onsdag den 15. december 2010

Krisen kradser

Så er det blevet december... Og en ret stille en af slagsen. Der er ikke sket så fantastisk meget her i julemåneden...
Måneden startede med rengøring og oppyntning. Jeg havde fået Tina til at tage lidt julepynt med, så det blev lavet og hængt op.
Kristian havde sendt en pakke herned - det krævede lige lidt at få den udleveret, med en pakkekalender til mig. Ih, det er skønt at have pakkekalender.
Lørdag den 4. gik jeg en tur rundt i centrum sammen med Yana fra Bulgarien, som er Comenius-assistent i en af forstæderne. Vi gik bare rundt og hyggede os og snakkede, og endte med at spise frokost derinde, inden vi tog hjem igen.
Om søndagen var der julemarked på en privatskole, hvor det firma Elissavet arbejder i gør rent. Så det var hende der havde hørt om det og tog mig med derud. Der var mange mennesker og masser af ting og mad at købe. Eleverne havde fået lavet nogle rigtig flotte ting, som de solgte (til overpris). Derudover havde de indrettet nogle af klasselokalerne som spisesteder med forskellig mad. Elissavet og jeg gik ind og spiste i det tyske klasseværelse, hvor vi fik pølser og Elissavet smagte glögg. Her solgte de også chokoladejulekalendre, men de kostede 12 euro, så det var lige i overkanten...
Julemarked den 5. december med høj solskin.
Efter markedet tog jeg tilbage til lejligheden og fik lavet lektier osv. inden jeg om aftenen skulle ud og besøge Jamila (Comenius-assistent fra Frankrig). Hun holdt julehygge sammen med sine to roommates, som er Erasmus-studerende. Vi var en flok på ca. 12 fra ca. 8 forskellige lande, så det var rigtig international julehygge. Det var rigtig hyggeligt med julemusik, julepyntet lejlighed, stearinlys, juleslik og -kager og glögg til dem, der ønskede det. Jeg var desværre nødt til at tage forholdsvist tidligt hjem, da jeg skulle møde kl. 8 mandag morgen.
Om tirsdagen kom der pakke fra Tina, som havde sendt adventsgaver til mig. Aldrig er jeg blevet så forkælet af så mange mennesker i december... Det er super lækkert.
Onsdag den 8. var der strejke både ved busser og metro (de plejer ellers at lade det ene køre, så man stadig kan komme lidt rundt). Græsk var aflyst, da de fleste af os kommer med bus.
Fredag spiste jeg ikke på universitetet, som jeg ellers plejer, men tog ud at spise sammen med to af pigerne fra græsk (Genta og Irma). Det var hyggeligt, men koldt. Vejret var skiftet meget voldsomt fra ca. 20 grader og solskin den ene dag, til ca. 5 grader dagen efter... Det var noget af en omvæltning.
Lørdag begyndte det endda at sne lidt - det lagde sig dog desværre ikke. Jeg tog med Jamila i biografen kl 12.30 lørdag og så Harry Potter (igen). Vi var de eneste to i hele biografen, så vi havde det hele for os selv. Man kan godt mærke at krisen kradser ved grækerne...
Da vi havde set filmen var vi nødt til lige at pjatte lidt rundt i forhallen og tage billeder.
Jamila og Snape i biografen.
Jeg skulle så lige have taget billede ved en anden reklameplakat.
Jeg valgte at tage metroen hjem, selvom det tog lige så lang tid som at gå, fordi jeg skulle omkring Syntagma og skifte, men orkede ikke at gå i kulde og sne. Og når man nu har månedskort...

Så blev det søndag den 12. Jeg stod op ved 10-tiden, og fandt med det samme ud af, at der ikke var noget strøm i lejligheden. Efter et stykke tid stod Elissavet også op, og fortalte, at de havde sagt i nyhederne at strømmen ville blive taget i hele Athen pga. noget reparation og kulden (sikke noget pjat - ikke engang tæt på 0). De ville tænde for det igen så hurtigt som muligt, men senest kl 16. Jeg lå i sengen hele dagen og prøvede at holde varmen og holde sulten. Jeg kunne jo ikke rigtig lave noget mad, og det jeg havde var i køleskabet, og det har jeg hørt, at man helst ikke skal åbne når strømmen pludselig forsvinder.
Klokken 16 var jeg så klar til at lave mad, men strømmen kom ikke... De tændte først for strømmen ved 17.30-tiden... Det var en LANG kedelig dag.
Et lille decemberbillede fra en dag, jeg gik en tur.
I mandags varslede de så strejke ved busser og metro igen... Vores græsklærer havde hørt det tidligere, så vi havde besluttet at aflyse timerne og også timerne onsdag (altså i dag), da der også var varslet strejke. Strejken mandag skulle vare fra kl. 11 til 17. Jeg tog på arbejde, men fik fri kl. 10 så jeg kunne nå en af de sidste busser hjem. Der var bare lige ét problem; bussen kom aldrig. Det endte derfor med, at jeg gik hjem alligevel. Det tog en time, og de første ca. 15 minutter regnede det. Jeg har ikke fortalt Thalia at jeg gik hjem, for så bliver hun bare "sur" over at jeg ikke kom tilbage og ventede på at hun kunne køre mig hjem. Men synes ikke det var slemt at gå hjem, og jeg har kun godt af motionen.
I går strejkede de så igen - alle 24 timer og igen både busser og metro. Igen var græsk aflyst. Til gengæld så mit hoved sit snit til at give mig hovedpine, så jeg pænt kunne blive liggende i sengen...
I dag har vi så igen strejke, så igen laver jeg ingenting.
I morgen er der igen strejke, så der har jeg også fri fra både arbejde og græsk (medmindre jeg vælger at gå på arbejde - det overvejer jeg lidt, selvom Thalia synes jeg skal blive hjemme). Synes det er helt vildt irriterende at de strejker hele tiden, men samtidig kan jeg godt forstå, at de er utilfredse med hvordan forholdene er. Desværre ser det ikke ud til at de får noget ud af alle de strejker og demonstrationer - udover de generer hinanden og gør det besværligt at komme på arbejde og i skole, og at de gør taxachaufførerne rige.
På fredag burde det hele køre som normalt. Jeg har ikke hørt om nogle strejker i næste uge, og hvis de prøver at forhindre mig i at komme ud i lufthavnen og hjem på ferie på næste torsdag, bliver jeg meget vred!

Temperaturerne er steget lidt igen, så vi har omkring 10 grader om dagen. Det passer mig udemærket. Athen har nemlig den kolde, kolde vind, som vi kender så godt hjemme fra Danmark. Så når det blæser er Athen faktisk et af de koldeste steder i Grækenland  (i hvert fald fastlandsdelen)...

8 dage til juleferie hjemme i Danmark. Ih, jeg glæder mig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar