Out of Athens

En begivenhedsrig weekend
Fredag den 11. februar strejkede busserne (lige for en gangs skyld), men denne gang behøvede jeg ikke at gå hjem, da musiklæreren på skolen, Margarita, tilbød at køre mig hjem. På vejen ombestemte vi os dog, og vi tog i stedet sammen ud og spiste frokost på en lille café Margarita kendte. Det var rigtig hyggeligt at sidde at spise og snakke med hende om alt muligt - lige fra fester og fritid til skolerne i Danmark. Efter at have spist, tog vi ned i en musikbutik, hvor Margarita skulle købe nogle cd'er. Jeg klarede dog at holde pungen i tasken, og købte ingenting. Jeg er faktisk lidt stolt af mig selv...
Lørdag besluttede jeg mig for at tage i biografen alene og se Hereafter med Matt Damon. På vej i toget/metroen ud til biografen mødte jeg Jamila, og fik hende faktisk overtalt til at tage med i biografen. Og det må man sige var heldigt, for det viste sig, at noget af filmen foregår på fransk... Ja, jeg ville have haft ret svært ved at forstå handlingen i de perioder, hvor de snakkede fransk og underteksterne var græske, så det var meget heldigt at jeg havde Jamila med, som jo er fransk, så hun oversatte for mig.

Lige en reklame for filmen The Tourist - bemærk hvordan grækerne staver Johnny Depp og Angelina Jolie.

Søndag var det så tid til The Meet Market. Det er et marked, der er forskellige steder i Athen-området, hver gang det er. Det er et marked med tøj, smykker, tasker, sko, mad... alt muligt. Min veninde Sanja, som jeg havde græsk sammen med, havde noget tøj til salg på markedet (hun er designer og har sit eget mærke), så jeg havde lovet at komme og sige hej. Jeg mødtes med Yana, Jamila og Jamilas to franske venner, der var på besøg, og så tog vi til marked. Det var et rigtig fint, lille marked. Tingene var bare lidt dyre, fordi det meste af det jo var små mærker... Men det var fedt at opleve - og dejligt at se Sanja.

Valentins Dag
Jeg er ikke ligefrem den store Valentins Dags-fejrer. Faktisk kan jeg overhovedet ikke lide denne tradition, og synes at den er rigtig plat. MEN når man har en veninde, der er en pladder-romantisk franskmand, ved man bare, at der er nødt til at ske noget.
Jamila inviterede os tøser hjem til hende og se Sex and the City-filmen, spise slik og popcorn og drikke cola. Lige en aften efter mit hoved. Det mest romantiske ved aftenen var, at Jamila havde hængt hjerte-balloner op rundt i lejligheden.

Erika, Birgit og jeg på vej hjem fra Valentins Dag med hjerteballoner.

Onsdag den 16. var jeg så lige en smut i biografen igen... Denne gang i biografen ude hos Thalia, for det var sammen med hende jeg skulle se Black Swan. Det er en meget mystisk, foruroligende, forstyrret, god film synes jeg. Jeg var nok ikke taget ind og se den, hvis ikke Thalia havde inviteret mig, men jeg er glad for at jeg sagde ja til tilbuddet.

Thessaloniki
Thessaloniki er den anden største by i Grækenland, og ligger i Nordgrækenland - 6 timer med tog.

Det siges, at det giver held, hvis man rører Aristoteles' tå, så det gjorde jeg selvfølgelig.

Deroppe er Judith fra Tyskland Comenius-assistent, og jeg havde arrangeret at tage på forlænget weekend hos hende, se byen og hendes skole. Jeg havde endda fået fri fra arbejde mandag, så jeg kunne blive der et par dage ekstra.
Så fredag den 18. efter arbejde, tog jeg toget fra Athen til Thessaloniki. Jeg ankom omkring kl. 21, hvor Judith mødte mig på banegården.
Judith har været syg de sidste par uger, så hun var ikke helt på toppen, men insisterede på, at jeg stadig boede hos hende. Vi tog direkte hjem til hende, hvor jeg mødte de to hun bor sammen med; Korinna fra Rumænien og Emily fra Storbritannien. De var rigtig søde.
Lørdag tog Judith og jeg så på turisttur i Thessaloniki.

Det mest kendte symbol på byen (kendt fra postkortene) Det Hvide Tårn.

Vi var rundt og se de vigtigste seværdigheder. Vi startede med at gå ned i nogle ruiner fra den romerske tid. Derefter gik vi ned forbi Aristoteles-statuen, hvor man lige skal røre hans venstre tå, og så gik vi op i det hvide tårn. Det hvide tårn var oprindeligt et fængsel, men er nu et museum. Det hed oprindeligt blodtårnet, men blev omdøbt til det hvide tårn, da en fange fik til opgave at male det hvidt i bytte for hans frihed.

Judith i Det Hvide Tårn.

Om aftenen tog vi over og spiste hos en af Judiths venner. Vi var 8 personer, der spiste sammen. Kun Judith og jeg var IKKE Erasmus-studerende. Jeg m ærligt indrømme, at jeg absolut ikke kunne lide de mennesker. De tog det som en selvfølge, at der skulle noget hash indenbords når man er sammen, så de sad og spiste hash-kage. Jeg sagde pænt nej-tak og følte mig meget malplaceret og utilpas i deres selskab. Derudover havde jeg hovedpine, og sad faktisk bare og ventede på, at Judith skulle blive klar til at tage hjem, så jeg kunne komme i seng. Jeg er glad for, at det ikke er sådan det foregår i min vennekreds.
Søndag havde Judith det stadig rigtig skidt, og hun besluttede at tage til vagtlægen. To af hendes venner tog med, og jeg tog ud i byen alene og så på byen.

Udenfor det arkæologiske museum er denne sav ved at save jorden op nedefra.

Jeg ville egentlig have været på det arkæologiske museum, men jeg kom først derned klokken 14.45 og det lukkede kl. 15, så jeg gik bare videre, på vej op mod Ano poli ("byen, der ligger over"), som er en gammel bydel, som er lidt særlig i forhold til resten af Thessaloniki.
Thessaloniki er en by, der ligger mellem havet og bjergene, så når man går op, går man væk fra vandet. Det er et godt lille trick at kende, når man har en tendens til at tro at man ved hvor man er, men så pludselig er faret vild... Da jeg gik rundt i Ano Poli's små gader, kom jeg selvfølgelig ud af kurs, men fortsatte et stykke tid, for at se bydelen. Da jeg så ville tilbage til Judiths lejlighed, begyndte jeg at gå nedad, og blev ved med det indtil jeg mødte noget jeg kunne genkende, og så fandt jeg tilbage.

Mig oppe ved den gamle, byzantinske bymur.

Da jeg kom tilbage til lejligheden, var Judith stadig på sygehuset, men hendes roommates var hjemme, så dem snakkede jeg lidt med. Emily skulle flytte værelse (til et større værelse), så hendes blev tomt. Hun var så så sød at rede op til mig inde på hendes gamle værelse, så jeg ikke behøvede at sove i Judiths dobbeltseng sammen med Judith, hvis hun nu havde noget smitsomt. Super sødt af hende synes jeg.
Da Judith kom hjem (efter 6 timer) var hun helt færdig, og resten af aftenen slappede vi af, hun sov en del og trængte bare til at være lidt alene på værelset, så jeg sad ude i stuen sammen med de to andre og Korinnas ven, som kom på besøg.
Mandag var jeg igen ude alene, for Judith var blevet tvunget til at blive i sengen. Planerne om at komme med hende på arbejde tirsdag var også aflyst, da hun ikke måtte tage på arbejde en uge mens hun var på antibiotika.
Jeg kom på det arkæologiske museum, og fik også set mere af byen og af butikkerne, hvor jeg måske kom til at bruge lidt penge.

En eller anden kirke i Thessaloniki.

Om aftenen slappede jeg bare af sammen med de andre i lejligheden. Det var rigtig hyggeligt.
Tirsdag var dagen for min tilbagevenden til Athen, men jeg skulle først med toget klokken 16.30, så jeg havde tid til at tage på museum og på shopping igen (fandt shoppinggaden). Jeg tog på det byzantiske museum. Der var gratis indgang, og det undrede jeg mig lidt over, for det er normalt kun os med græsk studiekort, der kommer gratis ind. Jeg fandt dog ret hurtigt ud af hvorfor. Lige når man kommer ind på museet, er der et skilt, der fortæller hvad der er i de forskellige rum. Der er 12 eller 13 rum på museet, men da jeg kom til det 4. og skulle til at gå ind i det 5. rum, var det afspærret, og resten af museet var lukket... Lidt en skuffelse, for de første fire rum var ret spændende.
Jeg fik shoppet lidt mere inden jeg tog tilbage til lejligheden for at hente mine ting og sige farvel til Judith.

Alexander den Store.

Jeg kom med toget og sad bare og læste og lyttede til musik det meste af tiden. Toiletterne var åbenbart i stykker, for de var låste på hele turen, så selvom jeg trængte til at komme på toilet, måtte jeg bare vente til jeg kom hjem. I den situation var det så ret træls, at toget af ukendte årsager blev over en time forsinket, så togturen blev 7 timer lang i stedet for 6. Jeg nærmest løb hjem fra stationen... Også lidt fordi, at det ikke er så rart at gå derfra og hjem alene omkring midnat.

Åbning af butik
I dag (den 24. februar) var jeg på arbejde og derefter hjemme at slappe lidt af, indtil Elissavet ringede til mig for at høre, om jeg ville med til åbningen af Arcturos' nye butik i Athen, tæt på vores lejlighed.

Åbning af Arcturos-butikken.

Arcturos er en organisation, som arbejder for de vilde bjørne og ulve i Grækenland. Elissavet er frivillig i denne organisation. I butikken sælger de t-shirts, sweatshirts, forklæder, kasketter, notesbøger, kuglepenne, blyanter, ure, kalendre, bamser, musemåtter, muleposer osv. osv. osv.

En ulv og bjørn i dagens anledning.

Efter at have været til åbningen og brugt lidt penge der, gik vi videre til en udstilling, som Grundtvig-folk lavede. Grundtvig er et program på linje med Erasmus og Comenius. Der var folk fra forskellige lande med smagsprøver på mad, slik og drikke, kunst osv. Det var okay spændende, men følte mig lidt malplaceret, da vi var nærmest de eneste, der ikke er med Grundtvig-ordningen. Det mest spændende var en tyrkisk pige, som viste hvordan man laver tyrkiske malerier. De er helt fantastisk flotte. Jeg er meget imponeret.

Et af de tyrkiske malerier, som lige blev lavet på 5 minutter.

Nu er der kun under en uge til at Thalia og jeg skal afholde kursus om at bruge smartboard i undervisningen... Uha, jeg er allerede ved at være nervøs. Der har været så mange interesserede, at vi er nødt til at gentage det igen senere på foråret. Der er rigtig mange, der har ringet og prøvet at komme på listen, selvom der for længst er fuldt hus, og grækerne har det altså med ikke at respektere, at der ikke er pladser nok, så det bliver lidt spændende at se, hvor mange der rent faktisk dukker op. Jeg synes det er vildt respektløst hvis de dukker op, når de har fået at vide, at der ikke er plads til dem og at der vil blive et kursus senere på året. Vi har plads til 20, og det bliver umuligt at gennemføre tilfredsstillende, hvis der kommer 40, for vores plan er, at få dem op til smartbordet og lave forskellige ting, for at lære at bruge det. Men nu må vi se, hvor mange der dukker op. Jeg har sagt til Thalia, at vi burde få en dørmand, der kun lukkede dem ind, der stod på listen og så afviste resten.
Der er også kun en uge til at jeg får besøg af Kristian, Tina, P-A, far og Lene. Det glæder jeg mig også RIGTIG MEGET til.

En tur til Salamina

Ekskursion med 5. og 6. årgang
Mandag den 24. januar var jeg på ekskursion med 5. og 6. årgang. De var ude for at lære noget om Byzans. De blev delt i årgangene og derefter delt i 3 grupper. Jeg fulgte den ene gruppe, der startede med at skulle op og høre om Byzans og lave noget gruppearbejde. Derefter havde de en lille spisepause.

Eleverne arbejder i grupper.

Efter pausen så de en 3D-film og til sidst lavede de nogle opgaver ved computerne. De så ud til at synes det var rigtig sjovt.
Da vi kom tilbage til skolen, strejkede busser igen, så jeg måtte gå hjem. Da jeg kom hjem var jeg super træt, så droppede at tage til græsk.

Sygdom blandt lærerne
Det virker ikke til at lærerne kan holde til det kolde vejr. Det har været meget koldt og blæsende i en stor del af januar, så mange af lærerne går og er småsyge hele tiden.
Også Thalia har været ramt. Da jeg kom ud på skolen om morgenen fredag den 28. blev jeg mødt af skoleinspektøren, som sagde, at Thalia var syg, så jeg måtte selv bestemme om jeg ville blive et par timer sammen med en anden lærer, eller om jeg ville hjem igen. Jeg valgte at tage hjem igen med det samme, da de fleste af lærerne snakker rigtig dårlig engelsk.
Da jeg kom hjem tændte jeg computeren og opdagede, at Thalia havde sendt mig en mail aftenen før, den havde jeg bare ikke set, da jeg ikke havde haft den tændt efter græsk. Hun skrev i mailen at hun havde lagt en besked på telefonsvareren. Det kunne jeg ikke forstå, for jeg har ikke telefonsvarer på min græske telefon. Det viste sig så, at hun havde ringet til mit danske nummer... Lidt dumt...
Klasselæreren for den 6. klasse, som jeg ikke har engelsk i, har nu været syg i halvanden uge. Og hvad har skolen gjort for at løse problemet? Jo, alle de timer klassen skulle have haft hende, bliver de delt ud i små grupper og skal være med i de andre klasser. Så der sidder 6. klasseselever i 4. klasse og laver ikke noget, fordi der ikke bliver taget hensyn til at de er der - der undervises til klassen og så må de bare sidde og være stille og lave ingenting. Det synes jeg er så kritisabelt, at det næsten gør ondt. Hvordan kan de tillade at eleverne sidder og spilder deres tid i andre klasser? Hvordan kan de tillade at der ikke bliver brugt penge på en vikar til dem? Jeg synes det er under al kritik!
De eneste der får bare en lille smule ud af det, er dem der er blevet placeret i "min" 6. klasse. De gange jeg har stået for undervisningen har jeg taget dem med på lige fod med de andre og forventet lige så meget af dem.

Undervisning
Jeg har siden nytår undervist 6. klasse i nordisk mytologi. Det har været rigtig sjovt og spændende, synes jeg.
Jeg startede med at fortælle om nogle af de vigtigste guder og jætter. Derefter læste vi myten om verdens skabelse, og eleverne skulle skrive deres egen skabelsesmyte. Det kom der nogle rigtig gode og sjove resultater ud af. Især en håndfuld af eleverne har virkelig fået brugt fantasien. F.eks. skrev en af eleverne en historie om, at jorden oprindelig er lavet af en kødbolle, der har roteret om solen indtil den var gennemstegt.
I denne uge har vi arbejdet med myten om, hvordan Odin mistede sit øje. Vi startede med at læse myten og kort snakke om den - sørge for at alle forstod den.
Derefter blev de delt i grupper, og fik til opgave at lave et lille skuespil. Først var de lidt usikre overfor opgaven, men gik i gang (det var mandag). Torsdag var der nogle af dem der spurgte, om det virkelig var meningen at alle skulle være med. Til det sagde jeg, at selvfølgelig skulle alle på "scenen". De ville meget gerne have mig til at vise et eksempel på, hvordan man kan gøre det, så vi aftalte at ALLE var med og viste deres skuespil fredag, og så startede jeg ballet med et en-mands-skuespil.
Fredag morgen (den 28. januar) sagde Thalia, at hendes datter Anni (som jo går i 6. klasse) havde sagt, at de havde haft for lidt tid til skuespillet. Det gjorde mig lidt nervøs for resultatet.
Da jeg kom op i klassen spurgte jeg om de var klar til "showtime" og det råbte alle ja til. Jeg spurgte også om de havde brug for 2 minutter til at forberede sig, men det mente de ikke, så vi gik i gang med det samme. Jeg startede med at lave et lille skuespil og så var de ellers allesammen vilde efter at komme op og vise deres skuespil. Og de var bare super gode. Jeg er så positivt overrasket over dem, og er rigtig glad for resultatet.
Som belønning for deres gode, hårde arbejde, skal vi på torsdag afslutte emnet med at se Valhalla.
Er en stolt assistent lige nu.

Sidste time til græsk
Jeg har taget beslutningen om at droppe græskundervisningen. Jeg havde mine sidste timer i mandags, og hold op, jeg er glad for min beslutning. Har ikke skænket det en tanke efter jeg er holdt derude, og har slet ikke dårlig samvittighed over, at jeg har "givet op" og droppet kurset.
Jeg savner dog lidt nogle af klassekammeraterne, men dem kan jeg da heldigvis stadig ses med. Jeg har beholdt mine studiekort, så jeg kan også komme derud engang imellem og spise sammen med dem efter deres timer. Jeg skal derud imorgen og spise, fordi en af pigerne har mistet sine bøger, så hun skal låne mine, nu jeg ikke bruger dem til noget som helst.
Jeg er rigtig glad for min beslutning.
Den sidste halvdel af mit ophold kommer nok til at være dyrere end den første halvdel, da jeg ikke er tvunget til at være her i byen 5 dage om ugen, men har større frihed til at tage på ture. Jeg har bl.a. købt togbilletter til Thessaloniki den 18. februar, hvor jeg så besøger den tyske assistent deroppe. Jeg har fået fri fra arbejde om mandagen, så jeg kan komme med hende på arbejde en dag og se hendes skole, og så komme tilbage tirsdag den 22. Den tur glæder jeg mig rigtig meget til.

Tur til Salamina med Jamila
I går, lørdag, havde Jamila, Yana og jeg planlagt at tage til en ø, der hedder Salamina, som ligger meget tæt på Athen, hvis vejret var godt.
Vi ville egentlig have været afsted i sidste uge, men der var vejret rigtig skidt.
Fredag aflyste Yana pludseligt, da hun havde fået andre planer. Jamila og jeg valgte at tage afsted alligevel, for vejrudsigten sagde høj solskin.
Klokken 10.30 mødtes vi i Peiraias, hvorfra vi tog båden til Salamina.

Billede taget fra båden.

Vi havde ikke noget kort over Salamina eller nogensinde været der før. Jamilas veninde har været der, og hun sagde, at hvis man går til venstre når man kommer af båden kommer man til centrum. Så da vi kom af, gik vi lidt til venstre og så til højre ind mod øen, og begyndte at gå på opdagelse i de små gader og i naturen. Jeg kunne hurtigt mærke, at jeg ubevidst har savnet naturen, for det er der jo ikke rigtig noget af her i Athen.

Det tætteste vi kom på toppen.

Det var rigtig hyggeligt at gå rundt uden at vide hvor præcis vi var, og bare opleve de stille gader i en fremmed by, på en fremmed ø. Det eneste vi hele tiden havde i baghovedet var, at vi skulle være tilbage kl 15, for der gik den sidste båd tilbage til Peiraias. Og eftersigende skulle der ikke gå nogen om søndagen.

De små gader.

Det første stykke tid var det en smule køligt, så jeg havde hue og halstørklæde på, men det blev hurtigt for varmt, da vejret var så godt.

Jeg nyder turen ud af Athen.

I byen, hvor vi var (jeg ved faktisk ikke engang hvilken by vi var i), var der rigtig mange hunde, der virkelig var opdraget til at være rigtige vagthunde. De gøede af os så snart vi kom i nærheden af deres hus, så folk har rigtig kunnet følge vores rute rundt i byen. Der var heldigvis ingen, der brokkede sig over at vi var på opdagelse. Der var en enkelt, der lige advarede os om ikke at komme for tæt på deres hund, som stod bundet udenfor huset, fordi den bidder.

Vi så mange pudsige ting i byen et stykke fra vandet.

Efter at have gået rundt i et par timer (vi ankom til øen 11.50) blev vi enige om, at vi måtte begynde at gå tilbage til båden. Vi mente begge to, at vi hele tiden havde haft udsigt (eller næsten udsigt) til vandet til venstre for os, så vi besluttede at gå ned til vandet og gå med det på højre side, og så måtte vi jo på et tidspunkt komme tilbage til båden. Der tog vi grusomt fejl! Vi gik og gik og gik og kom ikke til noget der overhovedet lignede den havn vi startede i. Da vi havde gået i en halv time spurgte vi en af de lokale, om hvor båden til Peiraias lå til, og hun pegede i den retning vi kom fra. Lige på den anden side af vejen var et busstoppested, og hun sagde at bussen kørte lige dertil. Fint, tænkte vi, hvornår kører den? "Den næste kommer nok ca. 15.05"... Shit... Vi forsøgte at blaffe tilbage af, for nu havde vi pludselig meget travlt, men igen stoppede.
Vi blev enige om, at vi skulle have fat i en taxa - midt i ingenting. Lige da vi blev enige om at vi skulle have en taxa, kom der en kørende. Der sad godt nok en dame i den, men taxaerne tager tit folk med op alligevel, hvis man skal i samme retning. Det skulle vi ikke, men jeg tror, at vi så ud til at være i så meget panik, at han tog os med alligevel. Vi kørte damen til hendes bestemmelsessted, og så var det ellers afsted mod havnen. Han snakkede ikke ret meget engelsk, så vi kommunikerede på en blanding af græsk og engelsk (er lidt stolt af mig selv). Han sagde, at vi nok kunne være der omkring 15.15 (åh nej, vi var virkelig kommet på afveje). Vi fik forklaret ham, at vi SKULLE nå den klokken 15, så han satte fart på og kørte meget stærkt hele vejen, og vi kom til havnen 14.58. Jeg sagde til Jamila at hun bare skulle kaste nogle penge efter ham og så spurtede vi hen til båden og nåede med.

Jamila og jeg før vi opdagede at vi var faret vild.

Da vi kom tilbage til fastlandet gik vi på restaurant i centrum af Athen og hyggede os og gik stille og roligt til metroen, som vi tog hjem. Da jeg kom tilbage til lejligheden var jeg helt færdig.
Jeg fortalte Elissavet om vores tur, og hun sagde så til mig, at hvis vi ikke havde nået båden til Peiraias, var der en anden båd, der sejler til en forstad til Peiraias, som sejler nærmest hver 10. minut hele døgnet og hele weekenden... Okay, så måske ville vi ikke være strandet på øen i flere dage, hvis vi missede vores båd, men det er også ligemeget, for vi var overbeviste om, at det var vores sidste chance for at komme tilbage, og vi nåede det, udelukkende pga. en dygtig taxichauffør.
Vi havde egentlig snakket om at tage i byen om aftenen, men vi var begge to så trætte efter den lange gåtur i det gode vejr og den friske luft, at vi bare tog hjem til os selv for at slappe af.
Det var en rigtig god tur - også selvom vi for vild. Det er ærgerligt at Yana gik glip af turen, men det var hendes eget valg.
Det er helt sikkert ikke sidste gang jeg tager på tur med Jamila - det var en super sjov og hyggelig tur!