Så er det ved at være sidste chance for at opleve hernede... Der er nemlig kun en måned til jeg kommer hjem til Danmark igen.
Special Olympics kursus
I lørdags var der rundvisning og special olympics-kursus. Men jeg sad og ventede på Jamila, så vi kunne følges, opdagede jeg et banner over indgangen til metroen i Syntagma.
 |
| Banner i Syntagma. |
Grækerne er endelig holdt op med at være voldelige når de demonstrerer, men har ladet sig inspirere af spanierne og har nu sat telte op og holder rolige demonstrationer i Syntagma.
Det ændrer nok bare ikke rigtig noget, eftersom besparelser er nødvendige...
Det første der stod på dagens program, var rundvisning i og omkring Panathinaiko Stadium, hvor åbnings- og afslutningsceremonien afholdes.
 |
| Forberedelserne til SO er (endelig) gået i gang. |
Det hele foregik på både græsk og engelsk, og det fungerede rigtig fint. Det var helt vildt varmt at gå rundt der, og da jeg kom hjem havde jeg meget tydelige mærker efter min top.
Efter rundvisningen stod den på tre timers kursus. Tina B. (fra ambassaden) og jeg var ret optimistiske, nu rundvisningen havde været på både græsk og engelsk. Der blev vi dog voldsomt skuffede. Det foregik kun på græsk. Powerpointshowet var dog også på engelsk, men det var skrevet med lille skrift med lysegrøn skrift på hvis baggrund - umulig at læse, og der stod slet ikke alt det hun sagde.
Jeg endte med at blive så frustreret, at jeg under spørgsmålsrunden kommenterede og kritiserede det. Hende der havde talt i 3 timer sagde, at det ikke var i programmet, at hun også skulle snakke engelsk, men at hun synes hun havde gjort det godt. Det er jeg så ret enig i, og jeg VED, at Valia, som er vores nærmeste kontaktperson, hele tiden har forsøgt at få dem til at snakke engelsk også, men at de åbenbart ikke forstår, at vi er en del der ikke kan græsk. Da kurset var slut, var halvdelen allerede gået, fordi de ikke fik noget ud af det.
Tina B. og jeg var så frustrerede, at vi gik på McDonald's bagefter. Og derefter...
Athens Pride 2011
Lørdag stod i de homoseksuelles tegn, der havde nemlig været Pride Parade (mens Tina B. og jeg var på kursus), og om aftenen var der fest. Det tog vi til og mødtes med nogle af dem Tina kender fra ambassaden.
 |
| Athens Pride 2011-fest. |
 |
| Drag-show, hvor der blev optrådt med Barbie Girl. |
 |
| Endnu et drag-show. |
Det var rigtig sjovt at opleve en Pride-fest. Desværre havde jeg fået ondt i hovedet (selvfølgelig), så var hjemme allerede klokken 23. Tina fortalte mig senere, at det der foregik på scenen sluttede ved 24-tiden, så det er ikke så meget jeg er gået glip af.
 |
| Tina B. og jeg til Athens Pride 2011. |
Søndag tog jeg med Tina og to af hendes venner med til stranden. Vi kørte væk fra Athen og ud til Marathonas og var på stranden der. Det var rigtig lækkert. Og vandet er endelig blevet så varmt, at man kan holde til at være i det og ikke kun hurtigt dyppe sig.
Tina trådte på et søpindsvin. Det er 3. gang i år hun gør det. Godt det ikke var mig.
På vej tilbage til Athen kørte vi gennem et af de områder, der for et par år siden var hærgede af skovbrande. Man kan stadig meget tydeligt se det i landskabet. Der står stadig mange sorte, afbrændte træer.
Endagstur til Mykene og Epidaurus
I dag valgte jeg at bruge (mange) penge på at tage på en endagstur med en guide til Mykene og Epidaurus. Det er et godt stykke udenfor Athen, så det tog noget tid at komme derud.
