig. Det ville de heldigvis gerne, så jeg skal ud og spise med dem inden jeg tager ud til lufthavnen. Vi skal spise nede i centrum, så det er dejligt nemt at hoppe på metroen eller bussen når jeg skal afsted. Så slipper jeg også for at gå alene omkring Omonia midt om natten/sidst på aftenen.
Jeg glæder mig super meget til at få besøg af Tina. Det bliver en fantastisk (og længe ventet) søsterweekend.

Som I kan se, er der ikke sket meget den sidste uge, men jeg kan selvfølgelig ikke forvente at alle uger er lige begivenhedsrige. Det ville have været en super uge, hvis den forkølelse havde valgt at ramme en anden. Jeg er dog langt fra den eneste, der har været nødt til at ligge i sengen en dag eller to...