Sidste turisttur med Sofia
Onsdag den 8. juni tog jeg Sofia med på en sidste turisttur. Hun skulle nemlig hjem på ferie i Rusland den 10. og bliver der en måned, så det var sidste chance for at se hende, før jeg tager hjem.
Denne gang gik vi ikke på kirkegården, men i stedet til Sokrates' fængsel (som faktisk ikke er hans fængsel - det er simpelthen så dumt). Efter det, gik vi op til Filopappous's monument - det tog os lidt tid at finde det, og vi kom bestemt ikke derop på den nemmeste måde.
Vi gik derefter op på Akropolis igen - bare fordi vi kan, men det var simpelthen så varmt, at vi hurtigt smuttede på café i stedet for.
Det var hyggeligt at se hende igen, men ret vemodigt at sige farvel... Jeg ved jo ikke hvornår jeg kommer til at se hende igen.
Åh ja forresten, som I nok kan se på billedet, er jeg blevet klippet og har fået sommerhår - det andet var allerede ved at være for varmt.
Flame of Hope
Torsdag den 9. var der lærervalg, så skolen var lukket. Jeg tog derfor til Flame of Hope-ceremonien. Det er den ceremoni, hvor den olympiske flamme bliver tændt.
Det var en rigtig fin ceremoni, hvor der var inviteret ambassadører og andre fornemme mennesker, en minister var der og holde tale, formanden for den græske udgave af Special Olympics og formanden for Special Olympics International var der selvfølgelig også.
Efter flammen blev tændt, blev den givet til de to første løbere. Dem der løber med flammen er atleter og politimænd fra hele verden.
Det var en rigtig flot ceremoni, og den var meget rørende. Selvom vi sad i middagssolen fik jeg flere gange gådehud.
Weekend i Meteora
Lørdag den 11. juni tog jeg til Meteora. Det er ikke umiddelbart et sted, der er ret kendt i Danmark, men det er helt fantastisk, og det burde være et must-see for alle, der tager til Grækenland.
Det er ikke til at forklare, hvor fantastisk landskabet er, og billederne gør det slet ikke ære... Men jeg tog alligevel rigtig mange billeder.
Jeg ved ikke om man skal kalde Meteora en samling af klipper eller bjerge. De står midt i landskabet, som om de er placeret der (se billedet ovenfor). I mange hundrede år har religiøse mennesker trukket sig tilbage fra det verdslige liv og kravlet op i indhak i de lodrette bjergsider for at tilegne resten af deres liv til Gud. Jeg forstår ikke hvordan de er kommet derop til at starte med, men det udviklede sig til, at der opstod en del klostre oppe på klipperne. Mange af dem er nedlagt igen og sporene næsten helt forsvundet, men der er stadig 6 fungerende klostre deroppe, 5 med munke og 1 med nonner. De er blevet lidt til turistattraktioner.
Søndag morgen tog jeg bussen op til det kloster, der ligger højest oppe. Jeg valgte ikke at gå ind i klostrene, men bare gå ud til dem allesammen og nyde naturen. Og hold op, hvor er den fantastisk!
Ud fra de skilte jeg gik forbi, der angav afstande til de forskellige klostre, gik jeg i løbet af søndag 15 km. Jeg gik forbi alle 6 klostre og så hele vejen tilbage til en by, jeg boede i.
Der var et par stykker i bil, der holdt ind og spurgte, om jeg ville have et lift, men jeg havde det fint med at gå. Da jeg kom ned fra Meteora, kom jeg til en landsby, hvor jeg valgte at gå ind og få noget at spise. Mens jeg sad der begyndte det at regne, lyne og tordne - på den sydeuropæiske måde. På mirakuløs vis holdt det op, da jeg var færdig med at spise, og jeg gik det sidste stykke vej uden at blive våd. Jeg tog et bad på hotellet, og kunne der høre, at det begyndte at regne igen. Da det blev tid for mig til at gå ud og få aftensmad, var det holdt op igen... Ret heldigt for mig.
Mandag formiddag tog jeg bussen tilbage til Athen.
