Der er sket en del siden sidst, men jeg vil bare fokusere på Special Olympics (SO).
Danskernes ankomst
Mandag den 20. juni var den store dag. Dagen hvor den danske delegation ankom til Athen. De skulle ankomme med to forskellige fly.
Da jeg kom ud til lufthavnen startede det rimelig godt. Jeg fik uden problemer mit adgangskort til det område, hvor man henter sin bagage. Det var nemlig der, at vi skulle møde vores delegation. Tina kom lidt senere end mig, men hun nåede det til tiden. Maria derimod var meget forsinket, og kom faktisk først efter delegationerne.
Da delegationen så kom, startede kaos. Danskerne var super søde - både udøverne, trænerne og cheferne. Vi ventede et stykke tid i lufthavnen - først ventede vi på den del af delegationen, som kom med fly nummer 2, og derefter ventede vi et stykke tid på bagagen. De fik ikke selv lov til at tage deres bagage, men der var folk fra SO, der stod for det. Det havde en del af udøverne det lidt svært ved, men sådan var det altså!
Så kom vi endelig afsted mod velkomstcentret. Tina tog med den første bus, jeg med den anden og Maria kørte selv derud i sin bil.
Da vi kom derud var der ret lang ventetid, fordi SO slet ikke havde rettet de fejl, som danskerne havde sendt mht. deltagerlisten for over en måned siden. Det tog derfor ret lang tid, og det endte med, at vi faktisk ikke fik deres ID-kort med os, men Maria skulle hente dem senere.
Efter lang tids venten (udøverne var trætte efter den lange flyvetur) blev vi kørt ud på Golden Coast Hotel i Marathona (ca. 42 km. fra Athen), hvor vi skulle være under Host Town Program. Vi var langt fra de eneste, hvor planerne om Host Town var gået i vasken, så jeg tror at vi endte med at være ca. 1200 mennesker ude på hotellet.
Da vi endelig kom i stand på værelserne, fandt vi ud af, at der manglede tre kufferter og en bowlingtaske (med en meget dyr bowlingkugle i). Det var ret kristisk, for ikke nok med at det var udøveres kufferter og de derfor ikke havde noget som helst, så var al deres medicin i kufferterne (ingen af dem havde puttet noget i håndbagagen, som de ellers havde fået besked på). Vi startede jagten på den mistede bagage og fandt ud af hvad vi skulle gøre mht. medicin. heldigvis var der Medical Service på hotellet, så de udskrev et par recepter (trænerne havde kopier af hvilken medicin deres udøvere får) og der kom en fra et apotek med medicinen.
Derefter var der en af udøverne der var ved at besvime - nok pga. varmen, så der havde vi også læger oppe og se på ham.
Heldigvis har vi fået de to af kufferterne og bowlingtasken (inkl. bowlingkuglen uden skrammer). Vi har dog stadig ikke fundet den sidste kuffert. Heldigvis tager den uheldige udøver det med højt humør.
Da vi endelig var på plads, ville folk gerne ud at svømme. Her fandt vi så ud af, at både poolen og porten ned til stranden var lukket. Nogle gik udenom hotellet og ned på stranden. Det var ret underligt, for folk fik lov til at komme ind fra stranden gennem porten, men man måtte ikke gå ud. Bægeret flød over, da vores udøver Rose fik lov til at komme ind på toilet, men så måtte hun ikke komme ud til sine ting på stranden igen. Det fik Tina og en anden frivillig derude til at gå amok, og derefter blev porten åbnet, men udøverne blev kun lukket ud hvis de var sammen med en træner, frivillig eller lignende.
Programmet for vores ophold
Fordi det hotel vi var på var en nødløsning for alle de delegationer, der ikke kom til en Host Town, var der ikke lagt et ret godt program for delegationerne. De eneste ting, der var planlagt, var forskellig underholdning, musik og dans på hotellets område.
Den 21. juni slappede vi af og gik på stranden. Og rendte til medical center hele tiden. Vi har allerede haft en del skader. René fra atletik er ret pylret, så han slæbte mig med ned til medical center for at se på hans knæ, som pludselig gjorde ondt efter træning. Lægerne er også ret pylrede, så de gav ham en forbinding på, og ville have ham derop igen onsdag morgen.
Derudover var der nogle stykker fra fodboldholdet, der kom til skade.
En tur til Athen
Pga. det dårlige program, fik vi planlagt en tur til Athen. Tina brugte sine kontakter på ambassaden, og fik skaffet os et par busser.
Onsdag morgen skulle vi så til Athen. To udøvere skulle omkring lægerne først - René med knæet og en af fodboldspillerne, begge blev dog "frikendt" og kom med på tur.
Jeg tog med dem ind til Athen. På turen fortalte jeg lidt om byen og et par myter. Vi kørte forbi det stadion, hvor åbningsceremonien skal foregå. Da vi kørte forbi, klappede og hujede de allesammen.
Da vi blev sat af ved Akropolis forlod jeg delegationen og mødtes i stedet med Kristians forældre, som var på en lille ferie i Athen.
Vi gik rundt i byen og ind på Akropolis Museet og afsluttede turen med frokost. Derefter fulgte de mig tilbage til bussen, hvor de mødte nogle af delegationsmedlemmerne. De blev og vinkede farvel til os, da vi kørte afsted.
Det var rigtig hyggeligt at se dem mens de var hernede. Og det er også fint, at jeg ikke behøvede at gå med udøverne op på Akropolis.
Det lød til, at alle udøverne havde en rigtig god dag inde i Athen.
Resten af dagen var der afslapning på programmet.
Endnu en rolig dag
I går havde en af udøverne fødselsdag, så vi vækkede ham med fødselsdagssang nedenfor hans altan - meget kongeligt.
Vi havde slet ikke noget på programmet denne dag. Desværre havde en af udøverne haft trykken for brystet, så han blev hentet af en ambulance, som tog ham på sygehuset sammen med Tina og en af trænerne. Det er ret synd for Tina, at hun var den, der kom med derind, for der gik 5 timer før de kom tilbage igen. Sygehuset beholdt udøveren til observation natten over, så en anden af trænerne tog ind og var derinde sammen med ham, og så kom Tina og den første træner tilbage til hotellet.
Torsdag aften var det Sankt Hans. Og selvfølgelig skulle det fejres. Søren (Head of Delegation - HOD) havde lånt en guitar og så sang vi midsommervisen efter aftensmaden. Derefter var der "fest" med latinamerikansk musik.
De fleste af delegationerne har fået lavet små pins, som de så kan gå og bytte med. Tina og jeg fik også nogle pins, og jeg er selvfølgelig blevet helt bidt af at finde folk at bytte med.
Det var en rigtig hyggelig aften. Fordi det var sidste aften og vi skulle tidligt op i morges, blev alle fodboldspillerne smidt i seng klokken 22. Jeg synes det er rigtig ondt af trænerne at smide dem i seng så tidligt. Alle andre fik lov til at blive ude til klokken 23, hvor musikken stoppede. Jeg er ikke den eneste der har den mening, jeg snakkede med en af de gamle, garvede trænere, og han synes også det var for strengt - især når man tænker på at den yngste i hele delegationen er 16 år gammel, så de er altså ikke børn.
Til nye hoteller
I dag skulle delegationen så deles ud på 4 hoteller, da de har fået tildelt værelser efter sport, så man har så kort en transporttid som muligt ud til sin sportsgren.
Tina skulle tilknyttes et hotel langt væk, sammen med HOD'en Søren. Jeg blev sendt med til hotel Metropolitan i Athen (fordi jeg så havde mulighed for at tage hjem hver aften, hvis der ikke var plads til mig på hotellet) og Maria skal så køre til de sidste to hoteller.
Dagen startede kaotisk. Det var tydeligt, at det var rester vi fik til morgenmad; helt ærligt, hvem serverer ris med kartofler til morgenmad. Det ville jeg ikke have, så jeg gik i stedet efter en skål cornflakes. Det var der, men der var til gengæld ikke nogen dybe tallerkener. Så det endte med at jeg fik en meget tør bolle med honning og et stykke frugt til morgenmad.
Dagen fortsatte kaotisk, da transporten slet ikke fungerede. Den del af danskerne der skulle med en bus klokken 8, kom først afsted klokken 10. Heldigvis begyndte det at flyde lidt bedre, så vi kom kun afsted en time forsinket.
Hotellet vi kom ud til var helt fantastisk. Det er meget fornemt. Da vi kom, blev vi sat ned i et rum, hvor vi skulle vente sammen med belgierne.
Da vi endelig fik nøglekort og liste over vores værelser, var der kun 10 værelser, og vi havde det dagen forinden fået det rettet til 11, da det ikke gik op med kvinder og mænd. Normalt bor trænere og udøvere heller ikke sammen, men på dette område var trænerne fleksible, så det var de indforståede med, at de var nødt til.
Anette (assistent til Søren - aHOD) og jeg snakkede med den ansvarlige fra SO på hotellet. Hun var enormt irriterende, og blev ved med at sige, at vi kun kunne få 10 værelser, og at hun ikke kunne ændre noget. Belgierne havde samme problem.
Da vi var allermest irriterede ankom USA, og så mente hun, at hun lige skulle over og byde dem velkommen. Der blev jeg dog så irriteret at jeg sagde, at hun altså var nødt til at løse vores problem, før hun gik videre. Søren ringede helt tilfældigt, jeg forklarede hvad der foregik. Han ringede til de ansvarlige for indkvartering, som ringede til hende vi snakkede med og sagde, at vi skulle have 11 værelser, for det var gået i orden i går.
Da hun så gik op og snakkede med hotelpersonalet, var de først lidt uforstående, men det viste sig at være fordi, de allerede havde registreret, at vi skulle have 11 værelser. Så fik vi de sidste nøglekort, og vi kunne endelig gå til frokost.
Maden er HELT FANTASTISK på det her hotel. Omgivelserne er overvældende og alt er bare så fint. Jeg følte mig hel malplaceret i min SO-uniform.
Jeg får lov til at sove sammen med Anette, da hun har en ledig seng. Skønt.
Lige nu er jeg hjemme for at hente rent tøj og så skal jeg afsted til hotellet igen.
Lille note: Allerede efter 3 dage er mine shorts (uniformen) ved at gå i stykker. I syningerne i siderne er stoffet simpelthen ved at falde fra hinanden. Det er ret træls. Jeg har fået lov til at tage ud og hente et nyt par eller bare gå i jeans. Indtil videre render jeg rundt i mine egne shorts, da der er ret langt ud til der, hvor jeg kan få mine nye shorts... Men de skal da nok hentes på et tidspunkt.
Jeg ved ikke hvor meget jeg får tid til at opdatere, men håber da at kunne nå at fortælle lidt om hvad der sker hernede.
At melde mig som frivillig til det her, var en RIGTIG GOD BESLUTNING. Det er en fed oplevelse allerede.
Danskernes ankomst
Mandag den 20. juni var den store dag. Dagen hvor den danske delegation ankom til Athen. De skulle ankomme med to forskellige fly.
 |
| To af Danmarks tre DAL's (Tina og mig, mangler: Maria). |
Da delegationen så kom, startede kaos. Danskerne var super søde - både udøverne, trænerne og cheferne. Vi ventede et stykke tid i lufthavnen - først ventede vi på den del af delegationen, som kom med fly nummer 2, og derefter ventede vi et stykke tid på bagagen. De fik ikke selv lov til at tage deres bagage, men der var folk fra SO, der stod for det. Det havde en del af udøverne det lidt svært ved, men sådan var det altså!
Så kom vi endelig afsted mod velkomstcentret. Tina tog med den første bus, jeg med den anden og Maria kørte selv derud i sin bil.
Da vi kom derud var der ret lang ventetid, fordi SO slet ikke havde rettet de fejl, som danskerne havde sendt mht. deltagerlisten for over en måned siden. Det tog derfor ret lang tid, og det endte med, at vi faktisk ikke fik deres ID-kort med os, men Maria skulle hente dem senere.
Efter lang tids venten (udøverne var trætte efter den lange flyvetur) blev vi kørt ud på Golden Coast Hotel i Marathona (ca. 42 km. fra Athen), hvor vi skulle være under Host Town Program. Vi var langt fra de eneste, hvor planerne om Host Town var gået i vasken, så jeg tror at vi endte med at være ca. 1200 mennesker ude på hotellet.
 |
| Første informationsmøde efter ankomst og indlogering. |
Derefter var der en af udøverne der var ved at besvime - nok pga. varmen, så der havde vi også læger oppe og se på ham.
Heldigvis har vi fået de to af kufferterne og bowlingtasken (inkl. bowlingkuglen uden skrammer). Vi har dog stadig ikke fundet den sidste kuffert. Heldigvis tager den uheldige udøver det med højt humør.
Da vi endelig var på plads, ville folk gerne ud at svømme. Her fandt vi så ud af, at både poolen og porten ned til stranden var lukket. Nogle gik udenom hotellet og ned på stranden. Det var ret underligt, for folk fik lov til at komme ind fra stranden gennem porten, men man måtte ikke gå ud. Bægeret flød over, da vores udøver Rose fik lov til at komme ind på toilet, men så måtte hun ikke komme ud til sine ting på stranden igen. Det fik Tina og en anden frivillig derude til at gå amok, og derefter blev porten åbnet, men udøverne blev kun lukket ud hvis de var sammen med en træner, frivillig eller lignende.
Programmet for vores ophold
Fordi det hotel vi var på var en nødløsning for alle de delegationer, der ikke kom til en Host Town, var der ikke lagt et ret godt program for delegationerne. De eneste ting, der var planlagt, var forskellig underholdning, musik og dans på hotellets område.
Den 21. juni slappede vi af og gik på stranden. Og rendte til medical center hele tiden. Vi har allerede haft en del skader. René fra atletik er ret pylret, så han slæbte mig med ned til medical center for at se på hans knæ, som pludselig gjorde ondt efter træning. Lægerne er også ret pylrede, så de gav ham en forbinding på, og ville have ham derop igen onsdag morgen.
Derudover var der nogle stykker fra fodboldholdet, der kom til skade.
En tur til Athen
Pga. det dårlige program, fik vi planlagt en tur til Athen. Tina brugte sine kontakter på ambassaden, og fik skaffet os et par busser.
Onsdag morgen skulle vi så til Athen. To udøvere skulle omkring lægerne først - René med knæet og en af fodboldspillerne, begge blev dog "frikendt" og kom med på tur.
Jeg tog med dem ind til Athen. På turen fortalte jeg lidt om byen og et par myter. Vi kørte forbi det stadion, hvor åbningsceremonien skal foregå. Da vi kørte forbi, klappede og hujede de allesammen.
Da vi blev sat af ved Akropolis forlod jeg delegationen og mødtes i stedet med Kristians forældre, som var på en lille ferie i Athen.
Vi gik rundt i byen og ind på Akropolis Museet og afsluttede turen med frokost. Derefter fulgte de mig tilbage til bussen, hvor de mødte nogle af delegationsmedlemmerne. De blev og vinkede farvel til os, da vi kørte afsted.
Det var rigtig hyggeligt at se dem mens de var hernede. Og det er også fint, at jeg ikke behøvede at gå med udøverne op på Akropolis.
 |
| Mig sammen med to af de danske udøvere. |
Resten af dagen var der afslapning på programmet.
Endnu en rolig dag
I går havde en af udøverne fødselsdag, så vi vækkede ham med fødselsdagssang nedenfor hans altan - meget kongeligt.
Vi havde slet ikke noget på programmet denne dag. Desværre havde en af udøverne haft trykken for brystet, så han blev hentet af en ambulance, som tog ham på sygehuset sammen med Tina og en af trænerne. Det er ret synd for Tina, at hun var den, der kom med derind, for der gik 5 timer før de kom tilbage igen. Sygehuset beholdt udøveren til observation natten over, så en anden af trænerne tog ind og var derinde sammen med ham, og så kom Tina og den første træner tilbage til hotellet.
 |
| Der bliver spillet en mellemting mellem stikbold og ståtrold. |
 |
| Vi synger Midsommervisen. |
Det var en rigtig hyggelig aften. Fordi det var sidste aften og vi skulle tidligt op i morges, blev alle fodboldspillerne smidt i seng klokken 22. Jeg synes det er rigtig ondt af trænerne at smide dem i seng så tidligt. Alle andre fik lov til at blive ude til klokken 23, hvor musikken stoppede. Jeg er ikke den eneste der har den mening, jeg snakkede med en af de gamle, garvede trænere, og han synes også det var for strengt - især når man tænker på at den yngste i hele delegationen er 16 år gammel, så de er altså ikke børn.
Til nye hoteller
I dag skulle delegationen så deles ud på 4 hoteller, da de har fået tildelt værelser efter sport, så man har så kort en transporttid som muligt ud til sin sportsgren.
Tina skulle tilknyttes et hotel langt væk, sammen med HOD'en Søren. Jeg blev sendt med til hotel Metropolitan i Athen (fordi jeg så havde mulighed for at tage hjem hver aften, hvis der ikke var plads til mig på hotellet) og Maria skal så køre til de sidste to hoteller.
Dagen startede kaotisk. Det var tydeligt, at det var rester vi fik til morgenmad; helt ærligt, hvem serverer ris med kartofler til morgenmad. Det ville jeg ikke have, så jeg gik i stedet efter en skål cornflakes. Det var der, men der var til gengæld ikke nogen dybe tallerkener. Så det endte med at jeg fik en meget tør bolle med honning og et stykke frugt til morgenmad.
Dagen fortsatte kaotisk, da transporten slet ikke fungerede. Den del af danskerne der skulle med en bus klokken 8, kom først afsted klokken 10. Heldigvis begyndte det at flyde lidt bedre, så vi kom kun afsted en time forsinket.
Hotellet vi kom ud til var helt fantastisk. Det er meget fornemt. Da vi kom, blev vi sat ned i et rum, hvor vi skulle vente sammen med belgierne.
 |
| Igen venter vi. |
Anette (assistent til Søren - aHOD) og jeg snakkede med den ansvarlige fra SO på hotellet. Hun var enormt irriterende, og blev ved med at sige, at vi kun kunne få 10 værelser, og at hun ikke kunne ændre noget. Belgierne havde samme problem.
Da vi var allermest irriterede ankom USA, og så mente hun, at hun lige skulle over og byde dem velkommen. Der blev jeg dog så irriteret at jeg sagde, at hun altså var nødt til at løse vores problem, før hun gik videre. Søren ringede helt tilfældigt, jeg forklarede hvad der foregik. Han ringede til de ansvarlige for indkvartering, som ringede til hende vi snakkede med og sagde, at vi skulle have 11 værelser, for det var gået i orden i går.
Da hun så gik op og snakkede med hotelpersonalet, var de først lidt uforstående, men det viste sig at være fordi, de allerede havde registreret, at vi skulle have 11 værelser. Så fik vi de sidste nøglekort, og vi kunne endelig gå til frokost.
Maden er HELT FANTASTISK på det her hotel. Omgivelserne er overvældende og alt er bare så fint. Jeg følte mig hel malplaceret i min SO-uniform.
Jeg får lov til at sove sammen med Anette, da hun har en ledig seng. Skønt.
Lige nu er jeg hjemme for at hente rent tøj og så skal jeg afsted til hotellet igen.
Lille note: Allerede efter 3 dage er mine shorts (uniformen) ved at gå i stykker. I syningerne i siderne er stoffet simpelthen ved at falde fra hinanden. Det er ret træls. Jeg har fået lov til at tage ud og hente et nyt par eller bare gå i jeans. Indtil videre render jeg rundt i mine egne shorts, da der er ret langt ud til der, hvor jeg kan få mine nye shorts... Men de skal da nok hentes på et tidspunkt.
Jeg ved ikke hvor meget jeg får tid til at opdatere, men håber da at kunne nå at fortælle lidt om hvad der sker hernede.
At melde mig som frivillig til det her, var en RIGTIG GOD BESLUTNING. Det er en fed oplevelse allerede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar