torsdag den 16. juni 2011

Grækerne går amok

Sidste turisttur med Sofia
Onsdag den 8. juni tog jeg Sofia med på en sidste turisttur. Hun skulle nemlig hjem på ferie i Rusland den 10. og bliver der en måned, så det var sidste chance for at se hende, før jeg tager hjem.
Denne gang gik vi ikke på kirkegården, men i stedet til Sokrates' fængsel (som faktisk ikke er hans fængsel - det er simpelthen så dumt). Efter det, gik vi op til Filopappous's monument - det tog os lidt tid at finde det, og vi kom bestemt ikke derop på den nemmeste måde.
Sofia og jeg på vores sidste turisttur.
Vi gik derefter op på Akropolis igen - bare fordi vi kan, men det var simpelthen så varmt, at vi hurtigt smuttede på café i stedet for.
Det var hyggeligt at se hende igen, men ret vemodigt at sige farvel... Jeg ved jo ikke hvornår jeg kommer til at se hende igen.
Åh ja forresten, som I nok kan se på billedet, er jeg blevet klippet og har fået sommerhår - det andet var allerede ved at være for varmt.

Flame of Hope
Torsdag den 9. var der lærervalg, så skolen var lukket. Jeg tog derfor til Flame of Hope-ceremonien. Det er den ceremoni, hvor den olympiske flamme bliver tændt.
På vej til Flame of Hope-ceremonien.
Det var en rigtig fin ceremoni, hvor der var inviteret ambassadører og andre fornemme mennesker, en minister var der og holde tale, formanden for den græske udgave af Special Olympics og formanden for Special Olympics International var der selvfølgelig også.
Efter flammen blev tændt, blev den givet til de to første løbere. Dem der løber med flammen er atleter og politimænd fra hele verden.
Flammen bliver tændt.
Det var en rigtig flot ceremoni, og den var meget rørende. Selvom vi sad i middagssolen fik jeg flere gange gådehud.

Weekend i Meteora
Lørdag den 11. juni tog jeg til Meteora. Det er ikke umiddelbart et sted, der er ret kendt i Danmark, men det er helt fantastisk, og det burde være et must-see for alle, der tager til Grækenland.
Det er ikke til at forklare, hvor fantastisk landskabet er, og billederne gør det slet ikke ære... Men jeg tog alligevel rigtig mange billeder.
Meteora.
Jeg ved ikke om man skal kalde Meteora en samling af klipper eller bjerge. De står midt i landskabet, som om de er placeret der (se billedet ovenfor). I mange hundrede år har religiøse mennesker trukket sig tilbage fra det verdslige liv og kravlet op i indhak i de lodrette bjergsider for at tilegne resten af deres liv til Gud. Jeg forstår ikke hvordan de er kommet derop til at starte med, men det udviklede sig til, at der opstod en del klostre oppe på klipperne. Mange af dem er nedlagt igen og sporene næsten helt forsvundet, men der er stadig 6 fungerende klostre deroppe, 5 med munke og 1 med nonner. De er blevet lidt til turistattraktioner.
Et af klostrene i Meteora.
Søndag morgen tog jeg bussen op til det kloster, der ligger højest oppe. Jeg valgte ikke at gå ind i klostrene, men bare gå ud til dem allesammen og nyde naturen. Og hold op, hvor er den fantastisk!
Meteora.
Ud fra de skilte jeg gik forbi, der angav afstande til de forskellige klostre, gik jeg i løbet af søndag 15 km. Jeg gik forbi alle 6 klostre og så hele vejen tilbage til en by, jeg boede i.
Endnu et kloster.
Og lige endnu et kloster.
Der var et par stykker i bil, der holdt ind og spurgte, om jeg ville have et lift, men jeg havde det fint med at gå. Da jeg kom ned fra Meteora, kom jeg til en landsby, hvor jeg valgte at gå ind og få noget at spise. Mens jeg sad der begyndte det at regne, lyne og tordne - på den sydeuropæiske måde. På mirakuløs vis holdt det op, da jeg var færdig med at spise, og jeg gik det sidste stykke vej uden at blive våd. Jeg tog et bad på hotellet, og kunne der høre, at det begyndte at regne igen. Da det blev tid for mig til at gå ud og få aftensmad, var det holdt op igen... Ret heldigt for mig.
Mandag formiddag tog jeg bussen tilbage til Athen.
Meteora er helt fantastisk, men det er altså lidt kedeligt at tage på weekendtur alene... Næste gang jeg skal dertil, må jeg tvinge en til at tage med mig, og så må jeg tvinge mig selv i kloster.

Farvel til børnene
Så kom vi til dagen... Dagen, hvor jeg skulle sige farvel til børnene og skolen...
Jeg tog ud på skolen klokken 10, hvor jeg skulle øve aftenens show med 6. klasse og musiklæreren. Thalia havde timer i 5. klasse og de to 3. klasser, så jeg var i løbet af dagen oppe og sige farvel til dem. Jeg kom selvfølgelig til at græde, da jeg skulle sige farvel. I den ene 3. klasse ville de næsten ikke lade mig gå igen, for alle børnene ville have et kram.
Thalia skulle ikke have 2. klasserne, så jeg fik Annie (Thalias datter) til at gå med mig og oversætte for mig. De virkede mere ligeglade med det, men jeg har heller ikke rigtig haft nogen rolle hos dem, udover at sidde og kigge (og kede mig). Jeg fældede heller ikke nogen tårer, da jeg sagde farvel til dem.
Da vi var færdige med at øve med 6. klasserne kaldte jeg min klasse sammen. Vi havde endelig fået afsluttet vores eventyremne, så jeg havde lavet en lille "bog" til dem med deres eventyr. Desværre havde en af grupperne ikke afleveret deres, så den kom ikke med. Jeg ville rigtig gerne have haft den med, men jeg kunne jo ikke rigtig udsætte det mere, når det nu var sidste dag.
Derudover havde jeg lavet en cd-rom til dem allesammen med det materiale vi har brugt, videoen med de danske elever, der synger Bjældeklang, de andre videoer vi har lavet i løbet af året, musik og billeder. De blev rigtig glade for dem. Da jeg skulle sige farvel kunne jeg slet ikke holde tårerne tilbage, og jeg græd rigtig meget. Eleverne var også ret påvirkede, og flere kneb en tåre. Der var endda to af drengene, der virkelig græd. Det var rigtig hårdt at se og det var svært at sige farvel - også selvom vi skulle ses om aftenen.
Vi mødtes på skolen klokken 18, selvom showet først var klokken 19, for nogle af eleverne skulle males hvide i hovederne og på armene, for de skulle lave et lille teaterstykke som det første i showet.
Musiklæreren (Margarita) og mig.
Grækernes syn på punktlighed kom til udtryk denne aften. Vi havde sagt til alle eleverne, at de skulle være på skolen klokken 18, alligevel var vi nødt til at vente med at gå i gang, fordi det ikke var alle der var dukket op 19.10. Vi gik i gang omkring 19.15 (det er ret tæt på planlagt tidspunkt i fht. at det er i Grækenland), men folk kom dryssende (forældre) helt hen til kl. 19.45.
Det gik rigtig godt. Det første i showet var teaterstykket, derefter skulle den anden 6. klasse synge nogle sange, så vi havde rigtig travlt med at få fjernet den hvide ansigtsmaling. Heldigvis var en flok af lærerne kommet ud for at hjælpe, og de elever, der ikke var malede hjalp også til, så alle blev klar til at gå på scenen igen, hvor de skulle synge sammen med de andre, og to elever (Annie og en af pigerne fra den anden klasse) skulle læse et par digte højt - nogle de selv havde lavet.
Derefter fremlagde tre elever noget om Danmark, med tilhørende powerpoint. Og så blev det min tur...
Jeg skulle op og holde farvel-tale... Nøj jeg var nervøs, og det sekund jeg begyndte at tale begyndte jeg at græde. Iolenna (den anden engelsklærer) oversatte til græsk for mig. Jeg ville nemlig ikke have Thalia til det, for jeg kaldte hende op på scenen for at takke hende på det her skoleår. Sidst Kristian var hernede, havde han en roligan-hoptimist med til mig (for det havde jeg bestilt), og den gav jeg til Thalia i takke-gave. Hun blev også rørt og kunne næsten ikke sige noget...
Nogle af de dejlige elever inden tæppefald.
Efter min tale dansede eleverne den dans vi har øvet siden påske, og det var så vores del af showet. De var super gode - har aldrig set dem bedre.
Derefter blev alle elever kaldt til scenen, og de fik diplom og en gave af skolen. Hernede skifter elever nemlig skole efter 6. klasse. Til sidst holdt inspektøren en tale, hvor han bl.a. sagde tak til mig for at være kommet til Athen, at de vil savne mig og altid huske mig.
Som forudset var klassen ikke samlet derefter, men rendte rundt og hyggede sig inden de skulle hjem, så det var godt at jeg vil sagt mit farvel om eftermiddagen.
Det var en meget underlig fornemmelse at tage bussen hjem derudefra... Så skal jeg ikke derud igen... Det er godt nok en vildt mærkelig følelse. Det er næsten værre end da jeg sidste år skulle sige farvel til eleverne i Skægkær, for jeg bor jo snart ikke længere hernede, så jeg render ikke lige på dem på gaden eller noget...
Jeg er ikke engang sikker på at se Thalia igen, for hun har rigtig mange kurser osv. indtil den 22. juni, og den danske Special Olympics-delegation kommer jo herned den 20.

Grækerne går amok
I går (onsdag) var der varslet mange strejker og demonstrationer. I min naivitet troede jeg, at butikkerne stadig holdt åbent, så jeg gik afsted for at købe mig en ny bog. Jeg blev dog temmelig skuffet, for butikken var lukket. Jeg var nede omkring Syntagma-pladsen (omkring middagstid) og der var rigtig mange mennesker med flag, bannere og skilte. De råbte i kor og demonstrerede ret fredeligt. Jeg havde desværre ikke mit kamera med - øv øv øv.
Om eftermiddagen skulle jeg til SO-møde, og jeg havde aftalt med Tina B. (fra ambassaden) at mødes i Syntagma og følges derfra. Pga. demonstrationen aftalte vi at mødes nede på metrostationen i stedet for uden for. Hun var dog nødt til at gå igennem demonstrationen for at komme dertil, hvorimod jeg tog metroen fra Omonia.
Hun fortalt at det var umuligt at trække vejret oppe på pladsen, fordi ting brændte, folk gik amok og der var tåregas overalt. Det med tåregassen havde jeg nu regnet ud, for da jeg kom ud af metroen og skulle finde hende, kunne jeg næsten ikke trække vejret pga. gassen også var trængt ned til metroen. Tina kunne dog ikke lugte det dernede, fordi hun jo kom derfra, hvor det var værre. Jeg nåede heldigvis ikke at være i det så lang tid, at mine øjne begyndte at gøre ondt og løbe i vand, men det gjorde Tina.
Vi skyndte os at tage ud til mødet og væk fra kaosset. Der var rigtig mange, der havde søgt tilflugt nede på metrostationen - deraf mange, der havde fået meget tåregas.
McDonald's dagen derpå.
Det var meget deprimerende at se Syntagma i dag, hvor alle caféer, hoteller og butikker ud til pladsen var i gang med at rydde op og reparere... Det er så trist, at athenerne (anarkisterne) på denne måde ødelægger deres egen by.
SO-mødet jeg var ude til var (igen) spild af tid. Jeg fik dog én ting ud af det, jeg fik udleveret den mobiltelefon vi har til rådighed under SO.
Det er så FRUSTRERENDE, at de bare ikke har styr på noget som helst! Og hende vi skal rapportere til hele tiden er ulidelig. Hun er nedladende og hun virker fuld hele tiden.
Godt at Tina og jeg har hinanden at brokke os til, at vi er sammen med endnu en frivillig ved den danske delegation, og at vores delegation skal bo på et par hoteller, hvor Færøerne også skal bo, og deres frivillige (Helle) er også dansker og rigtig sød. Så vi har hinanden at støtte os til.
Det var spild af tid, og pga. det kom jeg så sent hjem, at jeg ville komme for sent til Jamila's "see you soon"-fest. Jeg havde inviteret Elissavet med. Hun var ligefrem ved at blive nervøs for, om jeg var taget afsted uden hende, fordi jeg kom så sent tilbage fra mødet.

"See you soon"-fest
Jamila synes det er for deprimerende at have en farvel-fest, så hun valgte at samle nogle venner til en "see you soon"-fest.
Elissavet og jeg kom næsten en time for sent. Det var en rigtig hyggelig aften. Vi fik snakket og grinet en masse. En af Jamila's venner er kok, så han havde meldt sig frivillig til at lave mad til os. Og nøj, det var god mad!
Desværre var vi nødt til at tage hjem allerede 23.30 for at nå et tog i stedet for at skulle betale en taxa hjem.
Jamila og mig.
Det var en god afslutning på en ellers frustrerende dag. Jeg ser nok et par af dem igen inden jeg rejser, men det gør bestemt ikke noget.
Jamila og jeg kommer i hvert fald til at se hinanden en del stadig. I dag har vi været ude og kigge på computere (igen) og jeg modstod (igen) fristelsen. Men denne gang fik Jamila endelig købt sig et kamera. Hun har kun snakket for alvor om det i to måneder, så nu fik hun endeligt købt et.
Efter at have købt det mødtes jeg med Genta til frokost, og derefter tog jeg ud til Jamila igen, hvor vi legede med hendes nye kamera, og hun tvang mig til at se en 3 timer lang indisk film. Det er altså ikke lige min type film...
Nu går det snart løs med Special Olympics. På mandag kommer delegationen. Det bliver så spændende. 

tirsdag den 7. juni 2011

Kun en måned tilbage i Athen

Så er det ved at være sidste chance for at opleve hernede... Der er nemlig kun en måned til jeg kommer hjem til Danmark igen.