Meteora er helt fantastisk, men det er altså lidt kedeligt at tage på weekendtur alene... Næste gang jeg skal dertil, må jeg tvinge en til at tage med mig, og så må jeg tvinge mig selv i kloster.
Farvel til børnene
Så kom vi til dagen... Dagen, hvor jeg skulle sige farvel til børnene og skolen...
Jeg tog ud på skolen klokken 10, hvor jeg skulle øve aftenens show med 6. klasse og musiklæreren. Thalia havde timer i 5. klasse og de to 3. klasser, så jeg var i løbet af dagen oppe og sige farvel til dem. Jeg kom selvfølgelig til at græde, da jeg skulle sige farvel. I den ene 3. klasse ville de næsten ikke lade mig gå igen, for alle børnene ville have et kram.
Thalia skulle ikke have 2. klasserne, så jeg fik Annie (Thalias datter) til at gå med mig og oversætte for mig. De virkede mere ligeglade med det, men jeg har heller ikke rigtig haft nogen rolle hos dem, udover at sidde og kigge (og kede mig). Jeg fældede heller ikke nogen tårer, da jeg sagde farvel til dem.
Da vi var færdige med at øve med 6. klasserne kaldte jeg min klasse sammen. Vi havde endelig fået afsluttet vores eventyremne, så jeg havde lavet en lille "bog" til dem med deres eventyr. Desværre havde en af grupperne ikke afleveret deres, så den kom ikke med. Jeg ville rigtig gerne have haft den med, men jeg kunne jo ikke rigtig udsætte det mere, når det nu var sidste dag.
Derudover havde jeg lavet en cd-rom til dem allesammen med det materiale vi har brugt, videoen med de danske elever, der synger Bjældeklang, de andre videoer vi har lavet i løbet af året, musik og billeder. De blev rigtig glade for dem. Da jeg skulle sige farvel kunne jeg slet ikke holde tårerne tilbage, og jeg græd rigtig meget. Eleverne var også ret påvirkede, og flere kneb en tåre. Der var endda to af drengene, der virkelig græd. Det var rigtig hårdt at se og det var svært at sige farvel - også selvom vi skulle ses om aftenen.
Vi mødtes på skolen klokken 18, selvom showet først var klokken 19, for nogle af eleverne skulle males hvide i hovederne og på armene, for de skulle lave et lille teaterstykke som det første i showet.
Grækernes syn på punktlighed kom til udtryk denne aften. Vi havde sagt til alle eleverne, at de skulle være på skolen klokken 18, alligevel var vi nødt til at vente med at gå i gang, fordi det ikke var alle der var dukket op 19.10. Vi gik i gang omkring 19.15 (det er ret tæt på planlagt tidspunkt i fht. at det er i Grækenland), men folk kom dryssende (forældre) helt hen til kl. 19.45.
Det gik rigtig godt. Det første i showet var teaterstykket, derefter skulle den anden 6. klasse synge nogle sange, så vi havde rigtig travlt med at få fjernet den hvide ansigtsmaling. Heldigvis var en flok af lærerne kommet ud for at hjælpe, og de elever, der ikke var malede hjalp også til, så alle blev klar til at gå på scenen igen, hvor de skulle synge sammen med de andre, og to elever (Annie og en af pigerne fra den anden klasse) skulle læse et par digte højt - nogle de selv havde lavet.
Derefter fremlagde tre elever noget om Danmark, med tilhørende powerpoint. Og så blev det min tur...
Jeg skulle op og holde farvel-tale... Nøj jeg var nervøs, og det sekund jeg begyndte at tale begyndte jeg at græde. Iolenna (den anden engelsklærer) oversatte til græsk for mig. Jeg ville nemlig ikke have Thalia til det, for jeg kaldte hende op på scenen for at takke hende på det her skoleår. Sidst Kristian var hernede, havde han en roligan-hoptimist med til mig (for det havde jeg bestilt), og den gav jeg til Thalia i takke-gave. Hun blev også rørt og kunne næsten ikke sige noget...
Efter min tale dansede eleverne den dans vi har øvet siden påske, og det var så vores del af showet. De var super gode - har aldrig set dem bedre.
Derefter blev alle elever kaldt til scenen, og de fik diplom og en gave af skolen. Hernede skifter elever nemlig skole efter 6. klasse. Til sidst holdt inspektøren en tale, hvor han bl.a. sagde tak til mig for at være kommet til Athen, at de vil savne mig og altid huske mig.
Som forudset var klassen ikke samlet derefter, men rendte rundt og hyggede sig inden de skulle hjem, så det var godt at jeg vil sagt mit farvel om eftermiddagen.
Det var en meget underlig fornemmelse at tage bussen hjem derudefra... Så skal jeg ikke derud igen... Det er godt nok en vildt mærkelig følelse. Det er næsten værre end da jeg sidste år skulle sige farvel til eleverne i Skægkær, for jeg bor jo snart ikke længere hernede, så jeg render ikke lige på dem på gaden eller noget...
Jeg er ikke engang sikker på at se Thalia igen, for hun har rigtig mange kurser osv. indtil den 22. juni, og den danske Special Olympics-delegation kommer jo herned den 20.
Grækerne går amok
I går (onsdag) var der varslet mange strejker og demonstrationer. I min naivitet troede jeg, at butikkerne stadig holdt åbent, så jeg gik afsted for at købe mig en ny bog. Jeg blev dog temmelig skuffet, for butikken var lukket. Jeg var nede omkring Syntagma-pladsen (omkring middagstid) og der var rigtig mange mennesker med flag, bannere og skilte. De råbte i kor og demonstrerede ret fredeligt. Jeg havde desværre ikke mit kamera med - øv øv øv.
Om eftermiddagen skulle jeg til SO-møde, og jeg havde aftalt med Tina B. (fra ambassaden) at mødes i Syntagma og følges derfra. Pga. demonstrationen aftalte vi at mødes nede på metrostationen i stedet for uden for. Hun var dog nødt til at gå igennem demonstrationen for at komme dertil, hvorimod jeg tog metroen fra Omonia.
Hun fortalt at det var umuligt at trække vejret oppe på pladsen, fordi ting brændte, folk gik amok og der var tåregas overalt. Det med tåregassen havde jeg nu regnet ud, for da jeg kom ud af metroen og skulle finde hende, kunne jeg næsten ikke trække vejret pga. gassen også var trængt ned til metroen. Tina kunne dog ikke lugte det dernede, fordi hun jo kom derfra, hvor det var værre. Jeg nåede heldigvis ikke at være i det så lang tid, at mine øjne begyndte at gøre ondt og løbe i vand, men det gjorde Tina.
Vi skyndte os at tage ud til mødet og væk fra kaosset. Der var rigtig mange, der havde søgt tilflugt nede på metrostationen - deraf mange, der havde fået meget tåregas.
Det var meget deprimerende at se Syntagma i dag, hvor alle caféer, hoteller og butikker ud til pladsen var i gang med at rydde op og reparere... Det er så trist, at athenerne (anarkisterne) på denne måde ødelægger deres egen by.
SO-mødet jeg var ude til var (igen) spild af tid. Jeg fik dog én ting ud af det, jeg fik udleveret den mobiltelefon vi har til rådighed under SO.
Det er så FRUSTRERENDE, at de bare ikke har styr på noget som helst! Og hende vi skal rapportere til hele tiden er ulidelig. Hun er nedladende og hun virker fuld hele tiden.
Godt at Tina og jeg har hinanden at brokke os til, at vi er sammen med endnu en frivillig ved den danske delegation, og at vores delegation skal bo på et par hoteller, hvor Færøerne også skal bo, og deres frivillige (Helle) er også dansker og rigtig sød. Så vi har hinanden at støtte os til.
Det var spild af tid, og pga. det kom jeg så sent hjem, at jeg ville komme for sent til Jamila's "see you soon"-fest. Jeg havde inviteret Elissavet med. Hun var ligefrem ved at blive nervøs for, om jeg var taget afsted uden hende, fordi jeg kom så sent tilbage fra mødet.
"See you soon"-fest
Jamila synes det er for deprimerende at have en farvel-fest, så hun valgte at samle nogle venner til en "see you soon"-fest.
Elissavet og jeg kom næsten en time for sent. Det var en rigtig hyggelig aften. Vi fik snakket og grinet en masse. En af Jamila's venner er kok, så han havde meldt sig frivillig til at lave mad til os. Og nøj, det var god mad!
Desværre var vi nødt til at tage hjem allerede 23.30 for at nå et tog i stedet for at skulle betale en taxa hjem.
Det var en god afslutning på en ellers frustrerende dag. Jeg ser nok et par af dem igen inden jeg rejser, men det gør bestemt ikke noget.
Jamila og jeg kommer i hvert fald til at se hinanden en del stadig. I dag har vi været ude og kigge på computere (igen) og jeg modstod (igen) fristelsen. Men denne gang fik Jamila endelig købt sig et kamera. Hun har kun snakket for alvor om det i to måneder, så nu fik hun endeligt købt et.
Efter at have købt det mødtes jeg med Genta til frokost, og derefter tog jeg ud til Jamila igen, hvor vi legede med hendes nye kamera, og hun tvang mig til at se en 3 timer lang indisk film. Det er altså ikke lige min type film...
Nu går det snart løs med Special Olympics. På mandag kommer delegationen. Det bliver så spændende.
Onsdag den 8. juni tog jeg Sofia med på en sidste turisttur. Hun skulle nemlig hjem på ferie i Rusland den 10. og bliver der en måned, så det var sidste chance for at se hende, før jeg tager hjem.
Denne gang gik vi ikke på kirkegården, men i stedet til Sokrates' fængsel (som faktisk ikke er hans fængsel - det er simpelthen så dumt). Efter det, gik vi op til Filopappous's monument - det tog os lidt tid at finde det, og vi kom bestemt ikke derop på den nemmeste måde.
 |
| Sofia og jeg på vores sidste turisttur. |
Det var hyggeligt at se hende igen, men ret vemodigt at sige farvel... Jeg ved jo ikke hvornår jeg kommer til at se hende igen.
Åh ja forresten, som I nok kan se på billedet, er jeg blevet klippet og har fået sommerhår - det andet var allerede ved at være for varmt.
Flame of Hope
Torsdag den 9. var der lærervalg, så skolen var lukket. Jeg tog derfor til Flame of Hope-ceremonien. Det er den ceremoni, hvor den olympiske flamme bliver tændt.
 |
| På vej til Flame of Hope-ceremonien. |
Efter flammen blev tændt, blev den givet til de to første løbere. Dem der løber med flammen er atleter og politimænd fra hele verden.
 |
| Flammen bliver tændt. |
Weekend i Meteora
Lørdag den 11. juni tog jeg til Meteora. Det er ikke umiddelbart et sted, der er ret kendt i Danmark, men det er helt fantastisk, og det burde være et must-see for alle, der tager til Grækenland.
Det er ikke til at forklare, hvor fantastisk landskabet er, og billederne gør det slet ikke ære... Men jeg tog alligevel rigtig mange billeder.
 |
| Meteora. |
 |
| Et af klostrene i Meteora. |
 |
| Meteora. |
 |
| Endnu et kloster. |
 |
| Og lige endnu et kloster. |
Mandag formiddag tog jeg bussen tilbage til Athen.
Meteora er helt fantastisk, men det er altså lidt kedeligt at tage på weekendtur alene... Næste gang jeg skal dertil, må jeg tvinge en til at tage med mig, og så må jeg tvinge mig selv i kloster.
Farvel til børnene
Så kom vi til dagen... Dagen, hvor jeg skulle sige farvel til børnene og skolen...
Jeg tog ud på skolen klokken 10, hvor jeg skulle øve aftenens show med 6. klasse og musiklæreren. Thalia havde timer i 5. klasse og de to 3. klasser, så jeg var i løbet af dagen oppe og sige farvel til dem. Jeg kom selvfølgelig til at græde, da jeg skulle sige farvel. I den ene 3. klasse ville de næsten ikke lade mig gå igen, for alle børnene ville have et kram.
Thalia skulle ikke have 2. klasserne, så jeg fik Annie (Thalias datter) til at gå med mig og oversætte for mig. De virkede mere ligeglade med det, men jeg har heller ikke rigtig haft nogen rolle hos dem, udover at sidde og kigge (og kede mig). Jeg fældede heller ikke nogen tårer, da jeg sagde farvel til dem.
Da vi var færdige med at øve med 6. klasserne kaldte jeg min klasse sammen. Vi havde endelig fået afsluttet vores eventyremne, så jeg havde lavet en lille "bog" til dem med deres eventyr. Desværre havde en af grupperne ikke afleveret deres, så den kom ikke med. Jeg ville rigtig gerne have haft den med, men jeg kunne jo ikke rigtig udsætte det mere, når det nu var sidste dag.
Derudover havde jeg lavet en cd-rom til dem allesammen med det materiale vi har brugt, videoen med de danske elever, der synger Bjældeklang, de andre videoer vi har lavet i løbet af året, musik og billeder. De blev rigtig glade for dem. Da jeg skulle sige farvel kunne jeg slet ikke holde tårerne tilbage, og jeg græd rigtig meget. Eleverne var også ret påvirkede, og flere kneb en tåre. Der var endda to af drengene, der virkelig græd. Det var rigtig hårdt at se og det var svært at sige farvel - også selvom vi skulle ses om aftenen.
Vi mødtes på skolen klokken 18, selvom showet først var klokken 19, for nogle af eleverne skulle males hvide i hovederne og på armene, for de skulle lave et lille teaterstykke som det første i showet.
 |
| Musiklæreren (Margarita) og mig. |
Det gik rigtig godt. Det første i showet var teaterstykket, derefter skulle den anden 6. klasse synge nogle sange, så vi havde rigtig travlt med at få fjernet den hvide ansigtsmaling. Heldigvis var en flok af lærerne kommet ud for at hjælpe, og de elever, der ikke var malede hjalp også til, så alle blev klar til at gå på scenen igen, hvor de skulle synge sammen med de andre, og to elever (Annie og en af pigerne fra den anden klasse) skulle læse et par digte højt - nogle de selv havde lavet.
Derefter fremlagde tre elever noget om Danmark, med tilhørende powerpoint. Og så blev det min tur...
Jeg skulle op og holde farvel-tale... Nøj jeg var nervøs, og det sekund jeg begyndte at tale begyndte jeg at græde. Iolenna (den anden engelsklærer) oversatte til græsk for mig. Jeg ville nemlig ikke have Thalia til det, for jeg kaldte hende op på scenen for at takke hende på det her skoleår. Sidst Kristian var hernede, havde han en roligan-hoptimist med til mig (for det havde jeg bestilt), og den gav jeg til Thalia i takke-gave. Hun blev også rørt og kunne næsten ikke sige noget...
 |
| Nogle af de dejlige elever inden tæppefald. |
Derefter blev alle elever kaldt til scenen, og de fik diplom og en gave af skolen. Hernede skifter elever nemlig skole efter 6. klasse. Til sidst holdt inspektøren en tale, hvor han bl.a. sagde tak til mig for at være kommet til Athen, at de vil savne mig og altid huske mig.
Som forudset var klassen ikke samlet derefter, men rendte rundt og hyggede sig inden de skulle hjem, så det var godt at jeg vil sagt mit farvel om eftermiddagen.
Det var en meget underlig fornemmelse at tage bussen hjem derudefra... Så skal jeg ikke derud igen... Det er godt nok en vildt mærkelig følelse. Det er næsten værre end da jeg sidste år skulle sige farvel til eleverne i Skægkær, for jeg bor jo snart ikke længere hernede, så jeg render ikke lige på dem på gaden eller noget...
Jeg er ikke engang sikker på at se Thalia igen, for hun har rigtig mange kurser osv. indtil den 22. juni, og den danske Special Olympics-delegation kommer jo herned den 20.
Grækerne går amok
I går (onsdag) var der varslet mange strejker og demonstrationer. I min naivitet troede jeg, at butikkerne stadig holdt åbent, så jeg gik afsted for at købe mig en ny bog. Jeg blev dog temmelig skuffet, for butikken var lukket. Jeg var nede omkring Syntagma-pladsen (omkring middagstid) og der var rigtig mange mennesker med flag, bannere og skilte. De råbte i kor og demonstrerede ret fredeligt. Jeg havde desværre ikke mit kamera med - øv øv øv.
Om eftermiddagen skulle jeg til SO-møde, og jeg havde aftalt med Tina B. (fra ambassaden) at mødes i Syntagma og følges derfra. Pga. demonstrationen aftalte vi at mødes nede på metrostationen i stedet for uden for. Hun var dog nødt til at gå igennem demonstrationen for at komme dertil, hvorimod jeg tog metroen fra Omonia.
Hun fortalt at det var umuligt at trække vejret oppe på pladsen, fordi ting brændte, folk gik amok og der var tåregas overalt. Det med tåregassen havde jeg nu regnet ud, for da jeg kom ud af metroen og skulle finde hende, kunne jeg næsten ikke trække vejret pga. gassen også var trængt ned til metroen. Tina kunne dog ikke lugte det dernede, fordi hun jo kom derfra, hvor det var værre. Jeg nåede heldigvis ikke at være i det så lang tid, at mine øjne begyndte at gøre ondt og løbe i vand, men det gjorde Tina.
Vi skyndte os at tage ud til mødet og væk fra kaosset. Der var rigtig mange, der havde søgt tilflugt nede på metrostationen - deraf mange, der havde fået meget tåregas.
 |
| McDonald's dagen derpå. |
SO-mødet jeg var ude til var (igen) spild af tid. Jeg fik dog én ting ud af det, jeg fik udleveret den mobiltelefon vi har til rådighed under SO.
Det er så FRUSTRERENDE, at de bare ikke har styr på noget som helst! Og hende vi skal rapportere til hele tiden er ulidelig. Hun er nedladende og hun virker fuld hele tiden.
Godt at Tina og jeg har hinanden at brokke os til, at vi er sammen med endnu en frivillig ved den danske delegation, og at vores delegation skal bo på et par hoteller, hvor Færøerne også skal bo, og deres frivillige (Helle) er også dansker og rigtig sød. Så vi har hinanden at støtte os til.
Det var spild af tid, og pga. det kom jeg så sent hjem, at jeg ville komme for sent til Jamila's "see you soon"-fest. Jeg havde inviteret Elissavet med. Hun var ligefrem ved at blive nervøs for, om jeg var taget afsted uden hende, fordi jeg kom så sent tilbage fra mødet.
"See you soon"-fest
Jamila synes det er for deprimerende at have en farvel-fest, så hun valgte at samle nogle venner til en "see you soon"-fest.
Elissavet og jeg kom næsten en time for sent. Det var en rigtig hyggelig aften. Vi fik snakket og grinet en masse. En af Jamila's venner er kok, så han havde meldt sig frivillig til at lave mad til os. Og nøj, det var god mad!
Desværre var vi nødt til at tage hjem allerede 23.30 for at nå et tog i stedet for at skulle betale en taxa hjem.
 |
| Jamila og mig. |
Jamila og jeg kommer i hvert fald til at se hinanden en del stadig. I dag har vi været ude og kigge på computere (igen) og jeg modstod (igen) fristelsen. Men denne gang fik Jamila endelig købt sig et kamera. Hun har kun snakket for alvor om det i to måneder, så nu fik hun endeligt købt et.
Efter at have købt det mødtes jeg med Genta til frokost, og derefter tog jeg ud til Jamila igen, hvor vi legede med hendes nye kamera, og hun tvang mig til at se en 3 timer lang indisk film. Det er altså ikke lige min type film...
Nu går det snart løs med Special Olympics. På mandag kommer delegationen. Det bliver så spændende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar