Påskeferie på Santorini

Årets første strandtur
Den 9. april var vejret så godt, at Jamila og jeg besluttede at tage til stranden sammen. To af hendes veninder tog med os, og det var rigtig hyggeligt at ligge på stranden og snakke, høre musik og bare hygge os.
Jeg skulle selvfølgelig lige ned og mærke vandet... Det er stadig MEGET koldt!
Resultatet af turen blev, at jeg blev skoldet på ryggen, der hvor jeg ikke havde fået smurt mig godt nok, og jeg blev forkølet pga. det kolde vand. Typisk!

Besøg hjemmefra - HURRA
Torsdag den 14. april fik jeg besøg af Kristian. Han kom om aftenen og fredag morgen, tog vi ud på skolen til sidste dag før påske. Hernede har vi påskeferie i to hele uger, så jeg starter først igen den 2. maj - og den første uge har jeg kun 4 timer, da Thalia tager til Tyrkiet, og så tager jeg 6. klasse alene og resten får vikar.
Påskeafslutningen var en tur i kirke. Vi tog med til det, men jeg må indrømme at det virkede rimelig meningsløst. Ingen kunne høre hvad præsten "sang"/messede, børnene snakkede, der var ikke stole nok til alle. Og da de skulle til nadveren hamstede flere af børnene brød - her er det nemlig rigtig brød der bliver givet under nadveren og ikke de små pap-lignende stykker vi får derhjemme.
Derefter skulle lærerne have lærermøde (mens eleverne skulle underholde sig selv). Som man kunne forventet blev det ret forsinket, da folk ikke rigtig dukkede op til tiden. Eleverne skulle blive på skolen og have undervisning til klokken 14, så for mig, virker det ret tåbeligt at holde lærermøde midt på dagen og lade børnene underholde sig selv, i stedet for at vente til efter skole.
Kristian og jeg valgte at smutte, så vi ikke behøvede at vente på de sidste par timer...
Lørdag spiste vi brunch sammen med Jamila.

Santorini
Før jeg fortæller om vores tur til Santorini, er der lige nogle facts:
 - Santorini er en ø (ø-gruppe), som er en del af de kykladiske øer (eller hvad de hedder på dansk).
 - Santorini som det ser ud i dag, er skabt af en vulkan, som stadig er aktiv.
 - Selve øen, vi kalder Santorini er 75 km2 og har ca. 6000 indbyggere.
 - Der er ingen egentlige byer, men bare landsbyer.

Søndag (meget) tidlig morgen drog vi til Peiraias for at tage færgen til Santorini. Vi kom så sent, at der kun var pladser tilbage udenfor! Det var super koldt og træls at skulle sidde derude.

Os på færgen da vi endelig fik en plads indenfor.

Da vi kom til Santorini, blev vi hentet på havnen af konen til ham, der ejer det hotel/motel, som vi skulle bo på. Det var et meget billigt hotel vi havde fundet, så jeg må indrømme, at jeg ikke forventede mig meget... Og det levede op til mine forventninger. Der stod på nettet, at der var trådløst internet, og det var der også, man kunne bare ikke nå forbindelsen fra det hus vi boede i. Der stod at der var fjernsyn, det var der også, men kanalerne var ikke installeret og de forsvandt hele tiden. Det gjorde dog, at Kristian var underholdt meget af den tid vi brugte på hotellet med at finde kanalerne. Vi fandt en rigtig god kanal, der viste engelsksprogede film hver aften, desværre var det bare langt fra hver aften vi kunne fange kanalen... Til gengæld var der køleskab og rengøring hver dag.
Den første aften på Santorini var en søndag aften, så der skete ikke forfærdeligt meget. Vi fik noget at spise på restauranten på den anden side af vejen, og slappede så bare af, og blev enige om, at vi blev nødt til at købe et spil kort (hvilket vi gjorde mandag).
Vi vidste ikke helt hvor vores hotel lå i forhold til alting på øen, så vi gik ud til vejen og fangede bussen til Fira, som er øens største "by", mandag. Det tog max. 5 minutter i bus, men på den måde, fandt vi så ud af, at vi sagtens kunne gå derind selv.
Mandag brugte vi bare på at gå rundt i Firas gader og se hvad det egentlig var for et sted. Mine forestillinger om Santorini er hvide huse med blå døre, vinduer og hvide kirker med blå kupler. Og jeg blev bestemt ikke skuffet! Der er nærmest ikke andet på øen.

Der bruges stadig meget æsler på Santorini.

Vi valgte at gå ned til den gamle havn ved Fira. Der er tre måder at komme derned på; tage "cable car", som er en slags svævebane (koster 4 euro pr. person pr. vej), ride på æsel (5 euro pr. tur) eller gå de ca. 600 trin selv. Vi valgte at gå selv. Det er en sti hele vejen ned, men en masse trappetrin med så stor afstand, at også æslerne kan gå på dem. Både foroven og forneden på stien stod æsler og ventede på at få arbejde. Stien var ikke helt vildt bred, så flere gange var vi nødt til at gå forbi æslerne lige i sparke-zonen. Det brød jeg mig ikke så meget om. En anden ting der var lidt skræmmende for mig var, når æslerne kom enten imod en eller overhalede en med turister på. Turisterne har ikke nogen kontrol over æslerne, de går bare afsted, og så er der en af de lokale, som sørger for at de bliver ved med at gå hele vejen til endestationen... Æslerne på Santorini er ikke de små, søde, grå nogle, som har inspireret til æslet i Shrek eller Æsel i Peter Plys - de her er i pony-størrelse!
Så vi gik hele vejen ned selv... Dem der påstår, at det ikke er hårdt at gå ned ad, lyver!

Os nede på den gamle havn ved Fira.

Mandagen gik generelt bare med at vi kiggede os lidt omkring og oplevede den lille bys gader.
Tirsdag besluttede vi os til at tage til den næststørste by/landsby; Oia (udtales Ia med tryk på i'et). Vi tog bussen dertil. Umiddelbart virkede den meget som Fira, bortset fra at Oia også havde nogle gamle slotsruiner og en gammel mølle.

Billeder fra Oia.

Vi var kun i Oia et par timer, så havde vi ikke mere at se der. Resten af tiden brugte vi tilbage i Fira.
Onsdag havde vi meldt os til en heldagstur til vulkanen, der har skabt Santorini som det ser ud i dag, de varme kilder og til en lille ø, som hedder Thirassia.

Vulkanen set fra Fira.

Desværre startede dagen med rigtig dårligt vejr, så da vi kom til vulkanen, begyndte det at regne. På trods af det, synes jeg, at det var mega spændende at være på vulkanen, som stadig er aktiv! Den sidste udbrud var i 1925 (eller noget i den retning). Den ryger stadig og udgiver gasser, så det lugter, når man kommer helt til det aktive krater. Vulkanen røg ikke så meget da vi var der, men vores guide fortalte, at om sommeren, når der er omkring 40 grader udenfor, ryger hele krateret inklusiv de stier man går på. Ret fascinerende... Den damp/røg der kommer ud af vulkanen er ca. 74 grader varm.

Den aktive vulkan, der ryger fra det aktive krater.

Begejstrede og gennemblødte mig på vulkanen.

Vulkanen har været aktiv i minimum 4000 år - man har beviser for udbrud omkring 2000 f.Kr. og alligevel er befolkningen ikke det mindste bange for at bo så tæt på en (meget) aktiv vulkan. Vores guide sagde, at de var mere bange for jordskælv, fordi de ikke giver advarsler på samme måde som en vulkan...
Efter turen til vulkanen sejlede vi videre til de varme kilder. Vi kunne desværre ikke komme helt derhen, da de er helt i forbindelse med havet og båden kunne ikke komme helt ind til. Så de eneste der oplevede de varme kilder, var dem der sprang i havet og svømmede derind. Pga. årstiden var kilderne kun omkring 22 grader varme, så jeg fortryder ikke, at jeg ikke hoppede i vandet. Derefter blev vejret heldigvis bedre.
Vi sejlede til den lille ø Thirassia (med hele 300 indbyggere), hvor vi fik frokost på den eneste taverne, der var åben. Vi havde et par timer derovre, så Kristian og jeg morede os med at gå de +100 trappetrin (lignende dem i Fira) op til landsbyen og gik ned igen.
På turen tilbage til Fira, skulle vi lige omkring Oia og læsse de turister af, der var kommet derfra. Turen derover var temmelig vippende. Pga. det ændrede vejr valgte vi at sidde udenfor, det er jeg ret glad for, for ellers var jeg nok blevet søsyg. Og det så ud til at de fleste af dem, der havde siddet indenfor, var godt og grundigt søsyge da vi kom til Oia. Heldigvis sejlede vi mere i læ det sidste stykke vej.
Da vi kom til den gamle havn i Fira, valgte Kristian og jeg at tage turen op af stien på æselryg.
Det var noget af en (skræmmende) oplevelse. Det sekund jeg kom op på æslet fik den et klap bagi, og så gik det ellers opad. Min æsel skiftede mellem at gå næsten i stå til at småløbe opad og prøve at overhale de andre. Kristian var mere heldig og sidde på et æsel, der var bundet sammen med to andre, hvoraf det ene æsel bar den lokale. Den lokale mand var vild med at slå mit æsel med pisken, så jeg var nødt til at holde rigtig godt fast for ikke at falde af.

Jeg prøver at sidde ordentligt på æslet.

Pludselig var mit æsel kommet foran alle de andre, og den lokale mand stoppede alle de andre æsler, så folk kunne stige af og gå de sidste trin op. Men ikke mit æsel, nej det fortsatte bare - hvordan stopper man et æsel, som man ikke har kontrol over? En dreng, som var søn af en af æselmændene sagde "madam stop stop, trip finished" så jeg var nødt til at få ham til at hjælpe med at stoppe æslet og holde det stille mens jeg kravlede af.
Jeg bliver aldrig æselrytter, og jeg behøver ikke at prøve det igen. Det var en af mine grænser der blev overskredet, og så lader jeg det blive ved den sejr.
Efter denne dag, trængte vi begge to til at komme tilbage til hotellet, så det våde tøj af og få varmen med et varmt bad og ligge under tæpperne og spille kort indtil vi begyndte at kunne mærke vores tæer igen.
Det var en god dag på trods af vejret - synes det er totalt sejt, at jeg har gået helt oppe på et aktivt krater på en vulkan!

Torsdag valgte vi at leje en ATV at køre rundt på. Ham vi lejede den af sagde, at man på en fuld tank kunne nå øen rundt, og at benzin ikke var hans problem, så han var ligeglad med om vi afleverede en fuld eller tom tank. Vi var så heldige, at dem der havde haft ATV'en før os, havde afleveret den med en fuld tank.
Da øen er så lille, er det umuligt at fare vild. Vi vidste ca. hvad vi kørte efter og kørte så bare i den retning, vi mente vi den rigtige.
Vi startede med at køre til Kamari, hvor vi betalte for at blive kørt op til ruinerne efter antikkens Thira. ATV'en kunne ikke klare turen på 5 km op af en bjergskråning med os begge to på. Det var meget blæsende på toppen af bjerget, hvor den gamle by lå. Det var fint nok lige at se det også. Der var en rigtig god udsigt deroppe fra. Efter ca. en time deroppe blev vi kørt ned igen, og vi fortsatte vores eventyr på ATV'en.
Det var meningen at vi ville til Perissa - en anden landsby, men vi må have misset et skilt, for pludselig var vi helt syd på øen tæt på den røde strand. Pyt med det, den skulle vi alligevel også se, så den tog vi med det samme. Det er virkelig en strand, der er rød...

Den røde strand.

Efter at have været en tur på den røde strand, fandt vi Perissa. Den "by" var noget af en skuffelse, så vi kørte videre og bare oplevede øen. Heldigvis var vejret rigtig godt, så det var ikke koldt at køre på ATV.

Biker 1 og 2 - er vi ikke smukke med hjelme på?

Vi var nogle af de eneste, der brugte hjelm, men sådan som grækere generelt kører, skulle jeg i hvert fald ikke risikere noget, så hellere se lidt dum ud... Kristian mente, at jeg med mine solbriller lignede en dårlig parodi på en amerikansk motorcykelbetjent... Kan måske godt nu se, hvordan han kan tænke sådan.

Fredag var desværre en dag med ingen særlig underholdning, da jeg startede dagen med migræne, og derfor lå i sengen meget af dagen.
Stakkels Kristian så græsk tv mens han spillede spil på min mobiltelefon. Da jeg endelig kom op og var nogenlunde frisk, tog vi det stille og roligt og lavede ikke det store.
Fredag var også mors dødsdag, så jeg var ikke rigtig i humør til det helt vilde.
Vi var dog på en café, som havde en rigtig sød kat, som hurtigt fandt ud af at jeg spiste en laksesandwich, og at jeg har en stor forkærlighed for dyr... Så den fik lige et lille stykke laks.

Grækerne går ret meget mere ud af påske end vi gør i Danmark. Så da mørket faldt på, og vi var ude for at finde noget at spise, opdagede vi, at de havde lavet et fakkeloptog eller noget i den stil, og stillet faklerne og 3 brændende kors på en af bjergtoppene. Det så helt fantastisk ud, desværre kunne det bare ikke fanges med kamera...

Lørdag gik vi en tur af en lille vej væk fra byen, for at se den del af øen.
Vi gik bare på må og få, og fandt da også hjem igen uden problemer. Lørdag var solrig, så det var perfekt vejr til at gå og hygge sig og se de helt små landsbyer.

En gammel mølle i en landsby.

Det var det vi fik lørdagen til at gå med.
Øen er ikke ret stor, og vi kunne sagtens have nøjedes med en kortere ferie der, og stadig have set det hele, men jeg synes det var enormt rart, at vi kunne tage det med ro, sove længe uden at stresse over at skulle op og se ting, og bare tage det som det kom. Men lørdag var vi altså lidt tomme for ideer for hvad vi skulle lave.

Søndag var så hjemrejsedagen. Vi skulle være ude af værelset klokken 12, men vores færge (denne gang high speed) sejlede først klokken 17. Hotelejeren sagde at vi kunne lade vores kuffert stå der, og komme tilbage klokken 16, så skulle han sørge for transport til havnen. Klokken 12 gik vi ned i byen, hvor meget var lukket pga. påske - alle havde travlt med at tænde op i grillen og sætte påskelammet over. Vi fandt en café, hvor vi fik lidt morgenmad. Derefter gik vi til en anden café, hvor Kristian fik en is og jeg fik friskpresset appelsinjuice. Her sad vi et stykke tid og spillede kort. Til sidst gik vi lidt rundt og fandt så en café tæt på hotellet, der var lukket, men havde borde og stole ude. Så der satte vi os og spillede kort indtil vi skulle tilbage til hotellet.
Da vi kom derned fik vi vores kuffert, sagde farvel, og blev kørt til havnen af hotelejerens søn - eller vi tror i hvert fald det var sønnen.
Fordi vi skulle med en high speed-færge var det anderledes med pladserne - alle havde en bestemt plads, og alle sad indenfor (skønt!).
Vi var ikke ret mange der skulle fra Santorini, så vi havde masser af plads det første stykke tid, men da vi forlod den sidste (og 3.) ø inden turen gik mod Peiraias, var alle pladser fyldte.
Vi kom hjem til Athen sent søndag aften, vi børstede tænder med det samme og gik i seng. Rejsedage er bare hårde...

I går stod den på fuldstændig afslapning med slik og film. Vi var lige nede i byen midt på eftermiddagen og fik noget at spise på en af tavernaerne i centrum, men ellers var det bare afslapning (og tøjvask for mit vedkommende) hjemme i lejligheden.
I dag tog Kristian så hjem til Danmark. Øv øv øv. Han skulle med flyet klokken 8.40, så vi tog herfra klokken 6 - gab, det var tidligt. Jeg tog med helt ud til lufthavnen og sagde farvel (det er sidste gang vi ses inden jeg flytter hjem til Danmark) og tog så direkte hjem igen efter at have sendt Kristian til gaten. Jeg gav mig selv lov til at sove lidt mere da jeg kom hjem, så kunne selvfølgelig overhovedet ikke finde ro, og fik derfor ikke sovet.

Jeg har ferie helt indtil på mandag, men skal lige have forberedt det jeg skal lave med 6. klasse i næste uge. Imorgen er jeg inviteret til brunch hos Jamila.

Lige et lille selvtillidsboost til mig selv: hotelejeren på Santorini spurgte mig om der var lidt græker i mig - om en af mine bedsteforældre var græsk, siden jeg kunne tale græsk. Og en dame i en souvenirsbutik sagde, at jeg havde en god udtale. Er lige blevet 10 cm. højere af at de tror at jeg kan græsk ud fra den smule jeg kan :)

Græsk uafhængighedsdag, dumme mobiler og dejlige skolebørn

Flere aflyste timer
Da jeg kom på arbejde mandag morgen (den 21. marts) fik jeg at vide, at de havde besluttet at inddrage vores timer i 5. og 6. klasse til at øve på deres optræden den 24. igen! Så dagen startede med en enkelt time i 2. klasse og så to mellemtimer. Så jeg fik igen ikke undervist i 6. klasse. Heldigvis var vores time i 5. klasse den sidste, så jeg kunne tage hjem en time tidligere end normalt.
Torsdag var det eneste på programmet på skolen fejringen af uafhængighedsdagen. Uafhængighedsdagen er egentlig den 25. marts, men der var skolen lukket, så de kunne være med til paraden i byen, så de fejrede den om torsdagen - altså igen ingen timer til mig i 6. klasse.
Jeg tog ud til fejringen af dagen, og selvom jeg ikke forstod noget som helst af, hvad de sagde, synes jeg de var ret gode. Det var et skuespil de opførte.

Elevernes optræden den 24. marts.

Uafhængighedsdagen

Fredag den 25. marts var det så dagen med parader rundt i alle forstæderne og en stor militærparade inde i centrum. Jeg valgte at tage til militærparaden. 

Jeg mødtes med Jamila i Syntagma, senere kom Yana også (hun var forsinket pga. aflyste busser). 

Så vidt jeg ved er den 25. marts den dato, hvor kampene for uafhængighed fra tyrkerne begyndte, og ikke den dag, hvor de fik deres selvstændighed tilbage. Men det er altså denne dag, de har valgt at fejre det. 

Præsidentgarden var også med i paraden.

Al slags militær var med i paraden. Flåden, frømændene, garden, veteraner (i kørestol skubbet frem af passere) og mange flere. Det var meget sjovt at se paraden, men så specielt var det alligevel ikke. 

Da paraden ovre, gik Jamila, Yana og jeg lidt rundt i byen, og besluttede os for at sætte os på en café og få noget at drikke. 

Gang i gaden den 25. marts.

Det var rigtig godt vejr hele dagen. Vejrudsigten sagde solrigt med 20 grader, men fordi vi var i solen det meste af tiden, føltes det meget varmere. Det endte da også med, at jeg blev lidt rød over nakken og skuldrene. 

Efter at have siddet på café et stykke tid, gik vi en tur og endte med at købe is til Jamila og jeg. 

Yana, Jamila og jeg.

Årets første is.

Frokost hos Thalia

Søndag var jeg inviteret til frokost hos Thalia. Jeg var derude klokken 13. Vi spiste og snakkede og hyggede os. Ved 17-tiden kom et af deres venne-par på besøg, og vi gik allesammen ud for at få en kop et-eller-andet på café. 

Jeg kom først derfra klokken 21. 

Det var meget hyggeligt at være derude, men det var lidt underligt at være der, mens de fik besøg af deres venner, hvor kvinden også er engelsklærer, så hende kunne jeg snakke med, men hendes mand snakker ikke rigtig engelsk (ligesom Thalias mand)... Jeg følte mig lidt malplaceret...

Aftensmad på universitetet

De sidste par uger, har jeg spist på universitetet tre gange; tirsdag den 22. marts (hvor jeg bagefter tog i byen med Jamila og hendes veninde), tirsdag den 29. og onsdag den 30. marts. 

De to tirsdage jeg spiste der, spiste jeg sammen med Sanja fra Kroatien, men hun var der ikke om onsdagen. Til gengæld kom Genta ned og spiste sammen med mig om onsdagen. Hende har jeg ikke set siden jeg stoppede til græsk, så det var rigtig godt at se hende igen. 

Jeg havde ikke set nogen af dem i en måned, da jeg kom derned den 22. De fortalte allesammen, at timerne ikke er blevet bedre - tværtimod. Adda (den lærer de har mest) har mere travlt end nogensinde, så nu gennemgår de ikke længere de forskellige grammatiske regler, men skal bare selv læse sig til det, og så lave opgaverne. Det er meget tydeligt, at de skal nå alt alt for meget på for kort tid. Hun bliver åbenbart ved med at sige, at de skal skynde sig, for ellers når de det ikke, og så kan de ikke bestå eksamen.

Efter jeg er holdt, er der en del flere, der er begyndt kun at komme engang imellem. F.eks. kommer Sanja langt fra altid, men tager det som det kommer. Det er også gået op for hende, at hun ikke kan bruge denne eksamen til noget som helst, så hun lærer det hun kan, og hvis hun ikke består eksamen er det fuldstændig ligemeget. Sofia, som jeg altid sad ved siden af, er også begyndt kun at komme en eller to gange om ugen, og så læser hun ellers selv derhjemme, og får hjælp af sin mand, som er græsk, og sin svigerfar, som er gammel lærer. 

Jeg synes måske lærerne burde opdage og indse, at det måske er fordi undervisningen simpelthen ikke er god nok, at folk falder fra på denne måde...

Problemer med den danske mobil

I løbet af den sidste uge er mit danske nummer holdt op med at virke. Jeg tror, at det er fordi jeg fik tilsendt et nyt simkort for 3 måneder siden fordi jeg havde problemer med det gamle, men problemerne holdt op, og jeg fik aldrig aktiveret det nye. Så nu efter 3 måneder har de lukket det gamle. Ikke ret godt, når jeg også har skrevet det danske nummer på alle de ansøgninger jeg har sendt ud! Jeg havde heller ikke taletid på min græske telefon, så jeg fik Kristian til at lave en ny besked på min telefonsvarer, der fortæller, at den er midlertidig ude af drift, men at man kan ringe til det græske nummer i stedet for. Jeg fik bestilt et nyt simkort, som blev sendt hjem til far. Da han modtog det med posten, fik jeg det aktiveret over nettet, og far tjekkede at det virkede (med sin telefon), og så skulle det meget gerne være på vej ned til mig med posten. Jeg håber på at have det i løbet af næste uge, så skolerne kan komme i kontakt med mig, hvis de nu skulle have lyst til at ansætte mig.

Indtil videre har jeg sendt 26 ansøgninger - både til opslåede stillinger og uopfordrede, men indtil videre er der ikke en eneste skole, der har ringet til mig. Heldigvis er mange af tidsfristerne for at søge ikke overskredet endnu, så det kan da stadig være, at jeg får mig et job et sted...

Undervisning alene

Torsdag og fredag (31. marts og 1. april) skulle jeg have 6. klasse alene, da Thalia var på kursus. De andre lærere dækkede de andre timer, men jeg tilbød at tage 6. klasse selv, da de er gode nok til at forstå, hvad jeg siger uden at have brug for Thalia til at oversætte. På denne måde, kunne vi også indhente lidt af det tabte.

Torsdag arbejdede vi med "Det er ganske vist", men hold op, eleverne var nogle små djævleunger; de larmede, var koncentrerede og var fuldstændig ligeglade med, hvad jeg sagde. Sådan plejer de aldrig at være, så jeg var ret vred da jeg kom hjem. Det var bare så tydeligt ud fra deres opførsel, at de ikke så mig som en rigtig lærer, og nærmest så det som en fri-/hyggetime, når Thalia ikke var der. Thalia havde sagt til mig, at hvis jeg kom til at have problemer med dem, skulle jeg fortælle hende det, og så vil hun skælde dem ud i næste uge, men det synes jeg bare ville bekræfte eleverne i deres opfattelse af, at jeg ikke er en rigtig lærer, og det synes jeg absolut ikke ville være fedt. 

Da jeg kom op i klassen fredag, stod Anni (Thalias datter) og græd, og sagde at hun havde det rigtig skidt, mens jeg snakkede med hende faldt hun om på gulvet - blev godt nok forskrækket, indtil de andre ikke kunne holde masken og begyndte at grine - aprilsnar... Typisk mig at glemme, at det er 1. april - dumme unger :)

Jeg besluttede at starte timen med at fortælle dem, hvor vred jeg var på dem, og hvor skuffet jeg var, og at jeg ville stoppe projektet, hvis deres opførsel skal være sådan, når vi er alene. Jeg ville være sikker på at alle forstod, hvad jeg sagde, så jeg fik en af de dygtigste piger til at oversætte for mig, og det gjorde hun super godt. 

Beskeden gik direkte ind. De virkede næsten chokerede over at jeg skældte dem ud (måske fordi jeg ikke følte mig nødsaget til at råbe af dem, som Thalia gør, når hun skælder ud). De sagde undskyld og vi lagde det bag os, og så havde vi bare en rigtig god time. De arbejdede koncentreret, tyssede på hinanden, når de begyndte at larme for meget, og gjorde alt for at jeg ikke skulle droppe projektet. 

Der er kun én ting, jeg er nødt til at snakke med Thalia om, og det er, at Goerge (en af drengene) ødelagde en af de andre drenges sko. Jeg sendte ham egentlig ned på kontoret, men hverken skoleinspektøren eller viceinspektøren var der - de var taget hjem og holde weekend. Så jeg sagde til ham, at han var heldig med at han ikke skulle sidde dernede lige der, men at han kunne være sikker på, at det blev fortalt til deres klasselærer og skoleinspektøren på mandag.

Til allersidst i timen roste jeg dem (selvfølgelig) for at have gjort det godt, og sagde, at vi vil fortsætte som planlagt med projektet. 

I dag er det fars fødselsdag! TILLYKKE FAR... Jeg håber, at han har en rigtig god dag med familien. Jeg ville rigtig gerne have været hjemme og fejre ham, men det er der ikke penge til (selvom jeg godt nok savner det hele derhjemme - godt at Kristian snart kommer herned).

Til sidst lige en servicemeddelelse: Jeg har nu endelig fundet ud af, hvordan man åbner for kommentarer, så alle kan kommentere på bloggen og ikke kun dem, der har et login (ja, ved det godt, det er lidt sent at finde ud af det). Så nu kan man kommentere, hvis man har lyst - vælg enten at kommentere med profilen "navn/webadresse" og bare skriv jeres navn eller kommentere som "anonym" (vil dog stadig gerne have I skriver navn på, så jeg ved hvem der kommenterer).

Lærerbesøg

Praktikant
Der bliver efterhånden fyldt i klasselokalet, når eleverne har engelsk. Thalia har nemlig fået en praktikant fra universitet. Til at begynde med var jeg temmelig skeptisk, for jeg var bange for, at det ville gå ud over de timer jeg får lov til at stå for. Men hernede er praktik åbenbart noget helt andet end hjemme i Danmark. De første to uger skulle Eutuchia (udtales EftichIa med tryk på det sidste i) kun observere, og derefter skal hun kun være der 2-4 timer om ugen i to måneder... Hun har valgt at ville undervise i den ene 2.klasse og den ene 3.klasse, og der står jeg ikke for undervisningen, så det har ikke nogen indvirkning på mig, udover at jeg har fået en ny at snakke med. Og hun er bare rigtig sød. Desværre er det jo så kun om mandagen og fredagen jeg kommer til at være der på samme tid som hende.

Lærere fra udlandet
Fredag den 11. marts ankom der lærere fra Spanien, Polen, Bulgarien og Tyrkiet på besøg hos Thalia og på skolen. Comenius laver åbenbart også udvekslinger af lærere i form af besøg i de forskellige lande.
De kom om eftermiddagen, efter arbejde, så jeg mødte dem ikke fredag.
Jeg mødte dem til gengæld lørdag, hvor jeg mødtes med hele flokken foran Akropolis-museet kl. 10, hvor vi skulle have en guidet tur. Guiden var rigtig god og vidste rigtig meget. Jeg blev noget klogere end jeg var før. Efter turen på museet, gik vi med guiden op på Akropolis og fik lige en lille smule at vide deroppe, inden vi blev sluppet løs til fri leg.

Et lille stop før vi når toppen for at få lidt at vide af guiden.

Lærerne gik noget langsommere end Thalia havde regnet med, så vi kom noget bagud i forhold til planen. Vi kom derfor for sent ned på den restaurant, hvor Thalia havde bestilt bord og fået lavet en aftale, så vi kunne få maden lidt billigere. Heldigvis gjorde det dem ikke noget, de havde ikke så travlt, så der var ikke nogen problemer med at få frokost.
Under frokosten var der ikke rigtig nogen der snakkede til/med mig. Jeg var kommet til at sidde ved de spanske lærere, og de snakkede bare spansk til hinanden, og så var det kun når Thalia sagde noget til dem, at jeg kunne byde ind med lidt engang imellem.
Efter frokosten blev vi siddende lidt på restauranten for at snakke. Jeg sad ved siden af Thalia, som sad og snakkede med en af de tyrkiske lærere. Den tyrkiske lærere sad og kiggede på mig mens hun snakkede med Thalia om mig. "Hvad laver hun her? Hvad laver hun i sin fritid? Hvad laver hun i timerne? Hvor bor hun? Modtager hun engelskundervisning eller græskundervisning?" osv... Jeg synes det er vildt uhøfligt at sidde og snakke om mig mens jeg er der. HALLO, JEG SIDDER LIGE HER OG FORSTÅR ALT HVAD DU SIGER!!! Jeg blev faktisk ret sur over at hun sad på den måde og udspurgte Thalia om mig i stedet for at snakke til mig. Er jeg virkelig så farlig? Altså jeg ved godt at mit engelsk er bedre end deres (de havde sørme nogle kraftige accenter), men det gør mig da ikke farlig...
Puha, så fik jeg lige luft...
Efter frokosten skulle vi op mod Attica Store, som er noget a la Magasin, bare finere. Ruten derop var gennem Plaka med alle souvenirsbutikkerne. Og lærerne skulle selvfølgelig i ALLE butikkerne og være derinde i lang tid. Det tog uendeligt lang tid at gå gennem Plaka, så til sidst gav jeg op, og gik hjem (jeg sagde det selvfølgelig til Thalia før jeg gik).

Søndag var jeg ikke sammen med lærerne, da det stod på museumsbesøg hele dagen, og det orkede jeg simpelthen ikke. Det var nemlig museumsbesøg uden guide, så det ville bare være i folks eget tempo, og de har ikke ligefrem vist, at de har et højt tempo.

Mandag skulle lærerne ud på skolen og se den, og så havde eleverne forberedt noget underholdning. Jeg mødtes med dem derude, for jeg ville gerne se det eleverne havde forberedt. Jeg havde set "min" 6.klasse øve lidt, men ikke det færdige produkt.

To af eleverne var klædt i traditionelt, græsk tøj.

Da de kom skulle der selvfølgelig tages gruppebilleder, billeder sammen med eleverne, og de skulle vises rundt på hele skolen. De var inde i alle klasser og se, tage billeder og bare stå og kigge på børnene. Det var ikke fordi de fik noget særligt at vide inde i de forskellige klasser, de gloede bare på børnene, som om de var aber i bur, tog billeder sammen med dem og gik så videre til næste klasse.
Til sidst fik de endelig snøvlet sig ned til scenen, hvor eleverne var klar. Men først skulle de lige have lidt at spise og drikke, der skulle holdes tale af skoleinspektøren, en politiker og en eller anden dame, der bestemmer noget indenfor skolesystemet.

Mens eleverne ventede på at få lov til at optræde, brød de ud i traditionel dans.

Og så endelig... ENDELIG... gik showet igang. De små elever sang sange og spillede lidt musik for lærerne (musiklærere Margarita har gjort et kæmpestort stykke arbejde, selvom hun egentlig ikke er en del af Comenius-projektet). De lidt ældre lavede skuespil (den ene 6.klasse) og en "performance" vil jeg næsten kalde det ("min" 6.klasse). Det var ikke et rigtigt skuespil, men virkelig en oplevelse. Halvdelen af klassen sad i sort tøj med hvidmalede ansigter, den anden halvdel kommer ind i "kunstnertøj" og former de sortklædte til kendte statuer fra Grækenland. Akkompagneret af klassisk musik. Det var rigtig godt og meget bevægende. Jeg er så stolt af eleverne, de ramte bare plet der!

"Min" 6.klasses performance.

Efter vi var færdige ude på skolen, tog jeg ind til centrum, i stedet for at følge med dem ud til frokost. Jeg var ikke med resten af tiden lærerne var på besøg. De tog hjem onsdag den 16.


Café med mig selv
Foråret er ved at komme til Athen med solskin og lidt varme. Jeg havde fri tirsdag, så jeg valgte at gå ned i centrum og få frokost på en café. Jeg tog en af mine nye bøger under armen og gik derned. Jeg spiste (godt) og sad og læste og nød solen.
Det var faktisk rigtig hyggeligt bare at sidde og læse, mens jeg kunne følge lidt med i livet omkring mig... Det er nok ikke sidste gang jeg gør det.

Frustrerende timeaflysninger
Torsdag har jeg mine timer i 6.klasse, hvor jeg står for hele timen. Vi er (som jeg tidligere har skrevet) i gang med et eventyrtema, og jeg synes faktisk at det er rigtig spændende at arbejde med det sammen med eleverne.
Da vi kom op i lokalet var det HELT TOMT! Der var ikke en eneste elev! Efter et stykke tid kom en af drengene for at få en bid mad, og han fortalte os, at de er ved at øve til den optræden de skal lave i næste uge i forbindelse med den årlige fejring af uafhængigheden fra tyrkerne. Så deres græsklærer havde lige inddraget min time til det uden at fortælle det til Thalia og mig! Det var ret irriterende.
Thalia gav mig lov til at gennemføre min time fredag i stedet for, så de ikke helt glemmer vores eventyrarbejde, for på torsdag er der ikke almindelige timer pga. den uafhængighedsfejring.

Fredag var Eutuchia på skolen sammen med os. Vi mødte klokken 8. Efter morgenbønnen blev det bekendtgjort, at 5. og 6. klasserne skulle øve at gå pænt til paraden på fredag. Vi skulle have haft 5.klasse i første time, så der måtte vi bare pænt og sidde og se på at de marcherede frem og tilbage i skolegården. Efter det havde vi en mellemtime, hvor Thalia, Eutuchia og jeg gik ned og fik en kop kakao og kaffe. Så havde vi 3. klasse som vi plejer. Derefter havde vi mellemtime som vi plejer, en time med 2.klasse og så skulle jeg have min time i 6.klasse. Der var diskussion på lærerværelset, så Eutuchia og jeg gik derop alene og lod Thalia diskutere færdig. Men vi kom op til et tomt klasseværelse igen, fordi de igen havde inddraget vores time til at øve uden at fortælle os det!
Jeg må indrømme, at jeg blev temmelig gal og havde allermest lyst til at gå ned og skrige af græsklæreren og så tage mine elever med op i lokalet, men det ville nok ikke ændre så meget, for deres græsklærer snakker overhovedet ikke engelsk... Og har altså ikke lært at skælde ud på græsk.
Thalia sendte Eutuchia hjem, for der var ikke nogen grund til at vi blev og ventede på at have den sidste time med den anden 2.klasse, som bare skulle se en film...

Torsdag var forresten også dagen, hvor der var en måned til at Kristian og jeg tager til Santorini, OG det var Kristians fødselsdag... Gad vide hvor meget kanel han fik???

Brunch
I dag har jeg været ude og spise brunch sammen med Yana og Jamila. Det er første gang i lang tid at vi alle tre har været sammen. Det var rigtig hyggeligt. Efter at have spist (og sundet os lidt), gik vi en tur rundt i centrum, og endte på en anden café, hvor vi lige fik lidt at drikke. Pludselig var klokken blevet 15.15 og jeg var nødt til at bryde op.
Det Special Olympics-kursus jeg havde været til, hvor alt var på græsk, blev "genudsendt" og denne gang også på engelsk. Selvom det ikke var krævet at vi kom til den engelske version, valgte jeg at tage til det, for de oplysninger vi fik, ligger basis for alt det andet vi skal lære og hele forløbet.
Jamila (som også er frivillig) valgte at gå på vinduesshopping sammen med Yana i stedet for, men jeg er nu glad for at jeg valgte at tage til kurset...

Imorgen er der ikke så meget på programmet. Mandag vil jeg så forsøge igen at gennemføre min time i 6.klasse... Jeg har gjort en del ud af det her tema, så jeg synes det er lidt træls at det skal udsættes hele tiden, så de til sidst glemmer det første de har lært, fordi det er så lang tid siden.
Jeg krydser fingre for, at jeg kan få lov til at gennemføre det på mandag (Thalia har givet mig lov, så det er kun hvis de skal øve igen, at jeg ikke får undervist).

Fødselsdag med familiebesøg

Smartboard-kursus
Onsdag den 2,. marts skulle Thalia og jeg afholde kursus om, hvordan man bruger smartboards - eller hvordan man kan bruge det.
Vi havde frygtet at der ville komme alt for mange i forhold til, hvor mange der havde meldt sig til, men der var plads til 20 på holdet, og der kom 23 inkl. hende, der står for at arrangere kursur for skolerne i det område. Det var dejligt, at der ikke kom for mange.
Selve "fremlæggelsen" gik rigtig godt, alle virkede meget interesserede i at høre, hvad vi havde at fortælle, og de kom med spørgsmål, som vi heldigvis kunne svare på. Jeg understregede flere gange, at de er NØDT til at gå hjem og lege med deres eget smartboard på skolen, for ellers kommer de ikke til at kende det og finde ud af at bruge alle dets muligheder. Vi havde indlagt forskellige øvelser i fremlæggelsen, så de ville komme op og prøve at bruge smartboardet. Til at starte med spurgte vi efter frivillige, men der var ikke rigtig nogen, der havde lyst til at komme op og prøve, så vi endte med bare at tage dem fra en ende af.
Jeg forstår ikke helt, hvorfor de ikke ville op og prøve det, når det nu var det, de var her for... Men det må de selv om...
Alt i alt gik det rigtig godt, jeg fik et certifikat for at have gennemført det, som Thalia nu er ved at oversætte til engelsk. Jeg er glad for at det er overstået, så jeg kan bruge min energi på at tænke på noget andet.

Arbejde
Torsdag den 3. var jeg på arbejde (næsten) som normalt. Jeg fik fri en time tidligere end normalt for at tage imod familien... Men inden jeg fik fri, havde jeg lige lidt timer på skolen.
I 6. klasse stod jeg for timen, vi arbejdede videre med vores eventyr-projekt. De skulle nu i gang med at tænke konkret på deres eget eventyr, og skulle skrive ting ind i et skema over eventyrets struktur, som jeg havde lavet til dem. Det gik bare super godt. Alle arbejdede koncentrerede, og var slet ikke til at stoppe igen, da timen var slut.
Der var kun to gange i løbet af hele timen, hvor jeg var nødt til at bede dem dæmpe sig. Den ene gang var da de skulle gå i grupper. Jeg bad dem om at gå i deres grupper uden at sige noget, men så snart de rejste sig, snakkede og råbte de til hinanden. Jeg bad dem derfor om at gå tilbage til deres egen plads, og spurgte dem om, hvad det var jeg havde bedt dem om. En var hurtig og sagde, at de skulle gå i grupper uden at snakke - godt, så fik de en chance til, og denne gang var der kun et par stykker der hviskede til hinanden for at finde ud af, hvor de skulle sidde henne.  Den anden gang jeg var nødt til at dæmpe på dem, var da de arbejdede og alle bare havde noget at byde ind med, men det eneste jeg skulle sige var "husk jeres 1-meters-stemmer", og så dæmpede de sig.
Jeg er så STOLT over dem. De arbejder så hårdt og koncentreret, lytter til mig og glæder sig til de timer jeg har med dem (de kommer ligefrem ned på lærerværelset om morgenen for at høre, om jeg står for timen).

Fødselsdagsweekend
Efter arbejde kom Tina, P-A, Kristian, far og Lene så til Grækenland. Jeg mødtes med dem udenfor Monastiraki metrostation, da det tager ret lang tid at komme ud til lufthavnen. Både Tina og Kristian har jo været her før, så jeg turde godt slippe dem løs i metroen. NØJ, hvor var det godt at se dem allesammen igen!
Vi gik op til det hotel, hvor Tina, P-A, far og Lene havde booket værelser, hvor de lige smed deres ting og brugte 5 minutter på at gøre sig klar til at komme ud og få frokost. Vi gik ned og fik de berømte pita gyros, som Janni Fransgård rigtig godt kan lide.
Efter at have spist, gik vi i samlet flok op til mig, så de kunne se, hvor jeg bor.
Ifølge internettet skulle det arkæologiske museum have længe åbent om torsdagen her i vinterperioden - det passer ikke, så der var lukket da vi kom derover. Det slog os nu ikke ud, så vi gik da bare videre og kiggede på byen.
Inden aftensmaden var vi lige allesammen hjemme og slappe lidt af. Vi spiste på en lille restaurant med live musik. Musikken var dog temmelig høj, så det var svært at høre hvad hinanden sagde. Det var lidt ærgerligt...

Fredag startede vi dagen med opstigningen til Akropolis. Vi var helt oppe på toppen og kigge på templerne og på udsigten over byen.

Kristian og jeg på vej til toppen.

Familiebillede med Parthenon i baggrunden.

Der var ret mange mennesker oppe på Akropolis da vi var deroppe. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det må være deroppe i højsæsonen...
Efter at have set det hele deroppe, gik vi ned til New Acropolis Museum. Her kiggede vi, folk gik lidt i deres eget tempo, men alligevel gik vi næsten i flok det meste af tiden. Der er en café på museet, her fik vi en sodavand/kop kaffe inden vi så det sidste og gik videre.
Vi gik over og så Dionysos-teatret da vi kom ud fra museet, da det ligger næsten lige overfor. De dyre billetter, Tina, P-A, far og Lene havde købt på Akropolis (Kristian og jeg kom gratis ind med studiekort) gjaldt heldigvis til 5-6 forskellige steder i 5 dage, så den kunne de bruge her også. Vi var bare lige hurtigt inde at se det. Man kunne se det oppe fra Akropolis.
Derefter gik vi videre til Olympieion, som er nogle søjler, der er resterne af et tempel til ære for Zeus. En af søjlerne er væltet og ligger, så man rigtig kan se, hvordan søjlerne er bygget. Også her kunne billetterne bruges.

Gak og løjer mens der tages billeder.

Familiebillede - læg mærke til, at det er tydeligt, hvem der er overhovedet i familien...

I forbindelse med dette billede, vil jeg godt lige pointere, at der var en, der ytrede tvivl om vi allesammen kunne være på billedet, når jeg selv tog det, og se så lige, hvor meget plads udenom os der er - vi kunne jo have været mange flere på billedet...
Så var det blevet tid til frokost... Vi gik op i Plaka-området og fik os en KÆMPE frokost, hvor vi bl.a. bestilte en nogle forskellige forretter, så vi kunne smage lidt forskelligt. Nøj, hvor blev jeg mæt!
Vi var også lige oppe omkring det stadion, der er lavet af marmor (det, hvor Kristian og jeg kæmpede os op på de øverste rækker i efteråret). Ingen mente dog, at de behøvede at komme ind og se det, så vi så det bare udefra.
Efter et lille hvil, spiste vi en let aftensmad - der var ingen der havde plads eller lyst til et kæmpe måltid.
Vi sluttede aftenen af med at få en enkelt drink på hotellet, der var nemlig en bar på øverste etage, hvor der var en rigtig god udsigt over Athen.

Lørdag var det så min fødselsdag. JUHUU...
Vi startede dagen med at gå ned i centrum, for at få noget morgenmad sammen. Vi havde egentlig bare tænkt os at tage noget på Starbucks, men på vejen opdagede Tina, at der var en café, der serverede morgenmad, der ikke var alt for dyr. Morgenmaden kostede 10 euro, og så var der bare mad for ALLE pengene. Der var enten juice eller kaffe til, man skulle vælge mellem græsk yoghurt (kæmpe portion) og frisk frugt, 4 stykker toast med marmelade, smør og honning og derudover to spejlæg med bacon. Jeg tror ikke at der var en eneste af os, der kunne spise op.
Efter morgenmaden gik vi på det arkæologiske museum. Noget af museet var lukket, fordi de ikke havde folk nok til at være vagt i alle rummene. Men vi fik da set lidt. På museet må man godt tage billeder uden blitz, men man må ikke posere på billederne. Det kan man nu godt snyde sig til, det forsøgte både Kristian og jeg OG far og Lene i hvert fald.

Læg mærke til, hvor Kristian "helt tilfældigt" står.

Gak og løjer på arkæologisk museum.

Vi afsluttede museumsbesøget af med lige at kigge nede i museumsbutikken, hvor man bl.a. kunne købe en statue-kopi af en af statuerne oppe på museet i fuld størrelse. Her måtte man godt tage billeder, så det gjorde vi da...

Flere gak og løjer på arkæologisk museum (museumsbutikken).

Vi fortsatte dagen med flere museumsbesøg. Vi tog metroen ud til det byzantinske museum. Her manglede de også arbejdskraft, men de tog stadig fuld pris for billetterne. Det synes jeg faktisk er lidt snyd, for der var godt nok ikke ret meget at se... Så der var vi hurtigt udefra igen.
Efter det museum var vi nogle stykker, der havde fået nok at museer for nu, så vi tog tilbage til centrum og gik lidt rundt. Vi gik bl.a. på Athens loppemarked. Det er ikke et loppemarked, som vi kender hjemmefra, hvor man sælger brugte ting, men det er bare en hulens masse små butikker, der sælger alt muligt forskelligt.
Vores frokost var bare et cafébesøg, hvor vi fik lidt at drikke og endnu mindre at spise, man var jo stadig næsten mæt efter morgenmaden. Efter det tog vi hjemad for at slappe lidt af og gøre os klar til den fiiiine fødselsdagsmiddag.
Vi mødtes på hotellet, som bestilte taxaer til os, og så kørte vi til en restaurant, der hedder Dionysos. Denne restaurant havde jeg valgt, fordi den har en god udsigt over Akropolis. Jeg tror ikke rigtig at de andre havde opfattet, hvor god den udsigt rent faktisk er, før vi ankom til restauranten...

Udsigten fra hvor jeg sad da vi spiste.

Vi startede med at få lidt champagne-noget mens jeg startede med at pakke gaver op. Jeg nåede at pakke alle gaver op før vi skulle spise.
Jeg fik penge, bøger, tøj, smykker, gavekort til retur-billet til en søsterweekend i København og et gavekort til at finde et smykke når jeg kommer hjem til Danmark. Jeg er rigtig glad for alle tingene.
Jeg må indrømme, at jeg ikke synes, at maden levede helt op til omgivelserne på restauranten, men det var okay. Jeg havde en god aften, og vi hyggede os rigtig.
Kristian og jeg tog en taxa direkte hjem til lejligheden, og de andre tog en taxa tilbage til hotellet.

Søndag skulle Tina og P-A desværre hjem... Øv, vi havde alt for kort tid sammen hernede!
Vi fulgte dem til metroen, men ikke ud til lufthavnen, da det ville have taget det meste af dagen at komme derud og tilbage igen.
Efter at have sendt dem afsted, gik far, Lene, Kristian og jeg op til Parlamentet, hvor der skulle være vagtskifte omkring kl. 10.30. Om søndagen gør de en del ud af vagtskiftet, så der var ret mange mennesker, og vi blev skubbet sammen af politiet, så vi stod som sild i en tønde ovre i den ene side af pladsen.

Vagterne i søndagstøj.

Der var gjort ret meget ud af at skifte to vagter ud.

Der var militærorkester - læg mærke til gadehunden, der også er god til at gå march.

En del af dem, der var med til vagtskiftet.

Vagtskiftet. De stod i denne stilling i ret lang tid...

Hvis man ikke har fået nok af vagtskiftet ved at se billederne, har vi også filmet det. Noget af det vi filmede, har jeg klippet sammen og lagt ud på youtube:

http://www.youtube.com/watch?v=DJ15qgRz5Ko

Da alle var marcheret væk igen, tog vi metroen ud til Peiraias, hvor der var søndagsmarked med boder med alt muligt mærkeligt...
Det var fint lige at se, hvad det var for noget. Far fik (selvfølgelig) købt sig en ny hat, som han tog i brug med det samme. Jeg tog desværre ikke et billede af ham med den på...

En lille butik med bl.a. friske blæksprutter.

Da vi havde fået nok at gadesælgere og mange mennesker, tog vi tilbage til centrum og sad (ude) på en café og fik frokost. Det var rigtig godt vejr med høj solskin, så jeg fortrød helt, at jeg havde valgt at tage paraplyen med og ikke solbrillerne.
Da vi havde spist delte vi os. Far og Lene gik for sig selv, og Kristian og jeg gik rundt og nød vejret. Jeg fik en halskæde, hvor mit navn er skrevet med græske bogstaver. Vi satte os på en café og fik varm kakao og en chokoladekage-mousse-ting... mmm...
Om aftenen spiste vi på en af de nærliggende taverna'er (altså alle fire sammen), og gik bagefter tilbage på hotellet, hvor vi fandt et sted, hvor vi kunne sidde og spille kort. Kristian og far hentede kakao, kaffe og chokolade. Vi fik et enkelt spil 500, og så gik Kristian og jeg tilbage til lejligheden.
Det var en rigtig hyggelig aften.

Mandag var det så tid til afsked... Øv øv øv.
Jeg valgte at tage med helt ud i lufthavnen og sige farvel. Da vi kom derud, stod der på oversigtsskiltet over afgangene, at flyet til København var aflyst. Vi fandt den kø, som vi skulle stå i for at finde ud af noget, og her stod vi så i ca. en time.
De fik billetter til en afgang over Polen og så til København. De skulle lette halvanden time senere, end hvis de skulle have været med den normale afgang.
Jeg blev i lufthavnen og vi sad og fik kaffe, kakao og kage mens vi ventede. Til sidst var vi dog nødt til at sige farvel, og jeg måtte tage tilbage til Athen alene.
Det var lidt hårdt bare at skulle hjem til en tom lejlighed... Men sådan er livet jo, når man vælger at bo så langt væk...
De kom godt hjem til Danmark, men med en ekstra forsinkelse i Polen.

Fejring af fødselsdagen igen
I går var det meningen, at jeg skulle have været på den bar, der hedder "Why Sleep?" og feste sammen med venner, men fordi det var en tirsdag, havde de fleste meldt fra. Jeg valgte derfor at aflyse. Det synes Jamila slet ikke var godt nok, så hun inviterede mig i biografen, hvor vi så The Ajustment Bureau med Matt Damon.
Det er en god film, jeg kan godt anbefale den. Man behøver måske ikke nødvendigvis at se den i biografen, men så når den kommer på DVD.
Det var hyggeligt at være i biografen med hende, meget bedre end at sidde alene hjemme, når planerne havde været nogle helt andre.

I dag skal jeg til første kursus/træning med Special Olympics. Jeg er ret spændt på, hvad det er for noget... Jeg skal mødes med Jamila, så vi følges til det. Det er lidt rart at være to, når man ikke helt ved hvor man skal hen, og hvad man skal...
På fredag kommer der lærere fra Tyrkiet og Bulgarien (tror jeg nok), som skal besøge os i 5 dage, så hele weekenden kommer til at gå med at være med dem rundt til diverse ting.

Out of Athens

En begivenhedsrig weekend
Fredag den 11. februar strejkede busserne (lige for en gangs skyld), men denne gang behøvede jeg ikke at gå hjem, da musiklæreren på skolen, Margarita, tilbød at køre mig hjem. På vejen ombestemte vi os dog, og vi tog i stedet sammen ud og spiste frokost på en lille café Margarita kendte. Det var rigtig hyggeligt at sidde at spise og snakke med hende om alt muligt - lige fra fester og fritid til skolerne i Danmark. Efter at have spist, tog vi ned i en musikbutik, hvor Margarita skulle købe nogle cd'er. Jeg klarede dog at holde pungen i tasken, og købte ingenting. Jeg er faktisk lidt stolt af mig selv...
Lørdag besluttede jeg mig for at tage i biografen alene og se Hereafter med Matt Damon. På vej i toget/metroen ud til biografen mødte jeg Jamila, og fik hende faktisk overtalt til at tage med i biografen. Og det må man sige var heldigt, for det viste sig, at noget af filmen foregår på fransk... Ja, jeg ville have haft ret svært ved at forstå handlingen i de perioder, hvor de snakkede fransk og underteksterne var græske, så det var meget heldigt at jeg havde Jamila med, som jo er fransk, så hun oversatte for mig.

Lige en reklame for filmen The Tourist - bemærk hvordan grækerne staver Johnny Depp og Angelina Jolie.

Søndag var det så tid til The Meet Market. Det er et marked, der er forskellige steder i Athen-området, hver gang det er. Det er et marked med tøj, smykker, tasker, sko, mad... alt muligt. Min veninde Sanja, som jeg havde græsk sammen med, havde noget tøj til salg på markedet (hun er designer og har sit eget mærke), så jeg havde lovet at komme og sige hej. Jeg mødtes med Yana, Jamila og Jamilas to franske venner, der var på besøg, og så tog vi til marked. Det var et rigtig fint, lille marked. Tingene var bare lidt dyre, fordi det meste af det jo var små mærker... Men det var fedt at opleve - og dejligt at se Sanja.

Valentins Dag
Jeg er ikke ligefrem den store Valentins Dags-fejrer. Faktisk kan jeg overhovedet ikke lide denne tradition, og synes at den er rigtig plat. MEN når man har en veninde, der er en pladder-romantisk franskmand, ved man bare, at der er nødt til at ske noget.
Jamila inviterede os tøser hjem til hende og se Sex and the City-filmen, spise slik og popcorn og drikke cola. Lige en aften efter mit hoved. Det mest romantiske ved aftenen var, at Jamila havde hængt hjerte-balloner op rundt i lejligheden.

Erika, Birgit og jeg på vej hjem fra Valentins Dag med hjerteballoner.

Onsdag den 16. var jeg så lige en smut i biografen igen... Denne gang i biografen ude hos Thalia, for det var sammen med hende jeg skulle se Black Swan. Det er en meget mystisk, foruroligende, forstyrret, god film synes jeg. Jeg var nok ikke taget ind og se den, hvis ikke Thalia havde inviteret mig, men jeg er glad for at jeg sagde ja til tilbuddet.

Thessaloniki
Thessaloniki er den anden største by i Grækenland, og ligger i Nordgrækenland - 6 timer med tog.

Det siges, at det giver held, hvis man rører Aristoteles' tå, så det gjorde jeg selvfølgelig.

Deroppe er Judith fra Tyskland Comenius-assistent, og jeg havde arrangeret at tage på forlænget weekend hos hende, se byen og hendes skole. Jeg havde endda fået fri fra arbejde mandag, så jeg kunne blive der et par dage ekstra.
Så fredag den 18. efter arbejde, tog jeg toget fra Athen til Thessaloniki. Jeg ankom omkring kl. 21, hvor Judith mødte mig på banegården.
Judith har været syg de sidste par uger, så hun var ikke helt på toppen, men insisterede på, at jeg stadig boede hos hende. Vi tog direkte hjem til hende, hvor jeg mødte de to hun bor sammen med; Korinna fra Rumænien og Emily fra Storbritannien. De var rigtig søde.
Lørdag tog Judith og jeg så på turisttur i Thessaloniki.

Det mest kendte symbol på byen (kendt fra postkortene) Det Hvide Tårn.

Vi var rundt og se de vigtigste seværdigheder. Vi startede med at gå ned i nogle ruiner fra den romerske tid. Derefter gik vi ned forbi Aristoteles-statuen, hvor man lige skal røre hans venstre tå, og så gik vi op i det hvide tårn. Det hvide tårn var oprindeligt et fængsel, men er nu et museum. Det hed oprindeligt blodtårnet, men blev omdøbt til det hvide tårn, da en fange fik til opgave at male det hvidt i bytte for hans frihed.

Judith i Det Hvide Tårn.

Om aftenen tog vi over og spiste hos en af Judiths venner. Vi var 8 personer, der spiste sammen. Kun Judith og jeg var IKKE Erasmus-studerende. Jeg m ærligt indrømme, at jeg absolut ikke kunne lide de mennesker. De tog det som en selvfølge, at der skulle noget hash indenbords når man er sammen, så de sad og spiste hash-kage. Jeg sagde pænt nej-tak og følte mig meget malplaceret og utilpas i deres selskab. Derudover havde jeg hovedpine, og sad faktisk bare og ventede på, at Judith skulle blive klar til at tage hjem, så jeg kunne komme i seng. Jeg er glad for, at det ikke er sådan det foregår i min vennekreds.
Søndag havde Judith det stadig rigtig skidt, og hun besluttede at tage til vagtlægen. To af hendes venner tog med, og jeg tog ud i byen alene og så på byen.

Udenfor det arkæologiske museum er denne sav ved at save jorden op nedefra.

Jeg ville egentlig have været på det arkæologiske museum, men jeg kom først derned klokken 14.45 og det lukkede kl. 15, så jeg gik bare videre, på vej op mod Ano poli ("byen, der ligger over"), som er en gammel bydel, som er lidt særlig i forhold til resten af Thessaloniki.
Thessaloniki er en by, der ligger mellem havet og bjergene, så når man går op, går man væk fra vandet. Det er et godt lille trick at kende, når man har en tendens til at tro at man ved hvor man er, men så pludselig er faret vild... Da jeg gik rundt i Ano Poli's små gader, kom jeg selvfølgelig ud af kurs, men fortsatte et stykke tid, for at se bydelen. Da jeg så ville tilbage til Judiths lejlighed, begyndte jeg at gå nedad, og blev ved med det indtil jeg mødte noget jeg kunne genkende, og så fandt jeg tilbage.

Mig oppe ved den gamle, byzantinske bymur.

Da jeg kom tilbage til lejligheden, var Judith stadig på sygehuset, men hendes roommates var hjemme, så dem snakkede jeg lidt med. Emily skulle flytte værelse (til et større værelse), så hendes blev tomt. Hun var så så sød at rede op til mig inde på hendes gamle værelse, så jeg ikke behøvede at sove i Judiths dobbeltseng sammen med Judith, hvis hun nu havde noget smitsomt. Super sødt af hende synes jeg.
Da Judith kom hjem (efter 6 timer) var hun helt færdig, og resten af aftenen slappede vi af, hun sov en del og trængte bare til at være lidt alene på værelset, så jeg sad ude i stuen sammen med de to andre og Korinnas ven, som kom på besøg.
Mandag var jeg igen ude alene, for Judith var blevet tvunget til at blive i sengen. Planerne om at komme med hende på arbejde tirsdag var også aflyst, da hun ikke måtte tage på arbejde en uge mens hun var på antibiotika.
Jeg kom på det arkæologiske museum, og fik også set mere af byen og af butikkerne, hvor jeg måske kom til at bruge lidt penge.

En eller anden kirke i Thessaloniki.

Om aftenen slappede jeg bare af sammen med de andre i lejligheden. Det var rigtig hyggeligt.
Tirsdag var dagen for min tilbagevenden til Athen, men jeg skulle først med toget klokken 16.30, så jeg havde tid til at tage på museum og på shopping igen (fandt shoppinggaden). Jeg tog på det byzantiske museum. Der var gratis indgang, og det undrede jeg mig lidt over, for det er normalt kun os med græsk studiekort, der kommer gratis ind. Jeg fandt dog ret hurtigt ud af hvorfor. Lige når man kommer ind på museet, er der et skilt, der fortæller hvad der er i de forskellige rum. Der er 12 eller 13 rum på museet, men da jeg kom til det 4. og skulle til at gå ind i det 5. rum, var det afspærret, og resten af museet var lukket... Lidt en skuffelse, for de første fire rum var ret spændende.
Jeg fik shoppet lidt mere inden jeg tog tilbage til lejligheden for at hente mine ting og sige farvel til Judith.

Alexander den Store.

Jeg kom med toget og sad bare og læste og lyttede til musik det meste af tiden. Toiletterne var åbenbart i stykker, for de var låste på hele turen, så selvom jeg trængte til at komme på toilet, måtte jeg bare vente til jeg kom hjem. I den situation var det så ret træls, at toget af ukendte årsager blev over en time forsinket, så togturen blev 7 timer lang i stedet for 6. Jeg nærmest løb hjem fra stationen... Også lidt fordi, at det ikke er så rart at gå derfra og hjem alene omkring midnat.

Åbning af butik
I dag (den 24. februar) var jeg på arbejde og derefter hjemme at slappe lidt af, indtil Elissavet ringede til mig for at høre, om jeg ville med til åbningen af Arcturos' nye butik i Athen, tæt på vores lejlighed.

Åbning af Arcturos-butikken.

Arcturos er en organisation, som arbejder for de vilde bjørne og ulve i Grækenland. Elissavet er frivillig i denne organisation. I butikken sælger de t-shirts, sweatshirts, forklæder, kasketter, notesbøger, kuglepenne, blyanter, ure, kalendre, bamser, musemåtter, muleposer osv. osv. osv.

En ulv og bjørn i dagens anledning.

Efter at have været til åbningen og brugt lidt penge der, gik vi videre til en udstilling, som Grundtvig-folk lavede. Grundtvig er et program på linje med Erasmus og Comenius. Der var folk fra forskellige lande med smagsprøver på mad, slik og drikke, kunst osv. Det var okay spændende, men følte mig lidt malplaceret, da vi var nærmest de eneste, der ikke er med Grundtvig-ordningen. Det mest spændende var en tyrkisk pige, som viste hvordan man laver tyrkiske malerier. De er helt fantastisk flotte. Jeg er meget imponeret.

Et af de tyrkiske malerier, som lige blev lavet på 5 minutter.

Nu er der kun under en uge til at Thalia og jeg skal afholde kursus om at bruge smartboard i undervisningen... Uha, jeg er allerede ved at være nervøs. Der har været så mange interesserede, at vi er nødt til at gentage det igen senere på foråret. Der er rigtig mange, der har ringet og prøvet at komme på listen, selvom der for længst er fuldt hus, og grækerne har det altså med ikke at respektere, at der ikke er pladser nok, så det bliver lidt spændende at se, hvor mange der rent faktisk dukker op. Jeg synes det er vildt respektløst hvis de dukker op, når de har fået at vide, at der ikke er plads til dem og at der vil blive et kursus senere på året. Vi har plads til 20, og det bliver umuligt at gennemføre tilfredsstillende, hvis der kommer 40, for vores plan er, at få dem op til smartbordet og lave forskellige ting, for at lære at bruge det. Men nu må vi se, hvor mange der dukker op. Jeg har sagt til Thalia, at vi burde få en dørmand, der kun lukkede dem ind, der stod på listen og så afviste resten.
Der er også kun en uge til at jeg får besøg af Kristian, Tina, P-A, far og Lene. Det glæder jeg mig også RIGTIG MEGET til.

En tur til Salamina

Ekskursion med 5. og 6. årgang
Mandag den 24. januar var jeg på ekskursion med 5. og 6. årgang. De var ude for at lære noget om Byzans. De blev delt i årgangene og derefter delt i 3 grupper. Jeg fulgte den ene gruppe, der startede med at skulle op og høre om Byzans og lave noget gruppearbejde. Derefter havde de en lille spisepause.

Eleverne arbejder i grupper.

Efter pausen så de en 3D-film og til sidst lavede de nogle opgaver ved computerne. De så ud til at synes det var rigtig sjovt.
Da vi kom tilbage til skolen, strejkede busser igen, så jeg måtte gå hjem. Da jeg kom hjem var jeg super træt, så droppede at tage til græsk.

Sygdom blandt lærerne
Det virker ikke til at lærerne kan holde til det kolde vejr. Det har været meget koldt og blæsende i en stor del af januar, så mange af lærerne går og er småsyge hele tiden.
Også Thalia har været ramt. Da jeg kom ud på skolen om morgenen fredag den 28. blev jeg mødt af skoleinspektøren, som sagde, at Thalia var syg, så jeg måtte selv bestemme om jeg ville blive et par timer sammen med en anden lærer, eller om jeg ville hjem igen. Jeg valgte at tage hjem igen med det samme, da de fleste af lærerne snakker rigtig dårlig engelsk.
Da jeg kom hjem tændte jeg computeren og opdagede, at Thalia havde sendt mig en mail aftenen før, den havde jeg bare ikke set, da jeg ikke havde haft den tændt efter græsk. Hun skrev i mailen at hun havde lagt en besked på telefonsvareren. Det kunne jeg ikke forstå, for jeg har ikke telefonsvarer på min græske telefon. Det viste sig så, at hun havde ringet til mit danske nummer... Lidt dumt...
Klasselæreren for den 6. klasse, som jeg ikke har engelsk i, har nu været syg i halvanden uge. Og hvad har skolen gjort for at løse problemet? Jo, alle de timer klassen skulle have haft hende, bliver de delt ud i små grupper og skal være med i de andre klasser. Så der sidder 6. klasseselever i 4. klasse og laver ikke noget, fordi der ikke bliver taget hensyn til at de er der - der undervises til klassen og så må de bare sidde og være stille og lave ingenting. Det synes jeg er så kritisabelt, at det næsten gør ondt. Hvordan kan de tillade at eleverne sidder og spilder deres tid i andre klasser? Hvordan kan de tillade at der ikke bliver brugt penge på en vikar til dem? Jeg synes det er under al kritik!
De eneste der får bare en lille smule ud af det, er dem der er blevet placeret i "min" 6. klasse. De gange jeg har stået for undervisningen har jeg taget dem med på lige fod med de andre og forventet lige så meget af dem.

Undervisning
Jeg har siden nytår undervist 6. klasse i nordisk mytologi. Det har været rigtig sjovt og spændende, synes jeg.
Jeg startede med at fortælle om nogle af de vigtigste guder og jætter. Derefter læste vi myten om verdens skabelse, og eleverne skulle skrive deres egen skabelsesmyte. Det kom der nogle rigtig gode og sjove resultater ud af. Især en håndfuld af eleverne har virkelig fået brugt fantasien. F.eks. skrev en af eleverne en historie om, at jorden oprindelig er lavet af en kødbolle, der har roteret om solen indtil den var gennemstegt.
I denne uge har vi arbejdet med myten om, hvordan Odin mistede sit øje. Vi startede med at læse myten og kort snakke om den - sørge for at alle forstod den.
Derefter blev de delt i grupper, og fik til opgave at lave et lille skuespil. Først var de lidt usikre overfor opgaven, men gik i gang (det var mandag). Torsdag var der nogle af dem der spurgte, om det virkelig var meningen at alle skulle være med. Til det sagde jeg, at selvfølgelig skulle alle på "scenen". De ville meget gerne have mig til at vise et eksempel på, hvordan man kan gøre det, så vi aftalte at ALLE var med og viste deres skuespil fredag, og så startede jeg ballet med et en-mands-skuespil.
Fredag morgen (den 28. januar) sagde Thalia, at hendes datter Anni (som jo går i 6. klasse) havde sagt, at de havde haft for lidt tid til skuespillet. Det gjorde mig lidt nervøs for resultatet.
Da jeg kom op i klassen spurgte jeg om de var klar til "showtime" og det råbte alle ja til. Jeg spurgte også om de havde brug for 2 minutter til at forberede sig, men det mente de ikke, så vi gik i gang med det samme. Jeg startede med at lave et lille skuespil og så var de ellers allesammen vilde efter at komme op og vise deres skuespil. Og de var bare super gode. Jeg er så positivt overrasket over dem, og er rigtig glad for resultatet.
Som belønning for deres gode, hårde arbejde, skal vi på torsdag afslutte emnet med at se Valhalla.
Er en stolt assistent lige nu.

Sidste time til græsk
Jeg har taget beslutningen om at droppe græskundervisningen. Jeg havde mine sidste timer i mandags, og hold op, jeg er glad for min beslutning. Har ikke skænket det en tanke efter jeg er holdt derude, og har slet ikke dårlig samvittighed over, at jeg har "givet op" og droppet kurset.
Jeg savner dog lidt nogle af klassekammeraterne, men dem kan jeg da heldigvis stadig ses med. Jeg har beholdt mine studiekort, så jeg kan også komme derud engang imellem og spise sammen med dem efter deres timer. Jeg skal derud imorgen og spise, fordi en af pigerne har mistet sine bøger, så hun skal låne mine, nu jeg ikke bruger dem til noget som helst.
Jeg er rigtig glad for min beslutning.
Den sidste halvdel af mit ophold kommer nok til at være dyrere end den første halvdel, da jeg ikke er tvunget til at være her i byen 5 dage om ugen, men har større frihed til at tage på ture. Jeg har bl.a. købt togbilletter til Thessaloniki den 18. februar, hvor jeg så besøger den tyske assistent deroppe. Jeg har fået fri fra arbejde om mandagen, så jeg kan komme med hende på arbejde en dag og se hendes skole, og så komme tilbage tirsdag den 22. Den tur glæder jeg mig rigtig meget til.

Tur til Salamina med Jamila
I går, lørdag, havde Jamila, Yana og jeg planlagt at tage til en ø, der hedder Salamina, som ligger meget tæt på Athen, hvis vejret var godt.
Vi ville egentlig have været afsted i sidste uge, men der var vejret rigtig skidt.
Fredag aflyste Yana pludseligt, da hun havde fået andre planer. Jamila og jeg valgte at tage afsted alligevel, for vejrudsigten sagde høj solskin.
Klokken 10.30 mødtes vi i Peiraias, hvorfra vi tog båden til Salamina.

Billede taget fra båden.

Vi havde ikke noget kort over Salamina eller nogensinde været der før. Jamilas veninde har været der, og hun sagde, at hvis man går til venstre når man kommer af båden kommer man til centrum. Så da vi kom af, gik vi lidt til venstre og så til højre ind mod øen, og begyndte at gå på opdagelse i de små gader og i naturen. Jeg kunne hurtigt mærke, at jeg ubevidst har savnet naturen, for det er der jo ikke rigtig noget af her i Athen.

Det tætteste vi kom på toppen.

Det var rigtig hyggeligt at gå rundt uden at vide hvor præcis vi var, og bare opleve de stille gader i en fremmed by, på en fremmed ø. Det eneste vi hele tiden havde i baghovedet var, at vi skulle være tilbage kl 15, for der gik den sidste båd tilbage til Peiraias. Og eftersigende skulle der ikke gå nogen om søndagen.

De små gader.

Det første stykke tid var det en smule køligt, så jeg havde hue og halstørklæde på, men det blev hurtigt for varmt, da vejret var så godt.

Jeg nyder turen ud af Athen.

I byen, hvor vi var (jeg ved faktisk ikke engang hvilken by vi var i), var der rigtig mange hunde, der virkelig var opdraget til at være rigtige vagthunde. De gøede af os så snart vi kom i nærheden af deres hus, så folk har rigtig kunnet følge vores rute rundt i byen. Der var heldigvis ingen, der brokkede sig over at vi var på opdagelse. Der var en enkelt, der lige advarede os om ikke at komme for tæt på deres hund, som stod bundet udenfor huset, fordi den bidder.

Vi så mange pudsige ting i byen et stykke fra vandet.

Efter at have gået rundt i et par timer (vi ankom til øen 11.50) blev vi enige om, at vi måtte begynde at gå tilbage til båden. Vi mente begge to, at vi hele tiden havde haft udsigt (eller næsten udsigt) til vandet til venstre for os, så vi besluttede at gå ned til vandet og gå med det på højre side, og så måtte vi jo på et tidspunkt komme tilbage til båden. Der tog vi grusomt fejl! Vi gik og gik og gik og kom ikke til noget der overhovedet lignede den havn vi startede i. Da vi havde gået i en halv time spurgte vi en af de lokale, om hvor båden til Peiraias lå til, og hun pegede i den retning vi kom fra. Lige på den anden side af vejen var et busstoppested, og hun sagde at bussen kørte lige dertil. Fint, tænkte vi, hvornår kører den? "Den næste kommer nok ca. 15.05"... Shit... Vi forsøgte at blaffe tilbage af, for nu havde vi pludselig meget travlt, men igen stoppede.
Vi blev enige om, at vi skulle have fat i en taxa - midt i ingenting. Lige da vi blev enige om at vi skulle have en taxa, kom der en kørende. Der sad godt nok en dame i den, men taxaerne tager tit folk med op alligevel, hvis man skal i samme retning. Det skulle vi ikke, men jeg tror, at vi så ud til at være i så meget panik, at han tog os med alligevel. Vi kørte damen til hendes bestemmelsessted, og så var det ellers afsted mod havnen. Han snakkede ikke ret meget engelsk, så vi kommunikerede på en blanding af græsk og engelsk (er lidt stolt af mig selv). Han sagde, at vi nok kunne være der omkring 15.15 (åh nej, vi var virkelig kommet på afveje). Vi fik forklaret ham, at vi SKULLE nå den klokken 15, så han satte fart på og kørte meget stærkt hele vejen, og vi kom til havnen 14.58. Jeg sagde til Jamila at hun bare skulle kaste nogle penge efter ham og så spurtede vi hen til båden og nåede med.

Jamila og jeg før vi opdagede at vi var faret vild.

Da vi kom tilbage til fastlandet gik vi på restaurant i centrum af Athen og hyggede os og gik stille og roligt til metroen, som vi tog hjem. Da jeg kom tilbage til lejligheden var jeg helt færdig.
Jeg fortalte Elissavet om vores tur, og hun sagde så til mig, at hvis vi ikke havde nået båden til Peiraias, var der en anden båd, der sejler til en forstad til Peiraias, som sejler nærmest hver 10. minut hele døgnet og hele weekenden... Okay, så måske ville vi ikke være strandet på øen i flere dage, hvis vi missede vores båd, men det er også ligemeget, for vi var overbeviste om, at det var vores sidste chance for at komme tilbage, og vi nåede det, udelukkende pga. en dygtig taxichauffør.
Vi havde egentlig snakket om at tage i byen om aftenen, men vi var begge to så trætte efter den lange gåtur i det gode vejr og den friske luft, at vi bare tog hjem til os selv for at slappe af.
Det var en rigtig god tur - også selvom vi for vild. Det er ærgerligt at Yana gik glip af turen, men det var hendes eget valg.
Det er helt sikkert ikke sidste gang jeg tager på tur med Jamila - det var en super sjov og hyggelig tur!