Special Olympics kursus
I lørdags var der rundvisning og special olympics-kursus. Men jeg sad og ventede på Jamila, så vi kunne følges, opdagede jeg et banner over indgangen til metroen i Syntagma.
Banner i Syntagma.
Grækerne er endelig holdt op med at være voldelige når de demonstrerer, men har ladet sig inspirere af spanierne og har nu sat telte op og holder rolige demonstrationer i Syntagma.
Det ændrer nok bare ikke rigtig noget, eftersom besparelser er nødvendige...
Det første der stod på dagens program, var rundvisning i og omkring Panathinaiko Stadium, hvor åbnings- og afslutningsceremonien afholdes.
Forberedelserne til SO er (endelig) gået i gang.
Det hele foregik på både græsk og engelsk, og det fungerede rigtig fint. Det var helt vildt varmt at gå rundt der, og da jeg kom hjem havde jeg meget tydelige mærker efter min top.
Efter rundvisningen stod den på tre timers kursus. Tina B. (fra ambassaden) og jeg var ret optimistiske, nu rundvisningen havde været på både græsk og engelsk. Der blev vi dog voldsomt skuffede. Det foregik kun på græsk. Powerpointshowet var dog også på engelsk, men det var skrevet med lille skrift med lysegrøn skrift på hvis baggrund - umulig at læse, og der stod slet ikke alt det hun sagde.
Jeg endte med at blive så frustreret, at jeg under spørgsmålsrunden kommenterede og kritiserede det. Hende der havde talt i 3 timer sagde, at det ikke var i programmet, at hun også skulle snakke engelsk, men at hun synes hun havde gjort det godt. Det er jeg så ret enig i, og jeg VED, at Valia, som er vores nærmeste kontaktperson, hele tiden har forsøgt at få dem til at snakke engelsk også, men at de åbenbart ikke forstår, at vi er en del der ikke kan græsk. Da kurset var slut, var halvdelen allerede gået, fordi de ikke fik noget ud af det.
Tina B. og jeg var så frustrerede, at vi gik på McDonald's bagefter. Og derefter...

Athens Pride 2011
Lørdag stod i de homoseksuelles tegn, der havde nemlig været Pride Parade (mens Tina B. og jeg var på kursus), og om aftenen var der fest. Det tog vi til og mødtes med nogle af dem Tina kender fra ambassaden.
Athens Pride 2011-fest.
Drag-show, hvor der blev optrådt med Barbie Girl.
Endnu et drag-show.
Det var rigtig sjovt at opleve en Pride-fest. Desværre havde jeg fået ondt i hovedet (selvfølgelig), så var hjemme allerede klokken 23. Tina fortalte mig senere, at det der foregik på scenen sluttede ved 24-tiden, så det er ikke så meget jeg er gået glip af.
Tina B. og jeg til Athens Pride 2011.
Søndag tog jeg med Tina og to af hendes venner med til stranden. Vi kørte væk fra Athen og ud til Marathonas og var på stranden der. Det var rigtig lækkert. Og vandet er endelig blevet så varmt, at man kan holde til at være i det og ikke kun hurtigt dyppe sig.
Tina trådte på et søpindsvin. Det er 3. gang i år hun gør det. Godt det ikke var mig.
På vej tilbage til Athen kørte vi gennem et af de områder, der for et par år siden var hærgede af skovbrande. Man kan stadig meget tydeligt se det i landskabet. Der står stadig mange sorte, afbrændte træer.

Endagstur til Mykene og Epidaurus
I dag valgte jeg at bruge (mange) penge på at tage på en endagstur med en guide til Mykene og Epidaurus. Det er et godt stykke udenfor Athen, så det tog noget tid at komme derud.
Det første stop var ved Korinther-kanalen.
Konrinther-kanalen.
Kanalen er kun 8 meter dyb, men 80 meter høj og over 6 km. lang. Den blev lavet i slutningen af 1800-tallet. Det var ret vildt at se. Guiden sagde, at kanalen ikke bliver brugt så meget i dag som tidligere, så nu kommer der kun ca. 12.500 skibe igennem hvert år.
Næste stop var Agamemnons grav. Eller det er hvad man kalder den, man ved nemlig ikke helt hvad det er. Det kan også "bare" have været et skatkammer i hans fars tid. Men det er altså hvad man kalder den.
Mig udenfor "Agamemnons Grav".
Den er bygget lidt som en iglo under jorden faktisk. Jeg tror dog ikke at den var under jorden da den blev bygget...
Derefter kørte vi op til Mykene. Det var lidt spild at vi skulle køre, for det tog ca. 30 sekunder at køre op på parkeringspladsen dertil. Det er her den berømte Løveport er (The Lion Gate). Den er ret godt bevaret og meget gammel - den var allerede opført under Agamemnons tid, så man følte virkelig historiens vingesus, da man gik igennem den.
Løveporten.
Det porten fører ind til er Mykenes akropolis. Akropolis betyder egentlig bare den øvre by, men det er der alt det vigtige foregår - tilbedelse osv. Jeg gik rundt et stykke tid oppe i ruinerne og så skulle vi tilbage til bussen. Fra akropolis'en kunne man se ret langt ud i landskabet, og der er et bjerg, som ligner en profil af en mand der ligger ned. Man siger, at det er Agamemnon, der sover der (for han døde åbenbart ikke).
Lille sjov ting: Det man kalder Agamemnons dødsmaske er overhovedet ikke hans maske, da den er dateret til et par hundrede år før han levede.
Derefter tog vi ned og fik frokost. Det var ikke det bedste mad, så det var ret heldigt, at jeg overhovedet ikke var sulten.
Efter frokost tog vi til en lille butik, hvor de laver vaser, figurer osv. De viste os hvordan man laver en vase og fortalte os meget om de forskellige teknikker. Det var faktisk rigtig spændende. De lavede blandt andet også "cups of justice". Jeg havde desværre ikke lige penge til at købe en, sådan en kunne jeg ellers godt tænke mig.
Butikken havde et par løver udenfor - her den, jeg blev gode venner med.
Og den der valgte at angribe mig.
Sidste stop på turen var Epidaurus, som er et teater, der er fantastisk lavet - helt efter det gyldne snit. Det er meget velbevaret, og har den mest fantastiske akustik. Den er blevet valgt som en af de ting i verden, der er værd at bevare (så jeg at der stod på en sten deroppe). Akustikken gør, at du kan stå på midten af scenen og snakke stille - nærmest hviske, og dem oppe på bagerste række kan stadig høre dig. Der er 54 rækker (tror jeg nok) og plads til 14.000 mennesker. Teatret bliver stadig brugt hver sommer til en sommerfestival.
Teatret set lidt oppe fra - ikke helt fra toppen.
Mig udenfor teatret.
Efter dette stop gik turen tilbage til Athen, hvor jeg blev sat af ved et hotel tæt ved Omonia, så jeg kunne gå hjem derfra.
Vejret var helt perfekt til denne tur. Det var ikke alt for varmt, som det f.eks. havde været hvis jeg var taget afsted søndag eller i går, men det regnede heller ikke. Jeg tror at jeg blev ramt af 10 dråber og det var så det.
Jeg faldt selvfølgelig i søvn i bussen på vej hjem, så da jeg kom hjem var min nakke helt ødelagt, så aftenen er brugt på afslapning.
Jeg har også fri imorgen og torsdag (fordi der er lærervalg), så jeg har kun én rigtig arbejdsdag tilbage, nemlig fredag. Jeg ved ikke helt hvordan og hvornår jeg siger farvel til alle børnene, men det bliver måske tirsdag, hvor vi har sommerafslutning med 6. klasserne om aftenen. Det er så underligt, at det er ved at være slut nu...

torsdag den 2. juni 2011

På tur med skolen og Sofia

Farvel græskhold
Onsdag den 18. maj tog jeg ud at spise på universitetet sammen med Sanja. Sanja har (ligesom mig) droppet holdet, så hun var også ude og hilse på. Vi var nogle stykker der sad og spiste sammen. Det var meget underligt, for de havde sidste dag om fredagen, så det var sidste gang vi var samlede derude... Det tog os ca. en time at spise (mens vi snakkede), og så begyndte vi egentlig at gøre os klar til at tage hjem, men da vi kom ud i aftensolen, endte det med, at vi stod derude og snakkede i over en time.
Det var super hyggeligt at se dem igen, men jeg kan slet ikke forstå, at det var sidste gang jeg så nogle af dem - hvis ikke allesammen...
Jeg kan slet ikke forstå at jeg snart skal hjem til Danmark...

Lidt af hvert
Lørdag den 21. var jeg ude til rundvisning et af de steder, hvor der er SO-konkurrencer. Jeg fulgtes med Tina fra ambassaden, som også er frivillig ved den danske delegation.
Rundvisningen var totalt forvirrende - jeg kan overhovedet ikke finde rundt derude. Ikke fordi det er stort, men fordi det hele ligner hinanden, der var ingen skilte, noget af det vi skulle se var optaget til politihundetræning og halvdelen af det vi skulle se var låst af, så vi ikke kunne se det. Til sidst i rundvisningen sagde de, at vi ikke skulle være bekymrede, for der kommer til at være skilte overalt, så vi ikke KAN gå forkert... Fint nok...
Ved samme lejlighed fik jeg hentet min uniform og ID-kort. Uniformen er: 2 t-shirts, 1 par bukser, 1 regnjakke, 1 mavetaske og 1 kasket... Og SO varer 18 dage!  Jeg har prøvet uniformen - den passer, men billeder af mig i den må vente lidt...
Tirsdag den 24. var jeg ude hos Jamila og få frokost. Hun tog til Santorini om aftenen, så det var en "vi skal lige nå at ses inden du tager på ferie"-frokost. Om aftenen havde jeg to jobsamtaler, desværre blev det (igen) til nej'er. Det er altså ret frustrerende at jeg ikke kan finde noget arbejde! Så hvis der er nogen, der kan skaffe mig et lærerjob, skal de endelig ikke tøve med at få mig ansat.

Onsdag den 25. havde Kristian og jeg 1-års-dag. Jeg fejrede dagen med at tage til stranden alene. Det var fint vejr til at ligge og solbade, men vandet var stadig ret koldt, så det blev til hele 1 minuts baden. Jeg oplevede noget meget pudsigt. Mens jeg lå på stranden og solbadede begyndte det pludseligt at dryppe på mig, jeg kiggede mig omkring, og nej, der var ikke nogen, der stod og dryppede eller spyttede på mig. Der var en lille bitte hvid, næsten gennemsigtig sky lige over mig, som simpelthen valgte at dryppe lidt. Meget underligt. Den drev heldigvis hurtigt videre, så det blev kun til 30 små dråber på mig.
Lørdag den 28. var Jamila kommet tilbage, men skulle afsted om søndagen til en ø, hvor der også er en comenius-assistent. Hun fik lokket mig med i byen, men det blev ikke ret vildt, da min krop er ved at blive gammel og jeg havde ondt i hoften.
Jeg mødte to mexicanske søstre, som var helt vildt søde. De var på rundrejse i Europa, men skal snart tilbage til Mexico. De sagde til mig, at jeg helt sikkert skal tage til Mexico engang, og hvis jeg kommer, skal jeg kontakte dem, så jeg kan besøge dem. Facebook længe leve!
Mexicanske piger med reklame-fyren for en græsk-mexicansk restaurant.
Jeg håber virkelig, at jeg engang får en chance for at komme til Mexico og besøge dem.

For et par dage siden flyttede en ny fyr ind i lejligheden - på mit gamle værelse. Han hedder Jean Baptiste og er fra Frankrig. Og det er egentlig næsten det eneste jeg ved om ham... Jeg fulgte ham til supermarkedet da han skulle handle ind første gang, og der fandt jeg ud af, at han ikke er interesseret i at spise græsk mad eller leve det mindste som grækerne. Han vil have sin gamle rutine fra Frankrig, og det virkede som om han helst ville have de samme mærker som han køber derhjemme, men det er jo ikke sådan lige til...
Han skal være her i to måneder, så han er her altså resten af mit ophold.
Det gode ved at han er flyttet ind er, at vi så er tre til at deles om rengøringen, og jeg skal derfor kun gøre det én gang mere inden jeg rejser - HURRA!

På tur med skolen
Mandag den 30. maj blev hele skoledagen revet ud af kalenderen til en tur for hele skolen. Det var dog langt fra alle elever, der tog med, da det kostede 12 euro pr. elev - betalt af forældrene.
Det vi skulle var ud på et sportssted, hvor der var nogle "idrætslærere", som spillede forskellige sport med eleverne i tre timer.
Eleverne holder en pause fra aktiviteterne.
Hvad lavede lærerne så imens eleverne dyrkede sport? Jo... De sad på cafeen og drak kaffe. Det var ret kedeligt! Der var næsten ikke nogen der snakkede med mig, da hverken Thalia eller de andre af lærerne, der er okay til engelsk, var med. Det var godt jeg havde en bog med, så jeg brugte noget tid på at læse i min meget spændende krimi-thriller.
Lærerne der slapper af.
Til sidst var jeg dog ikke den eneste, der kedede mig lidt. Så der var rent faktisk nogle af lærerne, der gik ned og forsøgte at spille lidt tennis.
Lærere på tennisbanen.
Efter tre (lidt lange) timer tog vi busserne tilbage til skolen, hvorfra jeg tog direkte hjem.
Det var en fin dag - bedre end kedelige engelsktimer.

En lille turisttur med Sofia
I går besluttede jeg mig for at tage ud og se Athens første kirkegård - den skulle åbenbart være noget af et syn.
Jeg fik lokket Sofia med, fordi hun ikke har nogen at lege turist med udover mig. Så jeg gav hende chancen for at lufte kameraet.
Vi fandt uden problemer kirkegården, og jeg må sige, at dem der begraver deres afdøde der. både må være stinkende rige og skøre i knolden.
En grav på Athens første kirkegård.
En anden diskret grav.
Helt seriøst - det er åndssvagt at bruge så mange penge på almindelige grave!
Det var noget af en (underlig) oplevelse. Men jeg må faktisk indrømme, at jeg vil anbefale folk at se den, hvis de kommer til Athen.
Efter at have set kirkegården tog vi på restaurant og fik frokost. Lige da vi satte os ved bordet, var der en fugl der sked Sofia i håret!!! Det var så ulækkert... Men hun panikkede kun lidt, vi fik det ud og flyttede til et andet bord, hvor det ikke var oplagt for fuglene at sidde og skide. Og så fik vi frokost.
Efter frokost tog vi ud til stranden og sad på en café og snakkede. Det var rigtig hyggeligt.
På café ved vandet.
Det var en super dag, og jeg håber at vi når at have endnu en turisttur inden jeg tager hjem, men det er desværre ikke sikkert. Sofia skal i år for første gang i 2 år hjem og besøge sin familie i Rusland, og hvis hun skal have en billet der bare er nogenlunde til at betale, skal hun snart afsted. Hun kommer fra den østlige del af Rusland - næsten helt ovre ved Kina, så det er noget af en rejse.

Vi øver stadig dans
I dag havde jeg hele timen til at øve dans med 6. klasse. "Showet" er flyttet fra den 8. til den 14. juni, de ved stadig ikke præcist hvornår på dagen det bliver...
På næste fredag (den 10.) tager musiklærere, dramalæreren og jeg de to 6.klasser i fire timer til at øve det hele igennem nogle gange... Håber det bliver godt.
Jeg filmede ungerne i dag mens de dansede, så jeg har det på computeren, hvis jeg ikke får det filmet når de opfører det. Og så tog jeg naturligvis også et par billeder af dem.
Jeg elsker det sted i dansen, hvor de står og ser seje ud. 
Det bliver heldigvis bedre og bedre for hver gang de danser det igennem. Forhåbentlig er der så ingen fejl når vi når til den dag, hvor forældrene skal se det.
Fordi showet er flyttet til den 14. bliver det nok sidste gang jeg ser eleverne, så jeg skal nok vælge enten ingen makeup eller vanfast mascara... Det bliver hårdt at sige farvel. Jeg synes tiden går utroligt stærkt lige nu, og lige om lidt er der Special Olympics og så er jeg på vej hjem i et fly... 

mandag den 16. maj 2011

Cool kids, nordiske guder og sangkonkurrence

Hov, det er vist ved at være lang tid siden jeg har fået skrevet noget herinde...
Lige først en lille sjov ting. Jamila og jeg var i "The Mall" (og ja, det hedder indkøbscentret faktisk), og se lige hvad vi fandt:
Banner med Special Olympics-logoet.
Siden før påske (før Kristian kom og besøgte mig) har Elissavet haft besøg af en kammerat fra et eller andet EU-land. Jeg troede at han bare skulle være i lejligheden i en uges tid, men det viste sig, at han besluttede sig for at blive i over 3 uger - gratis selvfølgelig. Han er taget hjem nu, og det er jeg meget glad for! Jeg må indrømme at jeg syntes, at det var ret belastende at have en fyr jeg ikke kender rendende i lejligheden hele tiden. Han arbejdede ikke, så han var i lejligheden HELE TIDEN. Selv Elissavet var lettet da han endelig rejste hjem... Nu har vi lejligheden for os selv igen - skønt.

Jobsamtale
Søndag den 1. maj holdt jeg store-ansøgningsdag, så jeg var på alle tænkelige job-hjemmesider og søgte alt hvad jeg overhovedet kunne komme i nærheden af... Det blev til 19 ansøgninger sendt ud på én dag.
Allerede tirsdag blev jeg ringet op af en friskole (Stige Friskole i Odense), om at de gerne ville have mig til samtale. Og mod alle odds gik de endda med til at holde samtalen over Skype. Onsdag aften sad jeg så klar foran computeren med rystende, svedende hænder. Samtalen gik sådan set fint nok, men fik desværre ikke jobbet - øv... Så jeg er stadig på jagt.

Nem start efter påske
Ugen efter påskeferien (som jo er to uger lang hernede) var Thalia i Tyrkiet med deres Comenius-projekt, så jeg havde kun 6. klasse hele ugen, resten af vores klasser fik vikar. Dvs. jeg kun arbejdede 4 timer den uge. Og hvad lavede vi så i de 4 lektioner? Jo, til afslutningen før sommerferien har vi besluttet, at vores 6. klasse skal danse til nogle danske sange. Jeg har valgt introen fra Barbie Girl (kun delen hvor Barbie og Ken snakker), trommerytme til "sceneskift" med Safri Duo, Nephew til drengenes dans, Sys Bjerre til pigernes og Kato til den fælles, afsluttende del.
Det gik rigtig fint med at lære dem dansen. De nåede at lære hele dansen i løbet af de 4 timer, nu skal vi bare have det øvet igennem et par gange om ugen. Og det har Thalia heldigvis givet lov til at vi bruger engelsktimer på. På torsdag stjæler vi en time fra deres klasselærer til at øve, da hun før har stjålet vores timer til at øve ting med dem.
I fredags var deres klasselærer ikke i skole. Eleverne vidste det godt, så 10 af dem (ud af 21) var ikke i skolen. Resten blev bare fordelt i de andre klasser og skulle så sidde der og kigge i 5 timer. Det benyttede jeg mig af, og brugte et par timer med at øve med de 11 elever, der var der.
Se lige hvor cool mine elever er...
Shopping og biograf
Lørdag den 7. maj tillod Jamila og jeg os at gå shop-amok. Da vi var halvvejs igennem butikkerne ringede Yana for at spørge om vi ville mødes med hende og hendes veninde Iva. Yana rejste hjem til Bulgarien mandag den 9. maj, så det var sidste chance for os til at sige farvel til hende.
Det var en ret underlig afsked, for efter at spist frokost sammen fik Iva og Yana pludselig meget travlt med at skulle over i parken og gå en tur, og Jamila og jeg ville hjem med vores poser.
Yana sagde meget hurtigt farvel og gik - meget underligt.
Om aftenen tog Jamila og jeg i biografen og så Thor. Det er en ny film, der handler om, at de nordiske guder egentlig ikke er guder, men nærmere en slags rumvæsener. De gamle vikinger troede så bare at de var vikinger fordi de var så magtfulde.
Thor bliver forvist af deres land af Odin og ender uden kræfter på jorden. Han skal tilbage og redde det hele igen... Set ud fra at den overhovedet ikke handler om rigtig nordisk mytologi er det en skod-film, men set ud fra, at det er en actionfilm med pæne skuespillere, så er det en god film. Jamila og jeg snakkede i hvert fald om at konvertere, hvis det er sådan Thor ser ud...
Som altid tages der billeder sammen med reklamen for filmen i biografen.
Strandtur og kursus
Søndag den 8. tog Jamila og jeg til stranden nogle timer og slappede af i solen. Der var en lille dreng, der et par gange var ovre for at snakke med os og lytte til musik, for Jamila havde højttalere med til sin telefon. Jeg ignorerede bare drengen - de forstår alligevel ikke at man ikke forstår græsk selvom man siger det til dem på græsk. Jamila derimod lod som om hun forstod ham og håbede bare på at han hurtigt ville gå igen. Men udover den familie var det hovedsageligt turister, der var på stranden.
Onsdag den 11. maj gentog Thalia og jeg det smartboard-kursus, som vi arrangerede i marts. I marts var der så stor tilslutning, at der var venteliste til kurset, så de besluttede (uden at spørge mig først) at gentage det. Vi fik at vide efter kurset, at der igen var venteliste, så hvis vi havde lyst, kunne vi godt gentage det igen efter sommerferien. Der er jeg jo så "desværre" i Danmark, så det kan vi ikke.

Gamle venner
Om torsdagen mødtes jeg efter arbejde med Sofia fra græskholdet.
Hun fortalte mig, at hun har flyttet græskhold så hun har andre lærere her de sidste par uger inden eksamen, og der er flere der er faldet fra efter jeg droppede det.
Jeg havde ikke set Sofia siden jeg stoppede - dvs. i januar. Det var super godt at se hende igen. Vi spiste frokost sammen og gik så en tur, og endte oppe på Akropolis.
Sofia's mand er græker så hun går ikke rigtig på turistture, fordi han synes det er pinligt at lege turist. Sofia greb så chancen sammen med mig, og der gik næsten helt paparazzi i hende, så hun fik taget mange billeder.
Sofia og jeg på Akropolis.
Vores "date" endte desværre ret brat, da Elissavet ringede og sagde, at jeg skulle passe meget på når jeg gik hjem, for folk gik helt amok i gaderne. Anarkister og ekstremister angreb tilfældige udlændinge (sorte) i vores område, der var fyldt med politi og demonstranter, og selv Elissavet (som ellers aldrig er bange) var bange for at gå hjem, så hun var blevet kørt. Det var stadig lyst da hun ringede, men ville ikke være det ret lang tid endnu, så jeg skyndte mig at gå hjem. Det er første gang jeg har været direkte bange for at gå hjem. Heldigvis mødte jeg ingen ubehagelige mennesker på gaden, men 5 minutter efter jeg var kommet hjem, var de nede på gaden og råbte op til folk, prøvede at åbne døre ind til alle opgange, ringede på hos folk, sparkede til ting og slog til biler.
Grunden til at de gik så meget amok er tilsyneladende, at en mand i 40'erne blev stukket ned bagfra og slået ihjel af udlændinge. Og hvad var grunden til det? De ville have hans kamera. Det værste i historien er, at han var på vej fra sin bil, hvor han havde hentet kameraet, op til sin kone, der havde veer. Hun endte med at ringe efter en ambulance, da han ikke var kommet tilbage, men nåede at få at vide hvad der var sket inden hun fødte. Det er en forfærdelig historie, men det giver på ingen måde folk ret til at angribe udlændinge på gaden og ødelægge andre folks ejendom.
Lige et skønt billede af en gadehund på Akropolis.

Eurovision Song Contest 2011
Lørdag den 14. og søndag den 14. maj var Jamila og jeg til kursus med Special Olympics. Puha, jeg synes der er meget, de stadig ikke har styr på... Man må håbe, at de snart får styr på det...
Som alle sikkert ved, var der melodi grand prix lørdag den 14. maj.
Jeg tog ud til Jamila og så det sammen med hende og hendes tre venner Giorgos, Dimitris og Konstantinos. Jamila lavede mad, havde indkøbt snacks og sodavand. Vi heppede, kritiserede og stemte (jeg stemte selvfølgelig på Danmark).
Rigtig melodi grand prix-stemning. Fra venstre: Jamila, Konstantinos, Dimitris og Giorgos.
Det var rigtig hyggeligt - også selvom Grækenland ikke gav Danmark point.
Det kan godt være at Danmark ikke vandt, men vi var trods alt bedre placeret end Grækenland (2 placeringer bedre) og meget bedre placeret end Frankrig... Det gjorde det lidt sjovere at være dansker.
Jeg valgte at blive hos Jamila og sove, så jeg ikke skulle hjem midt om natten. Jeg havde hentet mine ting efter kurset (dvs. ved 20-tiden, hvor der stadig var lyst), og der var der allerede ved at trække mennesker sammen i gaderne, meget politi var beredt og gaderne lukkede for biler.
Lidt mere melodi grand prix-stemning.
Kærlige børn
Børnene ude på skolen er simpelthen så kære. Det er efterhånden dem allesammen som ved hvem jeg er, og hvad jeg hedder - også dem jeg ikke har noget med at gøre.
Jeg får efterhånden knus af halvdelen af eleverne hver gang jeg ser dem - og det er jo bare dejligt. Derudover hilser mange af dem jeg ikke har på mig, en af pigerne i den anden 6. klasse har endda være henne og skulle have et kram. I dag blev jeg nærmest overfaldet af et par piger fra 1. klasse (som jeg aldrig har været inde i). Den ene er lillesøster til en af mine 3.klassespiger, men aner ikke hvem den anden var.
Idag har jeg fået taget billeder sammen med alle de klasser jeg er med i (pånær 5 klasse, det nåede vi ikke, så det må blive på torsdag). Jeg må indrømme at det er en skøn følelse når de nærmest slås for at komme hen og stå tæt på mig.
Jeg har valgt kun at lægge ét billede ud her på bloggen, resten må I så se når jeg kommer hjem. Jeg har valgt dette billede, da vi er nogle stykker, der valgte at te os tossede på billedet.
Mig sammen med 6.klasse.
Skønne, skønne elever, som jeg kommer til at savne rigtig meget...

tirsdag den 26. april 2011

Påskeferie på Santorini

Årets første strandtur
Den 9. april var vejret så godt, at Jamila og jeg besluttede at tage til stranden sammen. To af hendes veninder tog med os, og det var rigtig hyggeligt at ligge på stranden og snakke, høre musik og bare hygge os.
Jeg skulle selvfølgelig lige ned og mærke vandet... Det er stadig MEGET koldt!
Resultatet af turen blev, at jeg blev skoldet på ryggen, der hvor jeg ikke havde fået smurt mig godt nok, og jeg blev forkølet pga. det kolde vand. Typisk!

Besøg hjemmefra - HURRA
Torsdag den 14. april fik jeg besøg af Kristian. Han kom om aftenen og fredag morgen, tog vi ud på skolen til sidste dag før påske. Hernede har vi påskeferie i to hele uger, så jeg starter først igen den 2. maj - og den første uge har jeg kun 4 timer, da Thalia tager til Tyrkiet, og så tager jeg 6. klasse alene og resten får vikar.
Påskeafslutningen var en tur i kirke. Vi tog med til det, men jeg må indrømme at det virkede rimelig meningsløst. Ingen kunne høre hvad præsten "sang"/messede, børnene snakkede, der var ikke stole nok til alle. Og da de skulle til nadveren hamstede flere af børnene brød - her er det nemlig rigtig brød der bliver givet under nadveren og ikke de små pap-lignende stykker vi får derhjemme.
Derefter skulle lærerne have lærermøde (mens eleverne skulle underholde sig selv). Som man kunne forventet blev det ret forsinket, da folk ikke rigtig dukkede op til tiden. Eleverne skulle blive på skolen og have undervisning til klokken 14, så for mig, virker det ret tåbeligt at holde lærermøde midt på dagen og lade børnene underholde sig selv, i stedet for at vente til efter skole.
Kristian og jeg valgte at smutte, så vi ikke behøvede at vente på de sidste par timer...
Lørdag spiste vi brunch sammen med Jamila.

Santorini
Før jeg fortæller om vores tur til Santorini, er der lige nogle facts:
 - Santorini er en ø (ø-gruppe), som er en del af de kykladiske øer (eller hvad de hedder på dansk).
 - Santorini som det ser ud i dag, er skabt af en vulkan, som stadig er aktiv.
 - Selve øen, vi kalder Santorini er 75 km2 og har ca. 6000 indbyggere.
 - Der er ingen egentlige byer, men bare landsbyer.

Søndag (meget) tidlig morgen drog vi til Peiraias for at tage færgen til Santorini. Vi kom så sent, at der kun var pladser tilbage udenfor! Det var super koldt og træls at skulle sidde derude.
Os på færgen da vi endelig fik en plads indenfor.
Da vi kom til Santorini, blev vi hentet på havnen af konen til ham, der ejer det hotel/motel, som vi skulle bo på. Det var et meget billigt hotel vi havde fundet, så jeg må indrømme, at jeg ikke forventede mig meget... Og det levede op til mine forventninger. Der stod på nettet, at der var trådløst internet, og det var der også, man kunne bare ikke nå forbindelsen fra det hus vi boede i. Der stod at der var fjernsyn, det var der også, men kanalerne var ikke installeret og de forsvandt hele tiden. Det gjorde dog, at Kristian var underholdt meget af den tid vi brugte på hotellet med at finde kanalerne. Vi fandt en rigtig god kanal, der viste engelsksprogede film hver aften, desværre var det bare langt fra hver aften vi kunne fange kanalen... Til gengæld var der køleskab og rengøring hver dag.
Den første aften på Santorini var en søndag aften, så der skete ikke forfærdeligt meget. Vi fik noget at spise på restauranten på den anden side af vejen, og slappede så bare af, og blev enige om, at vi blev nødt til at købe et spil kort (hvilket vi gjorde mandag).
Vi vidste ikke helt hvor vores hotel lå i forhold til alting på øen, så vi gik ud til vejen og fangede bussen til Fira, som er øens største "by", mandag. Det tog max. 5 minutter i bus, men på den måde, fandt vi så ud af, at vi sagtens kunne gå derind selv.
Mandag brugte vi bare på at gå rundt i Firas gader og se hvad det egentlig var for et sted. Mine forestillinger om Santorini er hvide huse med blå døre, vinduer og hvide kirker med blå kupler. Og jeg blev bestemt ikke skuffet! Der er nærmest ikke andet på øen.
Der bruges stadig meget æsler på Santorini.
Vi valgte at gå ned til den gamle havn ved Fira. Der er tre måder at komme derned på; tage "cable car", som er en slags svævebane (koster 4 euro pr. person pr. vej), ride på æsel (5 euro pr. tur) eller gå de ca. 600 trin selv. Vi valgte at gå selv. Det er en sti hele vejen ned, men en masse trappetrin med så stor afstand, at også æslerne kan gå på dem. Både foroven og forneden på stien stod æsler og ventede på at få arbejde. Stien var ikke helt vildt bred, så flere gange var vi nødt til at gå forbi æslerne lige i sparke-zonen. Det brød jeg mig ikke så meget om. En anden ting der var lidt skræmmende for mig var, når æslerne kom enten imod en eller overhalede en med turister på. Turisterne har ikke nogen kontrol over æslerne, de går bare afsted, og så er der en af de lokale, som sørger for at de bliver ved med at gå hele vejen til endestationen... Æslerne på Santorini er ikke de små, søde, grå nogle, som har inspireret til æslet i Shrek eller Æsel i Peter Plys - de her er i pony-størrelse!
Så vi gik hele vejen ned selv... Dem der påstår, at det ikke er hårdt at gå ned ad, lyver!
Os nede på den gamle havn ved Fira.
Mandagen gik generelt bare med at vi kiggede os lidt omkring og oplevede den lille bys gader.
Tirsdag besluttede vi os til at tage til den næststørste by/landsby; Oia (udtales Ia med tryk på i'et). Vi tog bussen dertil. Umiddelbart virkede den meget som Fira, bortset fra at Oia også havde nogle gamle slotsruiner og en gammel mølle.


Billeder fra Oia.
Vi var kun i Oia et par timer, så havde vi ikke mere at se der. Resten af tiden brugte vi tilbage i Fira.
Onsdag havde vi meldt os til en heldagstur til vulkanen, der har skabt Santorini som det ser ud i dag, de varme kilder og til en lille ø, som hedder Thirassia.
Vulkanen set fra Fira.
Desværre startede dagen med rigtig dårligt vejr, så da vi kom til vulkanen, begyndte det at regne. På trods af det, synes jeg, at det var mega spændende at være på vulkanen, som stadig er aktiv! Den sidste udbrud var i 1925 (eller noget i den retning). Den ryger stadig og udgiver gasser, så det lugter, når man kommer helt til det aktive krater. Vulkanen røg ikke så meget da vi var der, men vores guide fortalte, at om sommeren, når der er omkring 40 grader udenfor, ryger hele krateret inklusiv de stier man går på. Ret fascinerende... Den damp/røg der kommer ud af vulkanen er ca. 74 grader varm.
Den aktive vulkan, der ryger fra det aktive krater.
Begejstrede og gennemblødte mig på vulkanen.
Vulkanen har været aktiv i minimum 4000 år - man har beviser for udbrud omkring 2000 f.Kr. og alligevel er befolkningen ikke det mindste bange for at bo så tæt på en (meget) aktiv vulkan. Vores guide sagde, at de var mere bange for jordskælv, fordi de ikke giver advarsler på samme måde som en vulkan...
Efter turen til vulkanen sejlede vi videre til de varme kilder. Vi kunne desværre ikke komme helt derhen, da de er helt i forbindelse med havet og båden kunne ikke komme helt ind til. Så de eneste der oplevede de varme kilder, var dem der sprang i havet og svømmede derind. Pga. årstiden var kilderne kun omkring 22 grader varme, så jeg fortryder ikke, at jeg ikke hoppede i vandet. Derefter blev vejret heldigvis bedre.
Vi sejlede til den lille ø Thirassia (med hele 300 indbyggere), hvor vi fik frokost på den eneste taverne, der var åben. Vi havde et par timer derovre, så Kristian og jeg morede os med at gå de +100 trappetrin (lignende dem i Fira) op til landsbyen og gik ned igen.
På turen tilbage til Fira, skulle vi lige omkring Oia og læsse de turister af, der var kommet derfra. Turen derover var temmelig vippende. Pga. det ændrede vejr valgte vi at sidde udenfor, det er jeg ret glad for, for ellers var jeg nok blevet søsyg. Og det så ud til at de fleste af dem, der havde siddet indenfor, var godt og grundigt søsyge da vi kom til Oia. Heldigvis sejlede vi mere i læ det sidste stykke vej.
Da vi kom til den gamle havn i Fira, valgte Kristian og jeg at tage turen op af stien på æselryg.
Det var noget af en (skræmmende) oplevelse. Det sekund jeg kom op på æslet fik den et klap bagi, og så gik det ellers opad. Min æsel skiftede mellem at gå næsten i stå til at småløbe opad og prøve at overhale de andre. Kristian var mere heldig og sidde på et æsel, der var bundet sammen med to andre, hvoraf det ene æsel bar den lokale. Den lokale mand var vild med at slå mit æsel med pisken, så jeg var nødt til at holde rigtig godt fast for ikke at falde af.
Jeg prøver at sidde ordentligt på æslet.
Pludselig var mit æsel kommet foran alle de andre, og den lokale mand stoppede alle de andre æsler, så folk kunne stige af og gå de sidste trin op. Men ikke mit æsel, nej det fortsatte bare - hvordan stopper man et æsel, som man ikke har kontrol over? En dreng, som var søn af en af æselmændene sagde "madam stop stop, trip finished" så jeg var nødt til at få ham til at hjælpe med at stoppe æslet og holde det stille mens jeg kravlede af.
Jeg bliver aldrig æselrytter, og jeg behøver ikke at prøve det igen. Det var en af mine grænser der blev overskredet, og så lader jeg det blive ved den sejr.
Efter denne dag, trængte vi begge to til at komme tilbage til hotellet, så det våde tøj af og få varmen med et varmt bad og ligge under tæpperne og spille kort indtil vi begyndte at kunne mærke vores tæer igen.
Det var en god dag på trods af vejret - synes det er totalt sejt, at jeg har gået helt oppe på et aktivt krater på en vulkan!

Torsdag valgte vi at leje en ATV at køre rundt på. Ham vi lejede den af sagde, at man på en fuld tank kunne nå øen rundt, og at benzin ikke var hans problem, så han var ligeglad med om vi afleverede en fuld eller tom tank. Vi var så heldige, at dem der havde haft ATV'en før os, havde afleveret den med en fuld tank.
Da øen er så lille, er det umuligt at fare vild. Vi vidste ca. hvad vi kørte efter og kørte så bare i den retning, vi mente vi den rigtige.
Vi startede med at køre til Kamari, hvor vi betalte for at blive kørt op til ruinerne efter antikkens Thira. ATV'en kunne ikke klare turen på 5 km op af en bjergskråning med os begge to på. Det var meget blæsende på toppen af bjerget, hvor den gamle by lå. Det var fint nok lige at se det også. Der var en rigtig god udsigt deroppe fra. Efter ca. en time deroppe blev vi kørt ned igen, og vi fortsatte vores eventyr på ATV'en.
Det var meningen at vi ville til Perissa - en anden landsby, men vi må have misset et skilt, for pludselig var vi helt syd på øen tæt på den røde strand. Pyt med det, den skulle vi alligevel også se, så den tog vi med det samme. Det er virkelig en strand, der er rød...
Den røde strand.
Efter at have været en tur på den røde strand, fandt vi Perissa. Den "by" var noget af en skuffelse, så vi kørte videre og bare oplevede øen. Heldigvis var vejret rigtig godt, så det var ikke koldt at køre på ATV.
Biker 1 og 2 - er vi ikke smukke med hjelme på?
Vi var nogle af de eneste, der brugte hjelm, men sådan som grækere generelt kører, skulle jeg i hvert fald ikke risikere noget, så hellere se lidt dum ud... Kristian mente, at jeg med mine solbriller lignede en dårlig parodi på en amerikansk motorcykelbetjent... Kan måske godt nu se, hvordan han kan tænke sådan.

Fredag var desværre en dag med ingen særlig underholdning, da jeg startede dagen med migræne, og derfor lå i sengen meget af dagen.
Stakkels Kristian så græsk tv mens han spillede spil på min mobiltelefon. Da jeg endelig kom op og var nogenlunde frisk, tog vi det stille og roligt og lavede ikke det store.
Fredag var også mors dødsdag, så jeg var ikke rigtig i humør til det helt vilde.
Vi var dog på en café, som havde en rigtig sød kat, som hurtigt fandt ud af at jeg spiste en laksesandwich, og at jeg har en stor forkærlighed for dyr... Så den fik lige et lille stykke laks.

Grækerne går ret meget mere ud af påske end vi gør i Danmark. Så da mørket faldt på, og vi var ude for at finde noget at spise, opdagede vi, at de havde lavet et fakkeloptog eller noget i den stil, og stillet faklerne og 3 brændende kors på en af bjergtoppene. Det så helt fantastisk ud, desværre kunne det bare ikke fanges med kamera...

Lørdag gik vi en tur af en lille vej væk fra byen, for at se den del af øen.
Vi gik bare på må og få, og fandt da også hjem igen uden problemer. Lørdag var solrig, så det var perfekt vejr til at gå og hygge sig og se de helt små landsbyer.
En gammel mølle i en landsby.
Det var det vi fik lørdagen til at gå med.
Øen er ikke ret stor, og vi kunne sagtens have nøjedes med en kortere ferie der, og stadig have set det hele, men jeg synes det var enormt rart, at vi kunne tage det med ro, sove længe uden at stresse over at skulle op og se ting, og bare tage det som det kom. Men lørdag var vi altså lidt tomme for ideer for hvad vi skulle lave.

Søndag var så hjemrejsedagen. Vi skulle være ude af værelset klokken 12, men vores færge (denne gang high speed) sejlede først klokken 17. Hotelejeren sagde at vi kunne lade vores kuffert stå der, og komme tilbage klokken 16, så skulle han sørge for transport til havnen. Klokken 12 gik vi ned i byen, hvor meget var lukket pga. påske - alle havde travlt med at tænde op i grillen og sætte påskelammet over. Vi fandt en café, hvor vi fik lidt morgenmad. Derefter gik vi til en anden café, hvor Kristian fik en is og jeg fik friskpresset appelsinjuice. Her sad vi et stykke tid og spillede kort. Til sidst gik vi lidt rundt og fandt så en café tæt på hotellet, der var lukket, men havde borde og stole ude. Så der satte vi os og spillede kort indtil vi skulle tilbage til hotellet.
Da vi kom derned fik vi vores kuffert, sagde farvel, og blev kørt til havnen af hotelejerens søn - eller vi tror i hvert fald det var sønnen.
Fordi vi skulle med en high speed-færge var det anderledes med pladserne - alle havde en bestemt plads, og alle sad indenfor (skønt!).
Vi var ikke ret mange der skulle fra Santorini, så vi havde masser af plads det første stykke tid, men da vi forlod den sidste (og 3.) ø inden turen gik mod Peiraias, var alle pladser fyldte.
Vi kom hjem til Athen sent søndag aften, vi børstede tænder med det samme og gik i seng. Rejsedage er bare hårde...

I går stod den på fuldstændig afslapning med slik og film. Vi var lige nede i byen midt på eftermiddagen og fik noget at spise på en af tavernaerne i centrum, men ellers var det bare afslapning (og tøjvask for mit vedkommende) hjemme i lejligheden.
I dag tog Kristian så hjem til Danmark. Øv øv øv. Han skulle med flyet klokken 8.40, så vi tog herfra klokken 6 - gab, det var tidligt. Jeg tog med helt ud til lufthavnen og sagde farvel (det er sidste gang vi ses inden jeg flytter hjem til Danmark) og tog så direkte hjem igen efter at have sendt Kristian til gaten. Jeg gav mig selv lov til at sove lidt mere da jeg kom hjem, så kunne selvfølgelig overhovedet ikke finde ro, og fik derfor ikke sovet.

Jeg har ferie helt indtil på mandag, men skal lige have forberedt det jeg skal lave med 6. klasse i næste uge. Imorgen er jeg inviteret til brunch hos Jamila.

Lige et lille selvtillidsboost til mig selv: hotelejeren på Santorini spurgte mig om der var lidt græker i mig - om en af mine bedsteforældre var græsk, siden jeg kunne tale græsk. Og en dame i en souvenirsbutik sagde, at jeg havde en god udtale. Er lige blevet 10 cm. højere af at de tror at jeg kan græsk ud fra den smule jeg kan :)