Det første stop var ved Korinther-kanalen.
 |
| Konrinther-kanalen. |
Kanalen er kun 8 meter dyb, men 80 meter høj og over 6 km. lang. Den blev lavet i slutningen af 1800-tallet. Det var ret vildt at se. Guiden sagde, at kanalen ikke bliver brugt så meget i dag som tidligere, så nu kommer der kun ca. 12.500 skibe igennem hvert år.
Næste stop var Agamemnons grav. Eller det er hvad man kalder den, man ved nemlig ikke helt hvad det er. Det kan også "bare" have været et skatkammer i hans fars tid. Men det er altså hvad man kalder den.
 |
| Mig udenfor "Agamemnons Grav". |
Den er bygget lidt som en iglo under jorden faktisk. Jeg tror dog ikke at den var under jorden da den blev bygget...
Derefter kørte vi op til Mykene. Det var lidt spild at vi skulle køre, for det tog ca. 30 sekunder at køre op på parkeringspladsen dertil. Det er her den berømte Løveport er (The Lion Gate). Den er ret godt bevaret og meget gammel - den var allerede opført under Agamemnons tid, så man følte virkelig historiens vingesus, da man gik igennem den.
 |
| Løveporten. |
Det porten fører ind til er Mykenes akropolis. Akropolis betyder egentlig bare den øvre by, men det er der alt det vigtige foregår - tilbedelse osv. Jeg gik rundt et stykke tid oppe i ruinerne og så skulle vi tilbage til bussen. Fra akropolis'en kunne man se ret langt ud i landskabet, og der er et bjerg, som ligner en profil af en mand der ligger ned. Man siger, at det er Agamemnon, der sover der (for han døde åbenbart ikke).
Lille sjov ting: Det man kalder Agamemnons dødsmaske er overhovedet ikke hans maske, da den er dateret til et par hundrede år før han levede.
Derefter tog vi ned og fik frokost. Det var ikke det bedste mad, så det var ret heldigt, at jeg overhovedet ikke var sulten.
Efter frokost tog vi til en lille butik, hvor de laver vaser, figurer osv. De viste os hvordan man laver en vase og fortalte os meget om de forskellige teknikker. Det var faktisk rigtig spændende. De lavede blandt andet også "cups of justice". Jeg havde desværre ikke lige penge til at købe en, sådan en kunne jeg ellers godt tænke mig.
 |
| Butikken havde et par løver udenfor - her den, jeg blev gode venner med. |
 |
| Og den der valgte at angribe mig. |
Sidste stop på turen var Epidaurus, som er et teater, der er fantastisk lavet - helt efter det gyldne snit. Det er meget velbevaret, og har den mest fantastiske akustik. Den er blevet valgt som en af de ting i verden, der er værd at bevare (så jeg at der stod på en sten deroppe). Akustikken gør, at du kan stå på midten af scenen og snakke stille - nærmest hviske, og dem oppe på bagerste række kan stadig høre dig. Der er 54 rækker (tror jeg nok) og plads til 14.000 mennesker. Teatret bliver stadig brugt hver sommer til en sommerfestival.
 |
| Teatret set lidt oppe fra - ikke helt fra toppen. |
 |
| Mig udenfor teatret. |
Efter dette stop gik turen tilbage til Athen, hvor jeg blev sat af ved et hotel tæt ved Omonia, så jeg kunne gå hjem derfra.
Vejret var helt perfekt til denne tur. Det var ikke alt for varmt, som det f.eks. havde været hvis jeg var taget afsted søndag eller i går, men det regnede heller ikke. Jeg tror at jeg blev ramt af 10 dråber og det var så det.
Jeg faldt selvfølgelig i søvn i bussen på vej hjem, så da jeg kom hjem var min nakke helt ødelagt, så aftenen er brugt på afslapning.
Jeg har også fri imorgen og torsdag (fordi der er lærervalg), så jeg har kun én rigtig arbejdsdag tilbage, nemlig fredag. Jeg ved ikke helt hvordan og hvornår jeg siger farvel til alle børnene, men det bliver måske tirsdag, hvor vi har sommerafslutning med 6. klasserne om aftenen. Det er så underligt, at det er ved at være slut nu...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar