lørdag den 19. marts 2011

Lærerbesøg

Praktikant
Der bliver efterhånden fyldt i klasselokalet, når eleverne har engelsk. Thalia har nemlig fået en praktikant fra universitet. Til at begynde med var jeg temmelig skeptisk, for jeg var bange for, at det ville gå ud over de timer jeg får lov til at stå for. Men hernede er praktik åbenbart noget helt andet end hjemme i Danmark. De første to uger skulle Eutuchia (udtales EftichIa med tryk på det sidste i) kun observere, og derefter skal hun kun være der 2-4 timer om ugen i to måneder... Hun har valgt at ville undervise i den ene 2.klasse og den ene 3.klasse, og der står jeg ikke for undervisningen, så det har ikke nogen indvirkning på mig, udover at jeg har fået en ny at snakke med. Og hun er bare rigtig sød. Desværre er det jo så kun om mandagen og fredagen jeg kommer til at være der på samme tid som hende.

Lærere fra udlandet
Fredag den 11. marts ankom der lærere fra Spanien, Polen, Bulgarien og Tyrkiet på besøg hos Thalia og på skolen. Comenius laver åbenbart også udvekslinger af lærere i form af besøg i de forskellige lande.
De kom om eftermiddagen, efter arbejde, så jeg mødte dem ikke fredag.
Jeg mødte dem til gengæld lørdag, hvor jeg mødtes med hele flokken foran Akropolis-museet kl. 10, hvor vi skulle have en guidet tur. Guiden var rigtig god og vidste rigtig meget. Jeg blev noget klogere end jeg var før. Efter turen på museet, gik vi med guiden op på Akropolis og fik lige en lille smule at vide deroppe, inden vi blev sluppet løs til fri leg.
Et lille stop før vi når toppen for at få lidt at vide af guiden.
Lærerne gik noget langsommere end Thalia havde regnet med, så vi kom noget bagud i forhold til planen. Vi kom derfor for sent ned på den restaurant, hvor Thalia havde bestilt bord og fået lavet en aftale, så vi kunne få maden lidt billigere. Heldigvis gjorde det dem ikke noget, de havde ikke så travlt, så der var ikke nogen problemer med at få frokost.
Under frokosten var der ikke rigtig nogen der snakkede til/med mig. Jeg var kommet til at sidde ved de spanske lærere, og de snakkede bare spansk til hinanden, og så var det kun når Thalia sagde noget til dem, at jeg kunne byde ind med lidt engang imellem.
Efter frokosten blev vi siddende lidt på restauranten for at snakke. Jeg sad ved siden af Thalia, som sad og snakkede med en af de tyrkiske lærere. Den tyrkiske lærere sad og kiggede på mig mens hun snakkede med Thalia om mig. "Hvad laver hun her? Hvad laver hun i sin fritid? Hvad laver hun i timerne? Hvor bor hun? Modtager hun engelskundervisning eller græskundervisning?" osv... Jeg synes det er vildt uhøfligt at sidde og snakke om mig mens jeg er der. HALLO, JEG SIDDER LIGE HER OG FORSTÅR ALT HVAD DU SIGER!!! Jeg blev faktisk ret sur over at hun sad på den måde og udspurgte Thalia om mig i stedet for at snakke til mig. Er jeg virkelig så farlig? Altså jeg ved godt at mit engelsk er bedre end deres (de havde sørme nogle kraftige accenter), men det gør mig da ikke farlig...
Puha, så fik jeg lige luft...
Efter frokosten skulle vi op mod Attica Store, som er noget a la Magasin, bare finere. Ruten derop var gennem Plaka med alle souvenirsbutikkerne. Og lærerne skulle selvfølgelig i ALLE butikkerne og være derinde i lang tid. Det tog uendeligt lang tid at gå gennem Plaka, så til sidst gav jeg op, og gik hjem (jeg sagde det selvfølgelig til Thalia før jeg gik).

Søndag var jeg ikke sammen med lærerne, da det stod på museumsbesøg hele dagen, og det orkede jeg simpelthen ikke. Det var nemlig museumsbesøg uden guide, så det ville bare være i folks eget tempo, og de har ikke ligefrem vist, at de har et højt tempo.

Mandag skulle lærerne ud på skolen og se den, og så havde eleverne forberedt noget underholdning. Jeg mødtes med dem derude, for jeg ville gerne se det eleverne havde forberedt. Jeg havde set "min" 6.klasse øve lidt, men ikke det færdige produkt.
To af eleverne var klædt i traditionelt, græsk tøj.
Da de kom skulle der selvfølgelig tages gruppebilleder, billeder sammen med eleverne, og de skulle vises rundt på hele skolen. De var inde i alle klasser og se, tage billeder og bare stå og kigge på børnene. Det var ikke fordi de fik noget særligt at vide inde i de forskellige klasser, de gloede bare på børnene, som om de var aber i bur, tog billeder sammen med dem og gik så videre til næste klasse.
Til sidst fik de endelig snøvlet sig ned til scenen, hvor eleverne var klar. Men først skulle de lige have lidt at spise og drikke, der skulle holdes tale af skoleinspektøren, en politiker og en eller anden dame, der bestemmer noget indenfor skolesystemet.
Mens eleverne ventede på at få lov til at optræde, brød de ud i traditionel dans.
Og så endelig... ENDELIG... gik showet igang. De små elever sang sange og spillede lidt musik for lærerne (musiklærere Margarita har gjort et kæmpestort stykke arbejde, selvom hun egentlig ikke er en del af Comenius-projektet). De lidt ældre lavede skuespil (den ene 6.klasse) og en "performance" vil jeg næsten kalde det ("min" 6.klasse). Det var ikke et rigtigt skuespil, men virkelig en oplevelse. Halvdelen af klassen sad i sort tøj med hvidmalede ansigter, den anden halvdel kommer ind i "kunstnertøj" og former de sortklædte til kendte statuer fra Grækenland. Akkompagneret af klassisk musik. Det var rigtig godt og meget bevægende. Jeg er så stolt af eleverne, de ramte bare plet der!
"Min" 6.klasses performance.
Efter vi var færdige ude på skolen, tog jeg ind til centrum, i stedet for at følge med dem ud til frokost. Jeg var ikke med resten af tiden lærerne var på besøg. De tog hjem onsdag den 16.


Café med mig selv
Foråret er ved at komme til Athen med solskin og lidt varme. Jeg havde fri tirsdag, så jeg valgte at gå ned i centrum og få frokost på en café. Jeg tog en af mine nye bøger under armen og gik derned. Jeg spiste (godt) og sad og læste og nød solen.
Det var faktisk rigtig hyggeligt bare at sidde og læse, mens jeg kunne følge lidt med i livet omkring mig... Det er nok ikke sidste gang jeg gør det.

Frustrerende timeaflysninger
Torsdag har jeg mine timer i 6.klasse, hvor jeg står for hele timen. Vi er (som jeg tidligere har skrevet) i gang med et eventyrtema, og jeg synes faktisk at det er rigtig spændende at arbejde med det sammen med eleverne.
Da vi kom op i lokalet var det HELT TOMT! Der var ikke en eneste elev! Efter et stykke tid kom en af drengene for at få en bid mad, og han fortalte os, at de er ved at øve til den optræden de skal lave i næste uge i forbindelse med den årlige fejring af uafhængigheden fra tyrkerne. Så deres græsklærer havde lige inddraget min time til det uden at fortælle det til Thalia og mig! Det var ret irriterende.
Thalia gav mig lov til at gennemføre min time fredag i stedet for, så de ikke helt glemmer vores eventyrarbejde, for på torsdag er der ikke almindelige timer pga. den uafhængighedsfejring.

Fredag var Eutuchia på skolen sammen med os. Vi mødte klokken 8. Efter morgenbønnen blev det bekendtgjort, at 5. og 6. klasserne skulle øve at gå pænt til paraden på fredag. Vi skulle have haft 5.klasse i første time, så der måtte vi bare pænt og sidde og se på at de marcherede frem og tilbage i skolegården. Efter det havde vi en mellemtime, hvor Thalia, Eutuchia og jeg gik ned og fik en kop kakao og kaffe. Så havde vi 3. klasse som vi plejer. Derefter havde vi mellemtime som vi plejer, en time med 2.klasse og så skulle jeg have min time i 6.klasse. Der var diskussion på lærerværelset, så Eutuchia og jeg gik derop alene og lod Thalia diskutere færdig. Men vi kom op til et tomt klasseværelse igen, fordi de igen havde inddraget vores time til at øve uden at fortælle os det!
Jeg må indrømme, at jeg blev temmelig gal og havde allermest lyst til at gå ned og skrige af græsklæreren og så tage mine elever med op i lokalet, men det ville nok ikke ændre så meget, for deres græsklærer snakker overhovedet ikke engelsk... Og har altså ikke lært at skælde ud på græsk.
Thalia sendte Eutuchia hjem, for der var ikke nogen grund til at vi blev og ventede på at have den sidste time med den anden 2.klasse, som bare skulle se en film...

Torsdag var forresten også dagen, hvor der var en måned til at Kristian og jeg tager til Santorini, OG det var Kristians fødselsdag... Gad vide hvor meget kanel han fik???

Brunch
I dag har jeg været ude og spise brunch sammen med Yana og Jamila. Det er første gang i lang tid at vi alle tre har været sammen. Det var rigtig hyggeligt. Efter at have spist (og sundet os lidt), gik vi en tur rundt i centrum, og endte på en anden café, hvor vi lige fik lidt at drikke. Pludselig var klokken blevet 15.15 og jeg var nødt til at bryde op.
Det Special Olympics-kursus jeg havde været til, hvor alt var på græsk, blev "genudsendt" og denne gang også på engelsk. Selvom det ikke var krævet at vi kom til den engelske version, valgte jeg at tage til det, for de oplysninger vi fik, ligger basis for alt det andet vi skal lære og hele forløbet.
Jamila (som også er frivillig) valgte at gå på vinduesshopping sammen med Yana i stedet for, men jeg er nu glad for at jeg valgte at tage til kurset...

Imorgen er der ikke så meget på programmet. Mandag vil jeg så forsøge igen at gennemføre min time i 6.klasse... Jeg har gjort en del ud af det her tema, så jeg synes det er lidt træls at det skal udsættes hele tiden, så de til sidst glemmer det første de har lært, fordi det er så lang tid siden.
Jeg krydser fingre for, at jeg kan få lov til at gennemføre det på mandag (Thalia har givet mig lov, så det er kun hvis de skal øve igen, at jeg ikke får undervist).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar