Special Olympics er i gang

Så er det blevet tid til at alle konkurrencerne går i gang. Lørdag aften skulle der være åbningsceremoni, og jeg forberedte mig på en stille dag med opladning til om aftenen... Men klokken 6.30 blev jeg vækket og bedt om at tage ud på et sygehus, hvor en af fodboldpigerne var indlagt. En af hendes trænere var derude, men ingen af dem havde sovet hele natten, så træneren ville gerne til hotellet.
Jeg kom derud, og så faldt Simone (fodboldspilleren) i søvn. Efter et par timer kom Maria (den tredje DAL) og overtog, da hun kan flydende græsk. De sagde pludselig ude på sygehuset at den MR-scanning vi ventede på var på et andet sygehus - det vidste vi godt, men de kunne ikke sige hvornår vi kunne komme til. Vi kunne risikere at skulle vente i flere dage. Maria fik derfor Simone udskrevet og købte et par krykker til hende, så hun kunne komme med til åbningsceremonien. Jeg tog tilbage til hotellet og gjorde mig klar til om aftenen.

Åbningsceremonien
Så blev det tid til at tage fra hotellet. Vi stod på listen over afgange som nogle af de første, men vi kom afsted som de sidste. Det tog vi dog ret roligt, for om vi ventede i hotellets lobby eller under nogle parasoller i centrum gjorde ikke den store forskel.
Da vi endelig kom derud, var resten af delegationen der (vi er delt på 4 hoteller), og vi begyndte med forskellige fællessange. Det blev både til nationalsangen, sejle op af åen osv. Det var super hyggeligt.

Den danske delegation. Læg mærke til at det er trænerne der ser mest skøre ud.

Efter et stykke tid blev vi stillet op, som vi skulle gå indmarch, og vi bevægede os langsomt ned mos stadion (Panathinaiko stadion - Kalimarmaro). Det tog lang tid, men igen var alle så spændte og glade, at det ikke gjorde så meget. Jo tættere vi kom på stadion, jo mere kunne vi høre musikken, der drønede ud af højttalerne, og jeg begyndte at kunne mærke spændingen for alvor i maven.

Mig og to af udøverne.

Endelig blev det vores tur til at gå ind... WOW... Det var så vildt... Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Der var rigtig mange mennesker (selvom stadion faktisk ikke var fyldt). Det var så vildt at gå hele vejen gennem stadion og vinke til alle mennesker, og så blive placeret der, hvor vi skulle sidde. Vi gik i alfabetisk rækkefølge efter det græske alfabet.

Billede af storskærmen, der viser den danske delegation.

Selve showet var rigtig godt og super flot lavet, men det var for langt! Alle var trætte, og mange skulle op og divisioneres dagen efter. Der var en del taler på græsk. Der var undertekster på storskærmen, men underteksterne var hvide, og det var de fleste taleres tøj også - ikke ret smart. Og det ramte bare slet ikke målgruppen, udøverne var meget ligeglade med talerne. Vi var fra starten en time forsinket i forhold til planen.
Der var to ting ved showet, som jeg var ekstra vild med. 1. Medværtinden var Venessa Williams (sanger og skuespiller - hun spiller bl.a. Wilhelmina i Ugly Betty). Og 2. hovednummeret var STEVIE WONDER!!!!!

Venessa Williams var medværtinde.

Stevie Wonder spillede nogle numre.

Endelig kom øjeblikket, hvor flammen skulle tændes. Først blev den løbet en tur rundt på stadion, hvor en løber fra hver kontinent løb med den, og til sidst blev flammen sendt afsted op til der, hvor den skal brænde under hele forløbet.

Flammen er blevet tændt.

Da vi endelig skulle ud til busserne, var det ret kaotisk, men vi fik samlet tropperne og bevæget os derud af. Vi blev ledt i forskellige retninger efter hvilket hotel vi boede på. Vi ventede og ventede og ventede bag en afspærring, hvor de kaldte folk ud, når deres busser var der. Vores hotel (Metropolitan) bliver i Special Olympics-sammenhænge kaldt SOV12, men der blev ikke kaldt nogen ud til SOV 12.
Vi endte med at stå og vente i over 2 timer, og det var ikke vores rigtige busser, der kørte os tilbage til hotellet, men andre chauffører, der havde kørt dem de skulle, men som godt ville køre os hjem. Det var frustrerende at stå og vente uden at kunne gøre noget, og det kan man altså ikke byde folk - og slet ikke når de skal konkurrere dagen efter. Vi var hjemme ved 3.30-tiden og den første skulle op kl. 5.30 for at komme ud og spille boccia til tiden. Det er altså umuligt at gøre sit bedste efter så kort tids søvn!
Og han var ikke engang den, der havde det værst. Nogle på andre hoteller havde kun fået 40 minutters søvn.

Første konkurrencedag
Søndag var jeg en af de heldige, der kunne sove længe. Jeg skulle nemlig først op klokken 9 for at nå at få morgenmad, derefter slappede jeg af i en time, før jeg skulle afsted med håndboldholdet. Deres trænere var taget tidligere afsted, fordi de skulle til trænermøde, så jeg fulgte spillerne derud en time senere.

Håndboldholdet.

Vi har haft nogle problemer med et par af id-kortene herude. Bl.a. har en af håndboldspillerne slet ikke fået hans, så han har gået rundt med et andet, som var til overs. I princippet må han ikke komme med på banen, hvis han ikke har det rigtig id-kort. Vi fik kæmpet lidt, og vupti, så fik han sit id. Skønt, at der i det mindste er styr på det nu.

De kampe de skulle spille søndag var divisioneringskampe. Dvs. at de spiller 9 minutter af gangen med forskellige hold, og så inddeles de i grupper efter evne. Det er altså ikke så vigtige kampe, men de skal stadig gøre deres bedste, for hvis de spiller 15 % bedre til de rigtig konkurrencer risikerer de at blive diskvalificerede med snyd som begrundelse. 

Der var virkelig styr på tingene ude til håndbold. Alt var planlagt ned til mindste minut, og planen holdt! Jeg snakkede med nogle af dem, der står for det derude, og de sagde at det var lidt presset at skulle være så præcis, men at det tydeligvis betalte sig. 

Der er tilknyttet en person derudefra til hvert hold, og hende, der er tilknyttet det danske hold, er bare rigtig sød og hjælpsom. 

Der spilles håndbold i samme hal (det er en gammel flyhangar). Der gik det til gengæld helt anderledes. Ved middagstid var de allerede 2 timer forsinkede. Det var ikke så heldigt, for vi var inviteret til reception med ambassadøren om aftenen, og selv hvis tidsplanen havde holdt, havde de haft travlt. 

De holdt dog hovedet højt, og der blev lagt en plan b... 

Reception med den danske ambassadør

Klokken 19 blev vi hentet med bus på hotellet og kørt ind til byen. Her blev vi mødt af en dame fra ambassaden. Vi skulle gå et lille stykke, for man måtte ikke køre helt derind, hvor det blev holdt.

Det var en god reception. Ambassadøren Tom Nørring stod og gav hånd til alle da vi kom. Han holdt en fin lille tale for os og så var der lidt mad. Ingen af udøverne måtte få alkohol (uanset alder), men det måtte vi andre. Der var et par stykker, der var lidt misundelige på mit vinglas.

Udøverne opførte sig pænt til receptionen.

Til receptionen mødte jeg Natja, der allerede har været til finale i 800 meter fri (svømning). Hun vandt sølv. Det er så flot!

Natja med hendes flotte medalje.

Vi kom noget tidligere hjem fra receptionen end vi gjorde fra åbningsceremonien. Alle gik næsten direkte i seng, for alle var trætte. 

En rolig dag

Mandag fik jeg en lidt let opgave. Simone, der havde skadet sit knæ (hende der var på sygehuset) var så træt pga. søvnmangel, at hun ikke kunne tage med ud og se de andre spille mandag. Så jeg blev sendt ud og være ved hende indtil holdet kom tilbage. Det var ret besværligt at komme derud med offentlige transportmidler, så selvom jeg tog fra mit hotel klokken 8.10, var jeg første derude ved 11-tiden! Men det lykkedes. 

Da jeg kom derud sov Simone, men jeg fik hende vækket, så hun lukkede mig ind.

Hun faldt hurtigt i søvn igen, og det gjorde jeg også. Hun klagede lidt over at jeg snorkede, men det kan jeg ikke gøre noget ved, for jeg blev forkølet af at vente på bussen lørdag nat, så jeg havde snot i hele hovedet. 

Ved middagstid ringede Maria og sagde, at hun var på vej ud til skadestuen, hvor Rose (en af fodboldspillerne) var blevet sendt ud med en skade. Fordi hun er fra SO kom hun foran i køen, og kom derfor hurtig til. Efter et stykke tid ringede Maria og sagde, at de var på vej fra sygehuset, og at de kørte omkring McDonald's før de kom ud til hotellet. De tog mad med til os, så da de kom, sad vi og spiste. Derefter tog Maria afsted igen.

Rose har heldigvis ikke brækket noget, men kun en kraftig forstuvning. Hun må ikke støtte på benet overhovedet i 2 dage, og så skal hun ind og snakke med dem igen på sygehuset. Hun havde fået nogle smertestillende piller, som hun skulle tage efter hver måltid, så hun tog sådan en, og så faldt hun i søvn. Lidt efter faldt Simone også i søvn, og se begyndte jeg også at snorke. Rose brokkede sig også over at jeg snorkede... Jeg vågnede ved at de andre kom hjem og bankede på døren.

Så skulle jeg finde en bus hjem... Og det var sådan set let nok, men det var svært at finde ud af hvornår den kørte (den kørte kun én gang i timen). Helt tilfældigt kom shuttlebusserne fra fodbold da jeg stod ude ved vejen. Jeg spurgte en af chaufførerne om han kørte tilbage til Hellenikon (hvor de spiller, og hvor der er tram-forbindelse til hotellet), og han lod mig køre med. Da vi kom til Hellenikon satte han mig bare af ved vejen, for han var egentlig færdig med at køre for den dag, så han havde gjort mig en kæmpe tjeneste ved at tage mig med. Super sødt af ham.

Aftenen blev brugt på afslapning. Jeg hoppede i nattøjet klokken 21 og hyggede mig med at se film i fjernsynet. Anette, som jeg deler værelse med, var ude og spise med forældrene, der er hernede. Hun kom først hjem efter jeg var faldet i søvn. 

Sejr i badminton

I dag var jeg igen ude og se håndbold og badminton. De er nu igang med de rigtig konkurrencer.

Håndbold fik tæsk af Indien, og vi har indgivet en klage, da de mener, at Indien snød til divisionering. 

Maja vandt sin badmintonkamp, og hun var så glad at jeg fik et kæmpe stort knus da hun kom ud. 

Maja i kamp.

Det har været en dejlig, stille dag. Hvad imorgen bringer, ved jeg ikke...